Sitemap | Avanceret søgning |

Immigranternes mole

For over én million immigranter var Pier 21 det første møde med nybyggerlandet Canada. JP Explorer besøgte museet og talte med en indvandrer, der ankom via anløbsmolen.

Af HEIDI PLOUGSGAARD og ANNELENE PETERSEN (foto)
Publiceret 06-05-2003

Halifax

Bølgerne var stygge, og der var mange mennesker, der var søsyge. Det gav et frygtelig drøn, hver gang skibet landede på en bølge. Bum! Bum! Bum! Sådan lød det. Mange var bange og troede flere gange, at vi var stødt på grund.«

Robert Vandekieft var i 1954 på vej til Canada med det hollandsk-amerikanske skib "Groote Beer". Målet var Pier 21 i Halifax, Canadas svar på USA's Ellis Island i New York. Her på molen skulle immigrationspapirerne stemples, og som for tusindvis af andre i de år blev Halifax i provinsen Nova Scotia Robert Vandekiefts første møde med det enorme, nordamerikanske kontinent. Da skibet nærmede sig, stod han på båddækket og kiggede ind mod det nye land.


Immigranternes mole (1)
Robert Vandekieft er tilbage på Pier 21, hvortil han i 1954 ankom fra Holland.
Foto: Annelene Petersen

Han husker det tydeligt.

»Jeg tænkte, at det var mange mennesker, der stod inde på land og ventede på os. Men jo tættere vi kom på, jo mere tydeligt var det, at det ikke var mennesker, men træer.«

I dag er Robert Vandekieft 85 år og er vendt tilbage som frivillig til Pier 21's gamle bygninger, der nu er blevet omdannet til et museum.

Immigrationskontoret lukkede i 1971 efter 43 år. Indvandrere til Canada kom ikke længere med skib, men med fly, og der var ikke længere brug for et immigrationskontor i verdens næststørste, naturlige og altid isfrie havn. Men i løbet af de 43 år, Pier 21 eksisterede, nåede den at knytte ikke mindre end hver femte canadiers historie til sig på den ene eller anden måde. De fleste af dem med en historie, der ligner Robert Vandekiefts.

»Der er mange af dem, der kommer og besøger museet, som fortæller, at de bare var nødt til at komme. Og som fortæller, at de kan huske dette eller hint.«

Tilfreds med sit valg

Vandekieft har forladt museumsbygningen og er gået med ned til havnekajen, hvor alle skibene ved Pier 21 lagde til. Hans ben er blevet stive, hans hår hvidt og han ryster lidt på hænderne. Men han er tilfreds med det valg, han traf, da han som 37-årig besluttede sig for at forlade Holland sammen med sin kone Martha og deres tre børn.

»Min egen drøm var at give mine børn bedre muligheder. Det tror jeg, at jeg har gjort. Jeg har aldrig haft en drøm om at blive rig, så det kan man også godt sige er lykkedes for mig«

Robert Vandekiefts historie er usædvanlig. Han vendte efter en kort tur til provinsen Manitoba ude vestpå tilbage til Halifax og bosatte sig dér. De fleste andre steg straks - efter at de havde fået de rigtige stempler i de personlige papirer - på toget og drog mod vest for at slå sig ned på den jord, som de enten havde fået eller købt billigt af den canadiske stat. Det samme gjorde sandsynligvis de fleste af de 47.295 danskere, der ankom gennem Pier 21 i løbet af immigrationskontorets 43 år.

Både dengang og i dag ligger togstationen lige bag Pier 21, hvilket gjorde det let at komme videre. Mange kom, fordi den canadiske stat havde annonceret efter nybyggere i deres hjemlande.

Sandemoses rejse

En af de danskere, der dengang kom til Canada var journalisten Aksel Sandemose. Ikke for at immigrere, men for at beskrive rejsen med skibet til Canada og togturen på tværs.

Da han i 1927 kom sejlende med en stor oceandamper, var det dog ikke med kursen sat mod Halifax. Pier 21 åbnede først i 1928. I stedet havde damperen rettet stævnen mod St. Lawrence-floden og provinsen Quebec. Alligevel var hans oplevelse af turen forbi Newfoundland typisk for de tusinder, der immigrerede til Canada.

»Ud på natten blev det tåge. Den store oceandamper gik for halv kraft norden om Newfoundland og flængede hvert tredje minut luften med dampfløjtens vilde hujen. Det var bitterlig koldt, skønt vi kun var midt i august (...) Det blev koldere, tågen begyndte at falde som en fin iskold regn. Jeg stod alene oppe på båddækket og stirrede ind imod landet, en fattig, gudsforladt klippekyst, der har givet mig nogle af mine bedste minder,« skriver Aksel Sandemose blandt andet om sin ankomst til Canada.

Der var i øvrigt en anden god grund til, at oceandamperen, som Aksel Sandemose kom sejlende med, ikke kunne lægge til i den ellers naturskabte havn i Halifax.

Den store eksplosion

Pier 21 blev nemlig kun bygget, fordi den forrige anløbsbro blev ødelagt i 1917 i det man regner for den største menneskeskabte eksplosion før Hiroshima-bomben, og som desuden regnes for en forløber til atombomben. I hvert fald studerede fysikeren Oppenheimer effekterne af eksplosionen i Halifax, mens han fremstillede atombomben. Eksplosionen skete ved at det franske skib "Mont Blanc", der var lastet med ammunition og sprængstoffer, stødte sammen med det belgiske hospitalsskib "Imo". Og eksplosionen ødelagde ikke bare bygningerne på havnen, men også næsten hele den nordlige del af byen på 130 hektar og knuste ruder i byen Truro, 100 kilometer fra Halifax.

2000 blev dræbt ved eksplosionen. Flere fordi de var gået ned på havnen for at se på de brændende skibe. 9000 blev såret. Et løb fra en kanon på det franske skib blev senere fundet fem kilometer fra skibet. Og for at gøre det hele værre blev Halifax dagen efter ramt af den værste snestorm i 20 år, der truede med at tage livet af endnu flere.

Byens befolkning havde hårdt brug for hjælp og fik den hurtigt fra den amerikanske stat Massachusetts, hvorfra der kom frivillige og læger hurtigere end fra de canadiske nabobyer. Halifax forærer den dag i dag stadig af taknemmelighed Massachusetts det juletræ, som hvert år bliver stillet op i parken Boston Commen.

Havnen i Halifax bærer dog på flere tragedier. I 1912 var det her alle de bjærgede lig efter "Titanic"-forliset blev bragt til. Det vidner en stor kirkegård nordvest for byen om.

Byen er i øvrigt i dag vokset til 114.00 indbyggere, og havnen er den mest aktive på østkysten i Canada. Byen ligger på en bjergskråning med stejle gader ned mod vandet og høje huse koncentreret i centrum. På toppen af skråningen ligger citadellet, englændernes fæstning fra 1749, der skulle sikre koloniherren England mod, at franskmændene overtog byen. Alt andet lige må man jo sige, at det lykkedes.

Den virkelige udvikling af landet skete dog først, da det store indvandrer-boom kom i slutningen af 1800-tallet.

»Canada var et meget tyndt befolket land, og immigranterne fra den gang har haft stor betydning for landets opbygning,« siger Robert Vandekieft og lever sig igen ind i rollen som frivillig på museet.

Men alt det kan man se mere om på Pier 21.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Ankomst
Pier 21 var det første møde med Canada for over en million immigranter. Mange af dem kom fra Skandenavien.
Foto: Annelene Petersen