Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Det canadiske kludetæppe

Kan man kalde en befolkning, der består af indianere og indvandrere fra alverdens lande, for en befolkning, spurgte JP Explorer, inden holdet rejste de 6351 km i The Pacific Railways originale spor fra Atlanterhavet i øst til Stillehavet i vest. Svaret er både ja og nej.

Af HEIDI PLOUGSGAARD og ANNELENE PETERSEN (foto)
Publiceret 31-05-2003

Canada

Canadiere kalder folk sig i verdens næststørste land, Canada.

Virkeligheden er, at canadierne består af et kludetæppe af indianere og inuitter samt af indvandrere fra Frankrig, England, Kina, Skotland, Irland, Italien, Ukraine, Japan, Tyskland, Danmark, Indien, Portugal, Polen, Holland, Grækenland og mange andre lande.


Det canadiske kludetæppe (3)
Fiskerlejet Peggy´s Cove i Nova Scotia.
Foto: Annelene Petersen

Spørger man dem, hvad de egentligt har til fælles, bliver der ro om bordet.

Først efter flere øjeblikkes pinlig tavshed kommer svaret.

»Vores venlighed.«

»Flaget og landet.«

»At vi ikke er amerikanere, eh.«

Det første indtryk af denne lidt ankerløse nationalfølelse fik explorerholdet i Halifax, Nova Scotia, begyndelsesstedet for JP Explorers togrejse på 6351 km på tværs af Canada med sideudflugter i bil, som skulle vise sig at løbe op i knap 4000 km.

Først igennem mødet med hummerfiskeren Mark Collier ved Shad Bay, 30 sydvest fra Halifax, som trods sine rødder tilbage til Skotland følte sig mere canadisk end skotsk, men som ligesom havde lænet sig tilbage på hælene og mistet interessen for sit land. Atlanterhavsprovinsen Nova Scotia (nye Skotland), hvor der aldrig er mere end 56 km til kysten, var for ham verdens navle. Og de 941.000 indbyggere her, for hvem fiskeri og landbrug stadig er det vigtigste erhverv, var hans landsmænd.

Sue Bone, stewardesse hos Air Canada, kom med et helt andet billede. Hun elskede Canada, sagde hun, men troede ikke på, at landet eksisterede om 10 år.

»Folk er trætte af at blive holdt tilbage af landets politik om, at alle skal være med. For at hive bunden med op, bliver toppen holdt nede, og det dræber alt initiativrigdom,« sagde Sue Bone, der for år tilbage lukkede sin egen virksomhed på grund af komplicerede canadiske regnskabsregler.

Det var aldrig sket i USA, mente hun.

Den franske frihed

Da Explorerholdet nåede til Canadas største provins på 1,5 mio. kvadratkilometer, Quebec, blev den blandede nationalfølelse ikke overraskende mere udtalt.

Her har partiet Parti Québécois længe kæmpet for en selvstændig, fransk provins. Ved de to afstemninger, der har været, har de 7,3 mio. les quebecois dog sagt nej til at løsrive sig, men ved det seneste valg kun med et snævert flertal. Flere gange har selvstændighedskampen fået det samlede Canada til at give Quebec en smule mere frihed. Det er derfor, Quebec i dag har særstatus og mere frihed som provins end de øvrige provinser. Og hver gang har det givet frihedskæmperne mere smag for, hvad de går glip af.

»De øvrige provinser respekterer ikke den franske kultur og identitet. Og vi vil have lov til at udtrykke, hvad vi er. Vi behøver ikke altid at lade andre bestemme for os. Vores økonomi i provinsen er stærk, eksporten foregår mere mod syd end mod vest, så vi kan sagtens klare os selv,« sagde separatisten Yvon Faille fra Parti Québécois, da explorer besøgte ham i hans hjem i byen Rigaud, 70 km vest for Montreal.

Det, Yvon Faille henviste til, er, at Canadas økonomi har ændret sig, siden landet indgik frihandelsaftalen med USA i 1988 og senere også aftalen om den nordamerikanske frihandelszone i 1993, som også inkluderer Mexico.

Fra at have en økonomi, der var horisontalt orienteret, har Canada fået en økonomi, der går syd-nord over den 6379 km lange grænse til USA. For vestkysten er det blevet lettere at sende træ og olie til Californien, for midterprovinserne at sende præriehveden til det centrale USA og for Ontario og Québec at sende bildele til Ohio. En ordning der betyder, at provinserne ikke behøver at tage så meget hensyn til de seks tidszoner, Canada spænder over, og som har skabt stærkere bindinger på langs af det amerikanske kontinent, men som samtidig gør følelsen af sammenholdet mellem Øst- og Vestcanada mindre.

Lidt af Danmark

I provinsen New Brunswick, der siden 1969 har været Canadas eneste tosprogede provins (Staten er også tosproget), er majoriteten af indbyggerne engelske, mens 37 pct. har franske rødder.

Her gjorde explorerholdet holdt i New Denmark, den første danske koloni i Canada, der bosatte sig her i 1872. Som så mange andre minoriteter kæmper efterkommerne her for at bevare deres oprindelige kultur. Det sker blandt andet i form af et lille museum med danske klenodier. En ret som ikke mindst tidligere premierminister Pierre Trudeau var med til at sikre i 1970'erne, da han lagde politisk vægt på, at alle skulle sikres en ret til deres kulturelle frihed - både på engelsk og fransk. En kulturel smeltedigel var ikke ønskværdigt. Canada skulle være en symfoni af etniske kulturer, der hver spiler i sin særegne toneart.


DANSK
5. og 6. generation danskere i New Denmark, den første danske koloni i Canada, der stammer fra 1872.
Foto: Annelene Petersen

I et lille samfund som New Denmark er det imidlertid svært at samle penge nok ind til at opbevare kulturarven på et museum, og staten vil ikke give støtte. Over en hjemmelavet rullepølsemad får det formand for museet, Ron Hansen, til at spørge:

»Hvorfor kan de fransktalende få støtte til at bevare deres kultur og vi ikke. Er deres kultur finere end vores.«

I modsætning til quebecerne fastholdt danskerne dog, at de var canadiere.

»Canada er vores nye land. Det er her vi lever nu. Danmark er vores fædrende land,« forklarede Beatrice Hansen, der er en af efterkommerne af de første danskere i New Denmark.

I Ontario, der ikke bare rummer en tredjedel af Canadas 31 mio. indbyggere, men også er landets økonomiske motor med lige så mange virksomheder som resten af landet til sammen, synes man at tage lettere på tingene.

I hvert fald syntes irritationen over de øvrige provinser mindre udtalt her, måske fordi det er i Ontario, de fleste beslutninger bliver taget, fordi provinsen er landets naturlige centrum, fordi tolerancetærsklen er højere her som følge af de mange nye flygtninge, der hver år søger til især Toronto, provinsens hovedstad og Canadas største by med 2,3 mio. indbyggere, eller måske fordi Ontario med lungesygdommen SARS hærgende i Toronto, havde andet at tænke på, da JP Explorer kiggede forbi.

Det var i hvert fald SARS, der var samtaleemnet på caféerne. Mest i forargelse over den blæst, medierne havde skabt med enorme økonomiske tab for byen til følge. Mange har mistet deres arbejde, fordi turister og besøgende er blevet væk. Mediernes billede har imidlertid siden vist sig at være temmelig retvisende.

Fremstormende Alberta

I de vestlige provinser, især i den olierige og fremstormende Alberta, der fra 1992 til 2000 forbedrede sit bruttonationalprodukt pr. indbygger med 27 pct., har man sværere ved at sluge de franske kameler. Som tredjestørste bidrager til Canadisk økonomi generer det befolkningen her, at den næststørste bidrager, Quebec, har fået gennemtrumfet, at Canada på statsplan skal være tosproget. Det vil sige, at sproget på alle vejskilte, på varer og i offentlige sammenhæng skal være både fransk og engelsk. Mens les quebecois kun behøver at skrive på fransk hjemme i deres egen provins. Samtidig generer det befolkningen i Alberta, at den skal sende penge til østprovinserne uden af få noget igen. For eksempel indflydelse. Problemet er, at den største koncentration af befolkningen bor i øst, hvorfor det også er her, de fleste beslutninger bliver taget. Det har fået tanker om selvstændighed til at rumle også i Alberta.

»For hvorfor skal vi betale for, at de kan opretholde deres livsstil på østkysten,« som en tilfældig canadier i Alberta sagde.

Ellers om rancheren Kathy McMillan i Britisk Columbia, bedre kendt som BC, sagde:

»Alt bliver besluttet i Øst, hvor de har ikke en anelse om, hvordan det er at leve her i vest. De har for eksempel besluttet, at ingen må gå med pistol, men de risikerer jo heller ikke at løbe ind i en bjørn.«

I BC's hovedstad, Vancouver, er utilfredsheden med den økonomiske dominans fra Toronto og Montreal mindre udtalt. Måske på grund af den enorme velstand, som velhavende immigranter fra Hong Kong har bragt med sig. Eller måske på

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel