Sitemap | Avanceret søgning |

Fanget i en turistbus

»Gab!« Klokken var lige slået seks, men alligevel stod vækkeuret skånselsløst og bippede og regnede vist med, at exploratørerne stod op. Og det var næsten for meget at forlange, når man dagen forinden havde fejret familiegenforening og var sluttet af lidt for sent.

Af HEIDI PLOUGSGAARD og ANNELENE PETERSEN (foto)

Publiceret 20-05-2003

Edmonton, Fort McMurray

Men dagens planer var allerede lagt, så op skulle vi. Foran os ventede 450 km på landevejen, før Blue Boy ville nå frem til de kæmpe store olieminer i Fort McMurray.

På vej mod kulden

Efterhånden som vi kom længere mod nord, dukkede der ind imellem nogle underlige hvide klatter op på vejene. Først vidste vi ikke, hvad det var, men så gik det op for os, at det var sne. Tabt fra de biler, der kom kørende fra nord, hvor vi var på vej hen. Vi havde altså ikke bare rejst fra Sioux Lookouts 24 grader til Edmontons fem grader, men nu sandsynligvis også til minusgrader og sne. 

50 km længere mod nord begyndte der at være frostrim på græsset, så på træerne, så lidt mere og til sidst var hele landskabet snehvidt og exploratørerne måtte grave deres kundskaber om glatførekørsel frem fra glemslen i baghovedet..

»Se,« råbte DR-Lyster så pludselig.

Ved vejsiden til højre stod et dyr med en gråhvid pels.

»Er det ikke en ulv,« spurgte DR-Lyster så til stor morskab for de to andre exploratører.

Størrelsen taget i betragtning lignede den en dansk ræv, og det var sandsynligvis en koyote.

Rundtur i minerne

Vi nåede frem til Fort McMurray kl. 11.40, lige præcis tids nok til at vi kunne nå at springe på en fyldt turistbus, der kl. 12.00 blev sendt på rundtur i minerne fra det lokale Discovery Centre (udstilling om olieindustrien). Vi havde hørt meget om de gigantiske maskiner, der bliver brugt i minerne her, og det nærmest kriblede i både DR-Lysters og Petersens fingre for at få lov til at lagre billeder af disse jernkæmper på deres kameraer.

Entusiasmen gik imidlertid fuldstændig fløjten, da det gik op for exploratørerne, at guiden slet ikke havde tænkt sig at lede bussen ned på bunden af minerne. Men blot ville spise sine passagerer af med nogle udkigspunkter cirka én km fra selve minearbejdet, hvilket ville gøre det umuligt at tage de ønskede billeder og dermed gøre busturen til et spild af tid.

Pludselig handlede det derfor ikke længere om at tage billeder af gigantiske maskiner, men om at komme af en turistbus et sted midt i Nordalberta. Og så var det at Amazing Amazone Army trådte i karakter.

På et af udkigspunkterne fik vi øje på en truck, der fra sidereklamerne indikerede, at her var en mand, der havde noget med olieminerne at gøre. Så vi greb vores ting, sprang ud af bussen og nærmest sprang ind på bagsædet af trucken. Amazing Amazone Army var slået til.

Lille verden

Truckens fører, der ikke syntes spor overrumplet af de tre frembusende kvinder, viste sig at være køle- og luftsystemsinspektør i minerne og hed i øvrigt Dennis Bannerholt og kom oprindeligt fra Esbjerg. Og jo han ville da gerne bruge én time på os, og han kunne da også godt lige hente én af sine venner, Asger Christensen, der arbejdede i minerne som produktionsrådgiver og også oprindeligt kom fra Danmark.

Ja, også for opdagelsesrejsende er verden blevet mindre.

explorer@jp.dk


Olieboring i solnedgang
Mange landmænd rundt omkring i Alberta har selv mindre olieboringer på deres jord. Her er en af dem fanget i solnedgangen.
Foto: Annelene Petersen

Landefakta
Canada
Vidste du, at hovedstaden hedder Ottawa, at arealet er 9.976.000 km², og at befolkningen er på 33,2 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere