Sitemap | Avanceret søgning |

The Pedersens

»Tak!« DR-Lyster smilede taknemmeligt op til Joyce fra Cotés Bed & Breakfast (seng og morgenmad i et privat hjem) i Grand Falls i den sydlige del af provinsen New Brunswick.

Af HEIDI PLOUGSGAARD og ANNELENE PETERSEN

Publiceret 08-05-2003

Grand Falls/New Denmark

Hun havde lige sat en tallerken med fire halve stykker ristet toast og et blødkogt æg på bordet foran DR-exploratøren, som havde set frem til det måltid siden aftenen forinden. 


VEMODIGE SANGE
Explorerteamet besøgte New Denamrk, spiste hjemmelavet rulepølse, leverpostej og sang vort hjemlands vemodige sange akkompagneret af The Pedersen´s Gunnar på violin og Lillian på keyboards.
Foto: Annelene Petersen

Men så kom DR-Lyster til at kigge nærmere på det hvide æg.

Det så underligt deformt ud.

»Det er jo pillet,« udbrød DR-Lyster så og brast i latter.

Det gjorde Plougsgaard og Petersen også, men da DR-Lyster sagde det til Joyce, svarede hun bare alvorligt tilbage, at hun da havde overvejet om hun skulle pille det, fordi det er rigtigt svært, når ægget er blødt.

Explorer-trioen havde ellers forventet, at netop denne bed & breakfast havde et nogenlunde kendskab til danske spisetraditioner. Ejeren, Norma - Joyces mor, var nemlig dansk og kom fra New Denmark, det første sted danskere bosatte sig i Canada og et nærliggende sogn til Grand Falls.

Det var i øvrigt folkene herfra, der var årsagen til, at vi dagen før var kommet kørende fra den franske by Rimouski, Quebec, som vi mod alle odds var ankommet til med toget dagen før.

Vores nye lejebil - Madam Bleu som vi havde døbt den i anledning af at være landet i en fransk provins - var en Ford Windstar med 232 hestekræfter og en 3,8 liter V6 motor. Unægtelig et skridt i den forkerte retning i forhold til vores GMC Yukon XL (Hundyret) fra Halifax. Men Madam Bleu kunne køre, og det var bedre end ingenting (man skal jo heller ikke blive for forvent).

Så vi nåede til New Denmark, og det var rigtigt heldigt, for her stod den lokale slagter parat med en dansk velkomstkomité og fade med hjemmelavet brød med hjemmelavet rullepølse og hjemmelavet leverpostej samt hjemmelavet mandelkage og banankage til bagefter.

»Vi er glade for mad. Vi lever for at spise, ikke omvendt,« var der en af immigrationsdanskerne, der forklarede.

Explorerholdet følte pludseligt et tydeligt slægskab med new danerne.

Og hvis det ikke skulle være nok til at få os til at savne Danmark, efter at have været væk fra fædrelandet i hele fem dage, så skulle The Pedersens nok få os til det.

Så Gunnar Pedersen (pensioneret kartoffelavler og den ene del af The Pedersens) satte sig til rette i en lænestol med sin violin, mens hans kone Lillian Pedersen (den anden del af The Pedersens) satte sig ved klaveret og begyndte at spille. Og vi begyndte at synge - selvfølgelig så højt vi kunne, når vi kunne huske teksten:

»Hils fra mig derhjemme, hils min Far og Mor.«

»Hils de grønne bøge, hils den blanke fjord.«

»Mine bedste tanker, følger jer på vej.«

»Når I fly'r mod hjemmet, hils det, hils fra mig!«

Det er hermed gjort.

Landefakta
Canada
Vidste du, at hovedstaden hedder Ottawa, at arealet er 9.976.000 km², og at befolkningen er på 33,2 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere