Sitemap | Avanceret søgning |

På opdagelse i Canada

Canada er verdens næststørste land, men bliver ofte lidt overset i skyggen af landets eneste nabo, USA. Nu rejser JP Explorer på tværs af Canada med jernbanen for at genopdage det kæmpemæssige land.

Af HEIDI PLOUGSGAARD
Publiceret 05-05-2003

Da verdenssundhedsorganisationen WHO for et par uger siden sendte en advarsel ud mod at rejse til den canadiske millionby Toronto på grund af lungesygdommen SARS, trådte landet pludselig ud af slagskyggen fra landets storebroder mod syd, USA, og væltede ind på avissider og TV-skærme i alle verdenshjørner.

Byen blev slået i hartkorn med de kinesiske byer Hong Kong og Beijing, og billedet af Canada som et velordnet og rent land falmede en smule.

Normalt associerer de fleste Canada med ahornsirup, ishockey, gråbjørne og en storslået natur, ikke mindst de spektakulære Rocky Mountains, som er på Unesco's liste over Verdens Naturarv.


På opdagelse i Canada (1)
Der bliver rig mulighed for at tage imponerende naturbilleder på rejsen gennem Canada.
Foto: Travel Alberta

Men hvad gemmer der sig ellers i verdens næststørste land, kun overgået af Rusland?

Hvad har Canada at byde på ud over kæmpe gletschere og varme kilder, mægtige bjerge og fladt prærielandskab, tempereret regnskov og endeløse løv- og nåleskove?

Og kan man overhovedet kalde en befolkning, der består af inuitter og indianere samt af indvandrere fra Frankrig, England, Kina, Tyskland, Italien, Ukraine, Danmark, Indien og mange andre lande for ét folkeslag?

Vi opsøger eventyret

Det har JP Explorer sat sig for at finde ud af.

Derfor sender avisen over den næste måned sine to exploratører, Heidi Plougsgaard og Annelene Petersen, på den hidtil største opdagelsesrejse i Canada.

Som da de erfarne exploratører Flemming Rose, Erling Vester Jacobsen, Thomas Heine i 2002 satte fokus på Rusland og Kina ved at stige på den transsibiriske jernbane, følger ekspeditionens denne gang knap så erfarne exploratører Canadas 6351 km lange jernbanelinje, der strækker sig fra Atlanterhavet i øst til Stillehavet i vest, og som var en vigtig forudsætning for, at det overhovedet kunne lade sig gøre at samle landet i en nation i 1867.

Som altid er målet for rejsen eventyr og at møde den canadiske sjæl hos almindelige mennesker i deres almindelige hverdag.

På sporet af indvandrerne

Vi begynder i den historiske havneby Halifax, Nova Scotia, som var det første indtryk, over én million indvandrere fik af dette enorme nordamerikanske kontinent, da de kom sejlende fra Europa. En indvandring, der for en stor dels vedkommende var arrangeret af englænderne af først politiske, så økonomiske grunde. Først for at minimere det franske flertal i provinsen Quebec og senere for at få bosættelser hele vejen langs jernbanen, dengang Canadian Pacific Railway (CPR). I dag er det kun det private togselskab, Via Rail, der har passagertog, mens CPR koncentrerer sig om gods.

Fra Halifax fortsætter vi i sporet på indvandrerne, der rejste mod vest med jernbanens prustende jernhest for at bosætte sig og tage den jord, som den britiske regering havde lovet dem.

Undervejs står vi af og fortsætter i bil ud til de steder, hvor skinnerne ikke har fundet vej. Og i løbet af de næste tre en halv uge tages læserne med på reportageture i indianerreservater, der flere steder stadig er i clinch med staten om rettighederne til land. Vi besøger indvandrere og deres efterkommere, der stadig kæmper for at holde deres oprindelige traditioner i hævd. Og vi ser på cowboylivet på sletterne, hvor det stadig er lettest at arbejde fra en saddel. Alt er muligt i det store land.

Vi slutter, når vi igen møder havet i Vancouver, British Columbia, i vest.

Velkommen til JP Explorer 2003.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere