Hummerparadiset

Provinsen Nova Scotia er kendt for sine hummere, der kaldes de bedste i verden. Befolkningen er samtidig dybt afhængig af havet, der aldrig er mere end 56 km væk, uanset hvor man befinder sig i provinsen.

Af HEIDI PLOUGSGAARD og ANNELENE PETERSEN (foto)
Publiceret 05-05-2003

Shad Bay

Verdens bedste hummere fanges langs kysten i det østlige Canada.

Det påstår man i hvert fald i Canada.

Årsagen er det kolde atlanterhavsvand, der gør det hvide kød sødere.

Følgelig er der små hyggelige fiskelandsbyer hele vejen langs kysten i den østcanadiske provins Nova Scotia, der med sine træhuse og afrundede klipper mest af alt minder om landskabet ved de norske fjorde. Her fra sejler fiskerne ud med deres små kuttere og sætter fælder op med fiskeaffald for at indfange den delikate spise.

Mark Collier er en af disse fiskere.

Som sin far og bedstefar sejler han hver anden dag ud fra en lille privat mole og kigger til sine 250 bure, som han har lagt ud på det lave vand langs kysten ved Shad Bay, 30 km sydvest af St. Margaret's Bay Road fra Halifax. Et liv som Mark Collier er ganske godt tilfreds med.

»Pretty good, no complaints (ganske godt, ingen klager),« siger Mark Collier.

»Selv i de dårlige år bliver folk her tykkere og tykkere,« fortsætter han og tænder en ny cigaret.

Det gør han cirka 40 gange om dagen, og han bryder sig ikke om, at den canadiske regering forsøger at tvinge folk til at holde op med at ryge ved at forbyde rygning på alle offentlige steder.

»Hvis alle i hele verden går rundt og tænker som hinanden og opfører sig som hinanden, så ville det være kedeligt. Vi ville være som en flok myrer,« siger Mark Collier og suger igen luft ind gennem cigarettens filter

Fyldt med hummere

Han hopper ned i båden og starter motoren, der lyder som en forvokset plæneklipper. Så løsner han fortøjningen og sætter kursen mod en lille hjemmelavet bøje 30 meter fra broen. Kutteren pløjer sig igennem det kolde vand, hvor der her i begyndelsen af maj stadig flyder tynde isflager rundt.

»Fra omkring januar og fire måneder frem er bugten frosset til. Så bruger jeg tiden på at reparere garn og bure. Det gør jeg der oppe.«

Mark Collier peger med en beskidt pegefinger op mod et skur bag et hus, der tidligere tilhørte hans bedstefar. Nu bor der en af Mark Colliers fætre. Det samme gør der i de næste tre huse på vejen. Selv bor han i et hus godt fem km nede af vejen.

»For mange år siden boede der kun to familier her. Colliers og Redmonds, nu bor her omkring 100 familier,« siger han.

Ude ved bøjen stopper Mark Collier båden og hiver den op og sætter snoren, der er bundet fast til bøjen, fast på et trækhjul. Et bur fyldt med hummere kommer lidt efter op til overfladen. Mark Collier hiver den op med en bådshage og tager en hummer op. Den fægter med sine sakse, men får ikke noget ud af det. Der er sat elastikker om, så den ikke kan klippe. Der er omkring 80 hummerne i buret, som er samlet dagen før. Mark Collier regner med, at han kan få 8-9 dollars for hver af dem ved lokale forhandlere. Omkring 3000 kroner.

»Forhandlerne vil have dem for mindre end det, de er værd. Jeg vil have mere for dem, end de er værd. For mine hummere er de bedste,« siger Mark Collier og holder en lille kunstpause.

»Men det siger alle selvfølgelig.«

Han griner.

Tyverisikring

Det er for at undgå, at hummerne bliver stjålet, at de ligger i et bur på bunden af bugten 30 meter ude. Det er før sket, at Mark Collier har mistet en god fangst til natlige gæster.

»Og hvis hummerne er væk i morgen, så ved jeg, at I har været her.«

Han griner igen og gnubber det ubarberede ansigt.

Længere ude i bugten mod havet får Mark Collier konkurrence. Her er der også andre fiskere, der har lagt hummerfælder ud, men det er kun sjældent, at fiskerne forsøger at stjæle fra andre ved at tømme hinandens bure.

»Der er altid et råddent æble, men de fleste mennesker her er ærlige,« siger Mark Collier.

En bil dytter inde fra land. Mark Collier løfter hånden og tager den først ned, da bilen et par sekunder efter er forsvundet.

Båden lugter af rådden fisk. Stanken kommer fra et par kasser med halve fisk, der står på bådsdækket. Det er den madding, der bliver lagt i burene, forklarer Mark Collier. Den fanger han også selv.

Han styrer kutteren tilbage mod land, og beder om hjælp til at ordne fortøjningen. Alligevel går han bagefter op og binder knuden op igen og begynder forfra.

»Fortøjningen skal være længere, tidevandet her er over to meter, forklarer Mark Collier.

Saltede fisk

Bagefter går han ind i skuret på broen. Her står to store hvide kar. Dem bruger Mark Collier til at salte fisk i.

»Der er plads til 1150 pund fisk (knap 600 kg), dem salter jeg, og så kan jeg sælge dem for 15.000 dollars,« siger Mark Collier.

Under bjælkerne hænger der saltede tørrede fisk.

»De her har hængt der i seks måneder, men nu skal de snart ned, ellers begynder fluerne at komme, siger Mark Collier og hiver en kniv frem og skærer en remme af som en smagsprøve.

Den er meget salt.

»Fiskene her er mest til mig selv og til at forære væk,« siger Mark Collier.

»Men det jeg bedst kan lide, det er hummere.«

Mark Collier går tilbage til båden og tænder en cigaret.

explorer.jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten