Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Det rullende hotel

De ansatte på "The Canadian" arbejder omkring 18 timer i døgnet for at passe de mange passagerer på toghotellet.

Af HEIDI PLOUGSGAARD
Publiceret 26-05-2003

Kamloops

»All Abord!«

Råbet kommer først fra en konduktør, men gentages hele vejen ned langs det 26 vogne lange og sølvskinnende tog som et ekko.


Det rullende hotel (2)
"Jeg elsker mit job, der sker altid noget nyt, dagene er aldrig ens. Og det er et ansvarsfuldt job," siger den ene af lokomotivførerne, Dave Jordan.
Foto: Annelene Petersen

Endnu en tur mod Vancouver på vestkysten kan tage sin begyndelse for The Canadian. En ny oplevelse for passagererne venter, mens togets personale har prøver turen hundrede gange før.

De skal i fællesskab sørge for at dette rullende hotel fungerer. At passagererne på økonomiklassen har mulighed for at købe te, kaffe og mad i cafeteriavognen. Og at passagererne på 1. klasse får deres tre måltider om dagen, har kaffe i udsigtsvognen, håndklæder til bruseren i de små fælles brusebade på gangen og ellers har muligheden for at blive underholdt med bingo, golf eller film.

Chris Hardie er serviceleder og har det overordnede ansvar for at alting fungerer.

»Nogle vil have mere for deres penge, nogle er utilfredse med rygepolitikken ombord, andre drikker sig fulde. Der er altid en masse forskellige ting at forholde sig til. Jeg har prøvet at måtte sætte folk af toget, fordi de var fulde,« fortæller Hardie, der begyndte som opvasker i toget, men nu har arbejdet for Via Rail i 27 år.

Han afbrydes af en midaldrende mand, der er utilfreds med sin frokostreservation i spisevognen.

»Jeg er ikke tilfreds«

»Nu har jeg gået frem og tilbage igennem toget. Det ene sted siger de, at jeg skal spise det andet sted, og det andet sted siger de, at jeg skal spise det første sted. Og nu er jeg blevet sat på det sene hold. Det er jeg ikke tilfreds med. Jeg er ikke tilfreds med jer,« siger den vrede passager, mens han vifter med en avis.

Da Chris Hardie har talt lidt med den vrede mand fortsætter han: »Som jeg sagde, folk bliver sure over forskellige ting. Jeg forsøger at finde den bedste løsning.«

Hardie forsvinder ned ad de lange smalle gange i retning af spisevognen.

Her arbejder Brian Doneldson. Han er servicekoordinator i spisevognen, og har med sine 43 år arbejdet 21 år i toget.

»Jeg elsker at arbejde på toget, her møder man altid nye mennesker, dagen er aldrig den samme. Forleden dag var der for eksempel et par gamle damer, der gav mig et knus som tak for god service, siger Doneldson. »Det oplever man da ikke hver dag.«

Han sørger hver dag for at alle kan få plads i spisevognen efter tur. Hans arbejde begynder kl. 6 og slutter først kl. 24. Sådan arbejder han i fem dage, hvorefter han holder fri i lige så mange dage.

»Så behøver jeg heller ikke spekulere på, hvordan jeg kommer på arbejde hver morgen. Når jeg står op, er jeg allerede på arbejde.«

Hvor han skal sove henne ved han endnu ikke. Det kommer an på, hvor der lige er plads.

»Engang imellem gør de lange arbejdstider folk korte for hovedet. Især hvis man ikke sørger for at få sin søvn. Men jeg ved, hvordan det er, og lader folk få lidt plads, hvis det sker. Jeg behandler folk, som jeg gerne selv vil behandles,« siger Brian Doneldson og kigger ud af vinduet, hvor The Rockies farer forbi. Det er Brian Doneldsons yndlingsstrækning på turen mellem Winnipeg-Vancouver-Winnepeg. Det er den smukkeste, synes han.

Spøgelser om bord

»Vi har også spøgelser om bord på toget,« siger han så pludselig. »Engang, da jeg lå og sov, vågnede jeg ved, at der kom lige som en skygge ind over mig. Jeg forsøgte af vifte den væk, men det var først, da jeg rejste mig op, at den forsvandt. En anden nat vågnede jeg ved at døren ind til min kupé smækkede. Jeg sprang op. Jeg troede, at nogen havde været inde og stjæle min pung. Men døren var låst. Men det sker også en gang imellem, at folk dør ombord på toget.«

Doneldson smiler, men han mener, hvad han har sagt.


Det rullende hotel (1)
Arbejdsdagene er lange for de ansatte på "The Canadian". Her er togkonduktøren Vernon, der er af indiansk afstamning, klar til afgang.
Foto: Annelene Petersen

Lokomotivførerne

Ude foran i toget. Langt væk fra krævende passagerer og irriterede kollegaer sidder Al Smart og Dave Jordan og styrer toget.

»Jeg er her kun for pengenes skyld,« siger Jordan og griner. »Nej, jeg elsker mit job, der sker altid noget nyt, dagene er aldrig ens. Og det er et ansvarsfuldt job.«

Al Smart tager over.

»Og så har du en god fornemmelse af at have gjort noget, når du kommer hjem efter en tur. Du har bragt nogle mennesker sikkert fra A til B. Vi bliver betalt for at køre igennem et scenerisk landskab, som passagerer hver dag betaler mange penge for at blive kørt igennem,« siger han.

Langs sporene står der hastighedsskilte. Snart må toget køre 40 kilometer i timen, snart 60 kilometer og snart 110 kilometer. Men det kan de to erfarne lokomotivførere sammen med hvert sving, hver kurve og bump uden ad. Det gør det lettere at huske at bruge fløjten, hver gang toget krydser en vej.

De to lokoførere skal også aktivere en dødemandsknap hver tredie minut, ellers går toget i stå.

Tredie generation

Dave Jordan er 52 år og har arbejdet for Via Rail i 35 år. Hans far og farfar havde det samme job. Al Smart er 64 år gammel og har arbejdet hos Via Rail i 46 år. Når han fylder 65 år, skal han gå på pension.

»Min kone har sagt, at hvis jeg går på pension for tidligt, kan jeg godt begynde at lede efter en ny kone. Hun er vant til at have tre-fire dage om ugen for sig selv, men hun må hellere komme over det temmelig snart, for nu fylder jeg snart 65 og skal gå på pension,« siger Smart og blinker med det ene øje.

»Jeg kommer til at savne gutterne og venskabet. Det er sikkert det, som jeg vil savne.«

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere