Sitemap | Avanceret søgning |

Hjælp til et nyt liv

For mange nye immigranter er Fort Erie deres første møde med Canada. Byen, der ligger klods op af den amerikanske grænse, har specialiseret sig i at hjælpe flygtninge.

Af HEDIE PLOUGSGAARD og ANNELENE PETERSEN (foto)
Publiceret 15-05-2003

Fort Erie

Mere end 1000 km fra sit hjem i Cordowa, Argentina, sidder Enrique på en gammel seng i på Casa El Norde. Et privatejet flygtningehjem i provinsbyen Fort Erie nær den amerikanske grænse i Ontario-provinsen.

Værelset er lille, det quiltede tæppe på sengen er slidt, og i et af værelseshjørnerne står en masse gamle malerbøtter og fylder. Men det generer ikke Enrique.


VENTETID
Enrique på sin seng i Casa El Norde. Han venter på at få opholdstilladelse i Canada.
Foto: Annelene Petersen

»Jeg ved jo, at jeg ikke skal være her i længere tid. Nu håber jeg bare på det bedste. At jeg kommer til et sted, hvor jeg kan føle mig godt tilpas og få orden på mine papirer,« siger Enrique, der lige som 49 procent de 230.000 immigranter, der indvandrede til Canada i 2002, har planlagt at tage til Toronto for at begynde sit nye liv her.

»Det er en stor by, det kan jeg lide, for så er det lettere at få et job,« mener Enrique.

Det er to dage siden, at han kom til Casa El Norde. Det var de canadiske immigrationsmyndigheder, der sendte ham hertil efter at have interviewet ham om, hvorfor han søger om opholdstilladelse.

Indtil han får arbejdstilladelse om tre-fem måneder og dermed kan begynde at søge arbejde, skal han klare sig for en månedlig støtte fra staten på 520 canadiske dollar (lidt under 2500 kroner). Det vil sige finde et sted at bo, lave sin egen mad og betale sine egne tandlægeregninger, hvis det er nødvendigt.

I Canada er det nemlig ikke som i Danmark, hvor flygtninge automatisk sendes til en offentlig betalt flygtningelejr og ikke får arbejdstilladelse, før de har fået godkendt deres asylansøgning.

Vigtig privat indsats

Derfor er private huse som Casa El Norde vigtige. Her bliver flygtninge tilbudt en seng at sove i op til et par uger, indtil de ved, hvor de skal begynde deres nye liv i Canada.

»Det er rart at hjælpe nogen, som har brug for hjælp,« siger Lynn Hannigan, der åbnede stedet i 1990 sammen med sin mand, Pat Hannigan, tidligere ishockeystjerne og TV-kommentator.

»Vi får langt meget mere, end vi giver,« fortsætter hun med en rørt stemme, og tårer blinkende i øjenkrogene.

Det var lidt af et tilfælde, at Lynn og Pat Hannigan åbnede Casa El Norde. I 1980'erne hørte de ved en tilfældighed om flygtende centralamerikanere, der blev afvist ved grænsen, og parret begyndte at samle penge ind for at hjælpe dem.

Hjælp fra nonnerne

I 1990 hørte nonneordenen St. Josephs om deres arbejde og forærede dem 100.000 dollar, som blev brugt på det hus, hvor Enrique nu sidder.

»Dengang var det centralamerikanere, der kom. Nu er det alle mulige lande, de kommer fra,« fortæller Lynn Hannigan, der i 2001 hjalp 772 flygtninge gennem Casa El Norde og i 2000 648 flygtninge.

Ud over et lille beløb fra staten per flygtning tjener Casa El Norde penge på et årligt lotteri i den 30.000 indbygger store og lidt søvnige by samt på overskuddet fra byens lokale bingohal.

Ironisk nok er det på den måde især amerikanere, der kommer kørende over Peace Bridge, der forbinder Fort Erie og den langt større amerikanske industriby Buffalo, for at spille på Uncle Sams Bingo, der er den primære finansieringskilde til Casa El Norde, som får de fleste af sine "gæster" via USA.

Her har Enrique opholdt sig illegalt i to år, inden han søgte om asyl i Canada. Derfor vil han ikke oplyse sit efternavn.

Større chancer

»Det var nogle af mine venner, der opfordrede mig til at søge asyl i Canada i stedet, fordi min chance for at få asyl her er større. Canadas flygtningeprogram er mere fleksibelt. Jeg kunne godt lide USA, men kan bedre lide Canada. Jeg ved det selvfølgelig ikke præcist, jeg har aldrig været her og kender ingen her, men det siger min intuition mig,« siger Enrique, der flygtede fra Argentina i 2001 af sociale og politiske grunde. Mere ønsker han ikke at uddybe.

Han kigger ned på sine hænder.

»Jeg flygtede for at få et nyt liv. Et liv uden problemer,« siger han blot.

Hvis det ikke lykkes at få opholdstilladelse, er han nød til at rejse tilbage til Argentina. Derfor har han betalt en advokat i Toronto 3000 dollar for at hjælpe ham.

»Men jeg prøver på ikke at tænke på det. Nu vil jeg fokusere på at komme i gang med at arbejde som psykolog igen. Det er min drøm.«

»Resten tager jeg skridt for skridt,« siger Enrique og smiler.

En ny aftale, der snart forventes underskrevet mellem USA og Canada, kan imidlertid betyde store forandringer på Casa El Norde.

Ifølge aftalen vil de to lande gensidigt anerkende hinanden som sikre tredjelande i asylsager. Grænsebetjente vil i så fald kunne sende asylansøgere tilbage til USA uden at høre deres sag. Og det er Lynn Hannigan ked af.

Ingen støtte

»USA giver ikke beskyttelse. Her får flygtninge ingen penge, ingen støtte og de kan ikke arbejde, så hvis du ikke lige har en onkel eller noget familie, så har du ingen penge. Der er behov for Canada som et alternativ til USA,« siger Lynn Hannigan, der mener, at canadierne burde fokusere på, at Canada kommer til at mangle arbejdshænder, hvis landet ikke har indvandring.

Der kommer hvert år 250.000 flygtninge til Canada, tallet faldt dog i 2002 med ni procent på grund af strammere regler til 230.000 flygtninge.

Den største grupper af flygtninge kommer fra især Kina, herefter Indien, Pakistan og Filippinerne.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere