Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Jeg har min hest

British Columbias højland er cowboyland med tusindvis af ranches og masser af kødkvæg. Mark McMillan har kun en lille ranch, men er cowboy med stort C.

Af HEIDI PLOUGSGAARD og ANNELENE PETERSEN
Publiceret 30-05-2003

Kamloops

At være cowboy er et hårdt liv.

Man skal ride ud i alt slags vejr; sne, blæst og bagende sol. Man skal kunne håndtere et flænset ben på en ko og jage en bjørn væk. Og man skal kunne sidde på hesten i et umenneskeligt antal timer om dagen, så man, som årene går, får kalveknæ, ondt i ryggen eller brug for nye hofter.


RODEO
I den lille by Clinton ikke langt fra Kamloops har der været holdt faste rodeos i 100 år. Tyreridning er den farligste disciplin i rodeoshows, mens det her gælder kalvefægtning.
Foto: Annelene Petersen

Men det er et godt liv, og Mark McMillan ville ikke have det på nogen anden måde.

Han ejer en i canadiske måleforhold lille ranch på omkring 160 hektar midt i landets vestligste provins, British Columbias højland med 10 køer, 16 heste, tre hunde og to katte. Et ranch, der i hvert fald om sommeren virker idyllisk med sine solide hjemmelavede træhegn, som man er nødt til at stå ud af bilen og åbne for at komme ind på gårdspladsen.

Her skal man åbne flere hegn for at komme videre. Et ind til huset, et ind til gæstehuset og et ind til fennen, hvor hestene græsser rundt.

Det lå ellers ikke i Mark McMillans kort, at han skulle være cowboy eller rancher. Overhovedet ikke. Han blev født i byen Victoria på Vancouver Island, men fik efterhånden som han voksede op et stærkere og stærkere ønske om at blive cowboy. Og allerede i en tidlig alder købte han sin første cowboyhat, som, selv om den er skiftet ud mange gange siden, ligner den første, han købte.

»Man skal kunne kende en cowboy på hans hat,« siger McMillan og løfter sin hat, så man kan se den røde kant den har efterladt på hans pande.

»Denne her er kun ét år gammel, det tager to år før den har formet sig efter mit hoved,« siger han.

Gården købte Mark McMillan for syv år siden, efter at han havde mødt sin kone Kathy. Sammen besluttede de at sælge alt, hvad de ejede, på Victoria Island og købe den lille ranch Meadow Springs Ranch, godt to timers kørsel mod nord fra den nærmeste store by, Kamloops.

Men han erkender at det er et hårdt liv.

»Det er ikke det glansbillede, som folk ofte gør det til. Hvor cowboyeren rider ind i solnedgangen,« siger Mark McMillan og lægger sit ellers smilende ansigt i alvorlige folder.

En barsk branche

»Nej, det er bestemt ikke en smuk branche. Jeg har over årene set køer, der har fået deres ben flænset op, heste, der skulle hives op af mudderpøle, endda en ko som kom hjem med et hul så stort som min underarm i låret. Sandsynligvis efter en slåskamp med en bjørn. Så man skal ikke være for pylret,« siger McMillan og viser det lange brændemærke, han har på sin højre hånd, og som han fik for et par dage siden, da han ikke nåede at vikle rebet om knoppen på sin saddel, inden den kalv, han havde smidt sin lasso omkring, begyndte at løbe.

»Der er også mange, der mister en tommelfinger på den konto, og jeg er da også faldet af hesten et par gange. Dog uden at der er sket noget alvorligt.«.

En af parrets naboer, Danny, brækkede, da han var yngre, ryggen, fordi hesten mistede balancen og landede oven på ham. Han er i dag stadig rancher, men fra en kørestol.

»Uheld sker,« konstaterer Mark McMillan nøgternt.

Det bekymrer ham ikke.

Der er heller ikke mange penge i det. Med de 10 køer Mark og Kathy ejer, kan de langt fra, ikke engang tilnærmelsesvis, leve af indtægterne fra gården.

»Man skal mindst have 300-400 stykker kvæg for at kunne få det til at løbe rundt,« siger Mark McMillan. Og så stor bliver Meadow Springs Ranch aldrig. Det ønsker McMillan ikke.

»Vi vil gerne op på at have 50 køer, men ellers er det en god størrelse, ranchen har nu. Desuden har vi ikke jord nok til at kunne samle hø nok til om vinteren, hvis vi fik for mange køer,« forklarer han.


EN LIVSSTIL
Det er en livsstil at være cowboy, mener Mark McMillan - selv om han ikke kan leve af det, men må have arbejde ved siden af.
Foto: Annelene Petersen

Det er ikke noget luksusliv. Mark og Kathy McMillan bruger hvert år godt 200 træer på at varme deres hus op. De har ikke oliefyr eller lignende. De har heller ikke fjernsyn, for »det har de alligevel ikke tid til«. Til vinter håber Mark McMillan på at skyde en hjort, så parret kan få noget kød i fryseren. Parret nænner ikke at slagte en af deres egne køer. Om vinteren går Mark hver dag ud og slår hul i isen, så køerne kan få noget at drikke. De står altid ude - også selv om der er minus 30 grader.

Rodeo eller slagtning

For at få sin hjord til at vokse beholder McMillan hvert år de nye kalve, som hans køer kælver med. Kun tyrekalvene sælger han. Hvis de har horn, sælger han dem til et af de rodeoshows, som hver sommer bliver afholdt i både små og store byer i især British Columbia og naboprovinsen Alberta. Her bruger man kalve med horn, når cowboys konkurrerer om, hvem der er hurtigst til at fange og binde en kalv.

Hvis de ikke har horn, sælger han dem, når de er seks måneder gamle, til en anden rancher, der feder kalvene op og sælger dem videre til de store handelshuse i Alberta-provinsen, der er berømte for deres oksekød. Alberta-beef kaldes det. En produktion, som man er meget stolt af i provinsen, og som bliver fremhævet på menukortene rundt omkring på restauranterne. Men som i øjeblikket er inde i en mindre krise, efter at den største aftager af kødet, USA, har slået dørene i, fordi en canadisk ko har fået konstateret kogalskab. Og eksperterne kan ikke finde ud af, hvordan koen har fået sygdommen.

Den ene kalv eller to, som Kathy og Mark McMillan sælger hvert år, giver imidlertid ikke parret smør på brødet, og de har derfor begge jobs ved siden af for at kunne få ranchens økonomiske ender til at hænge sammen. Kathy har to halvtidsjobs i byen, hvor hun laver kontorarbejde. På gården har de tre gæstehytter, hvor de om sommeren har overnattende gæster, som de tager med ud på rideture i naturen, og om vinteren laver Mark McMillan hjemmesider mod betaling.

»Det tjener jeg en god dollar på ved siden af,« siger han og fortsætter. »Hvis vi blev meget større, havde vi heller ikke tid til at tale rigtigt med vore gæster. Det ønsker vi heller ikke.«

Det er især i juli, august og september, at Mark og Kathy McMillan har travlt med feriegæster.

I dag skal Mark ud og låne en høvender hos en af sine nærmeste naboer en halv time væk. Sådan er det nemlig i dette store ranchland. Alle naboer bor langt væk. Mark og Kathys nærmeste nabo mod syd ligger otte kilometer væk, mod nord 13 kilometer væk, mod vest 60 kilometer og mod øst ligger hovedvejen, highway 97, det gamle gold rush trail (guldgravervej) langs North Thompsons River, som eventyrere og lykkeriddere i 1862 kom hastende ad for at få del i det guld, som blev fundet i højlandets rullende bakker.

Det er her, man i dag finder verdens største kvægopdrættere. Den største er Douglas Lake Ranch, der blev grundlagt i 1884, har 22.500 stykker kvæg - og er på størrelse med Luxembourg. Lige som Mark McMillan bruger man her også sommeren på at samle hø nok til kunne brødføde sin egen kvægbestand om vinteren.

Nye køer stikker af

»Normalt kommer køerne selv hjem, når det begynder at blive koldt. Efter den første vinter har de fundet ud af, hvor høet er. Det er de nye køer, der er problemet. Dem skal man ud at finde og jage hjem. Hvis man ikke kan finde dem, dukker de normalt op hos en naboranch, der kender ditens brændemærke og derfor ringer og siger, at de har en af dine køer,« fortæller McMillan og parkerer sin gamle Ford-truck i Shorty Horns indkørsel.

Horns er en gammel cowboy på 83 år med kunstige hofter og en ranch, Watch Lake Ranch, på omkring 240 hektar og 100 stykker kvæg. Han går dårligt, men arbejder stadig.

»Det er noget, jeg kan lide at gøre, og noget skal jeg jo gøre. Jeg ved ikke, hvordan man gør andet,« siger han, mens støvet blæser ind fra den over 60 kilometer lange Watch Lake, der ligger i forlængelse af gårdspladsen. Han viser Mark McMillan op til stedet , hvor høvenderen står, og en halv time senere er Mark tilbage på grusvejen, Stormy Road, op til sin ranch. 500 meter væk, på toppen af bakken, er der en lille sort prik.

»Der er vores hund, Orso. Der sidder han altid og venter på, at vi kommer hjem,« siger mar

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere