Sitemap | Avanceret søgning |

Fra bagsædebums til businessclass

Man skulle ikke tro, at der kunne komme noget godt ud af at vente på et forsinket tog hele natten i en kold bil. Men det kan der.

Af Heidi Plougsgaard Foto: Annelene Petersen

Publiceret 29-05-2003

Vancouver

Havde toget til vores sidste destination, Vancouver, kørt til tiden, havde explorerholdet kørt langs Fraser River om natten. Nu fik vi i stedet den tur om dagen, og man kan næsten, kun næsten, sige, at det var hele ventetiden i bilen værd....

Det første vi gjorde, da toget endelig kom kl. 06.00 om morgenen, var at kravle ind i vores dobbelte sovekabiner og gå direkte i seng. Da vi vågnede op ad formiddagen, havde vi det lidt lige som rejseskribenten Aksel Sandemose, da han i 1927-28 rejste på tværs af Canada og for femte dag sad i et tog.

»Den første dag, den går an,« skrev Aksel Sandemose om togturen.


Væddemål
Joel Dion, der serverede i togets spisevogn, havde væddet med sine kollegaer om, hvornår toget ville ankomme til Vancouver. Men det var vist ikke tilladt at lave sådanne væddemål, for han var ikke meget for at indrømme det.
Foto: Annelene Petersen

»Den næste bliver man træt. Den tredje længes man efter enden, og på den fjerde synes man, ens hjerne rasler som den indtørrede kerne i en valnød. Den femte er man blevet tyve år ældre.«

Godt slidte

Sådan havde exploratørerne det også. Følte os rigtigt gamle og godt slidte. Godt hjulpet af at have tilbragt natten sammenkrøllet i bilen. Men så var det, at vi kom til at kigge ud ad vinduerne.

Dernede i kløften 50 meter under os drev Fraser Rivers mudderbrune vand af sted omgivet af stejle skrænter, hvor træernes rødder havde grebet fast i smalle sprækker, og hvor små og større vandløb fossede ned ad siderne og smeltede sammen med det rødbrune vand. Bestemt en af de mere betagende dele af togturen, som ingen af os ville være foruden.

Eneste hage var erindringen om, at årsagen, til at toget var forsinket, var et mudderskred hen over skinnerne. Og kunne det ske en gang, kunne det vel ske igen. Men alt andet lige ønskede eksploratørerne dog at huske togturen, og hvad er så bedre end en firestemmig træfløjte, der har Via Rail stående med store bogstaver hen over siden og lyder akkurat som toget, når det passerer en vejoverskæring. Det syntes i hvert fald explorerholdet, der efter det ekstravagante indkøb hyggede sig i hvert sit soverum med at signalere til hinanden gennem de tynde skillevægge.

Huuh, huuuuh, lød den.

Vancouver

Det skal ikke kunne afvises, at denne leg skyltes den "indtørrede" hjerne, eller at exploratørerne var for trætte til at tale.

Så endelig nåede vi Vancouver. Efter 6351 km i tog havde vi nået vores sidste destination. Otte timer forsinket og med én dag mindre til at udforske vestkystbyen, inden turen gik tilbage til Danmark. Lige som for at gnide salt i såret ventede der på Vancouver station exploratørerne endnu en overraskelse. Hertz, hvor vi skulle hente vores nye bil, var lukket, og holdet måtte finde en anden Hertz. Det gav en ekstra taxatur og betød endnu en forsinkelse på et par timer, og så var den dag stort set gået.

Men havde dagen været hård imod os, så tog Listel Hotel, hvor vi skulle tilbringe de næste to nætter, godt imod os. Allerede inden vi nåede indgangsdøren, tilbød en piccolo både at parkerede den nye explorerbil, en metalgrøn Dodge, Grand Caravan samt at aflaste os tre stakkels kvinder fra den tunge bagage og køre det op på vores værelser. Her blev vi igen behageligt overrasket over en frisk leveret morgenavis og minibar, og DR-Lyster i særdeleshed over hotellets vaskeservice, hvilket betød, at hun nu kunne få sit eneste par lange bukser vasket.

Så der gik ikke lang tid, inden explorerholdet var klar til fight igen.

explorer@jp.dk

Landefakta
Canada
Vidste du, at hovedstaden hedder Ottawa, at arealet er 9.976.000 km², og at befolkningen er på 33,2 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere