Sitemap | Avanceret søgning |

En kamp for overlevelse

De canadiske mohawk-indianere kæmper for at redde deres sprog og race fra at forsvinde. Samtidig strides indianerne stadig med den canadiske stat om det land, som engang blev taget fra dem.

Af HEIDI PLOUGSGAARD
Publiceret 12-05-2003

Kahnawake

Byen ligner enhver anden canadisk by. Langs vandet knejser elegante villaer, i det gamle kvarter trænger de fleste huse til en gang maling, og på baseballbanen er en folk unge kvinder i gang med øve sig i at svinge et bat.  


INDIANERLIV
I Kahnawake kæmper mohawkerne for at bevare deres kulturarv.

Foto: Annelene Petersen

Men Kahnawake, der ligger 10 km sydvest for Montreal, er ikke enhver anden canadisk by, men en af mohawk-indianernes tre reservater i Canada. Og her på bredden af søen Saint Louis står 8600 mohawker, den største samlede gruppe af indfødte i den franske provins Quebec, sammen om at redde resterne af deres kulturarv samt mohawkerne som et folkefærd. Derfor har reservatet indført nye regler for, hvem man kan gifte sig med.

»Hvis man gifter sig med en ikke-mohawk, kan man ikke længere være tilknyttet reservatet. Vi vil forhindre, at mohawk forsvinder som en race, og vi håber, at denne regel kan gøre blodet "renere",« siger kommunikationschef på byens rådhus, Timmy Norton.

Indianerne er også bekymrede for, at mohawk-sproget forsvinder. Flere og flere er gennem årene begyndt kun at tale engelsk og har glemt mohawk. Følgelig er det i dag kun 60 procent af byens indbyggere, der helt eller delvist taler mohawk. Det skal obligatorisk mohawk-undervisning i reservatets mindre klasser nu lave om på.

En del af identiteten

»Det er meget vigtigt, at vi ikke glemmer vores sprog. Det er en del af vores identitet,« siger Timmy Norton.

Det er Kawennoitas enig i. Hun er skolelærer på en af byens primary schools, hvor eleverne går fra 1.-6. klasse.

 

»Alt, hvad vi er, ligger i sproget. Du er nødt til at lære, hvem du selv er først og være stolt af det, inden du har lyst til at lære mere,« siger Kawennoitas, som er hendes mohawk-navn og betyder stående ord.

Hun er netop i gang med at undervise ni elever i mohawk.

»Tsothohrko:ala, emiska, ennisko:wa, eneraktokha, onerahtohko:wa (januar, februar, marts.),« messer børnene i kor, mens Kawennoitas halvt åndsfraværende lytter, mens hun fletter en af elevernes hår.

To af drengene gaber. Fra et tilstødende klasseværelse kan man høre en anden klasse synge indianske sange. Disse børn vil først begynde at få undervisning i engelsk, når de går i 4. klasse. Det skal sikre, at børnene lærer at tale mohawk sammen frem for engelsk.

»Det er let for børnene at lære at tale engelsk, når de har lært dybden i deres eget sprog. De vil virkelig gerne lære deres sprog, og de prøver virkelig hårdt. Ordene er meget lange. Da vores sprog opstod, havde vi ikke ord for en lang række ting som for eksempel stol. En stol bliver på mohawk derfor til: Et sted, hvor du sidder ned for at spise. Mohawk er derfor meget svært at lære. Men børnene er kommet langt,« siger Kawennoitas, der også lærer børnene at takke moder jord for det, hun giver, samt hvilke gavnlige virkninger forskellige planter har på sygdomme.

Børnene går til pause. De taler stadig mohawk. Planen synes at virke.

I Kahnawake kæmper mohawkerne dog ikke bare for deres kulturarv, men også for at få det land tilbage, som stammen mener, den canadiske regering har taget fra dem.

»Det er land, vi har ret til, vi var her først. Og der er faktisk forskellige dokumenter, som viser, at vi har krav på landet, og det har regeringen indrømmet,« siger Timmy Norton, der er søn af byens høvding.

»Vi har selvfølgelig ikke tænkt os at smide alle de mennesker, der bor på landet i dag, væk. Men de skal betale leje til os for at bo der,« siger Timmy Norton.

I dag bliver mohawkerne kompenseret for tidligere tiders uretfærdigheder ved, at den canadiske stat finansierer alt fra skole og forvaltning til pension og sygesikring for reservatets medlemmer. På landsplan betyder det, at Canadas ca. 600.000 indianere årligt får seks milliarder dollars fra staten. Til gengæld er indianerne fritaget for skat og moms.

Væbnet oprør

At spørgsmålet om, hvem der har ret til landet, ikke er et overstået kapitel, blev demonstreret i 1990, da byen Oka, omkring 50 km vest for Montreal, forsøgte at inddrage en gammel indiansk kirkegård fra Kahnawakes søsterreservat, Kanehsatake, for at udvide et 9-huls golfbane til en 18-hullers. Det endte i et væbnet opgør, hvor Kahnawake deltog med sympatistrejker, og som først endte 128 dage senere, da en betjent blev dræbt, og hæren gik i aktion. Men mohawk-indianerne beholdt deres kirkegård.

»Det var den sorteste tid i vores historie i mange år, men vi er parate til at kæmpe og dø for, hvad der er vores,« siger Timmy Norton og tørrer med et lommetørklæde lidt sved af panden.

Det har været en travl dag.

De fleste indbyggere i Kahnawake synes imidlertid at være enige med Timmy Norton.

Hayden Hemlock, en 22-årig nybagt far siger:

»Canadiere har en tendens til at vurdere os som andenrangsborgere, men de burde se op til os. Vi var de første mennesker her.«

Han er også glad for indsatsen for mohawk-sproget.

»Hvis vi mister vores sprog, så dør vi som et folk. Det er vores identitet,« siger Hayden Hemlock, der aldrig selv har lært mohawk.

Heller ikke stammens begrænsning for valget af livets partner i kærlighed synes at genere nogen.

»De gør, hvad de er nødt til at gøre for at sikre, at mohawkerne også eksisterer om 20 år,« siger Jessica Hernandes, en ung servitrice på reservatets - ifølge flere - bedste spisested, Old Malones.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Fremtiden
Stuart Myiow kysser sit barnebarn, der er en del af mohawk-indianernes fremtid.
Foto: Annelene Petersen