Sitemap | Avanceret søgning |

Hummer med hagesmæk

Inspireret af mødet med hummerfiskeren Mark Collier fra Shad Bay og rygtet om verdens bedste hummere, besluttede explorer-holdet sig for at lave en lille prøvesmagning af de østcanadiske hummere.

Af HEIDI PLOUGSGAARD og ANNELENE PETERSEN (foto)

Publiceret 07-05-2003

Halifax

Vi havde på vejen herover i flyet fået at vide af en dansk herre, der skulle til Canada for at købe rejer, at danskere ikke gider at pille skaldyr. Det er derfor, man fortrinsvist kun kan købe pillede rejer i Danmark. 

Gider var dog ikke et ord, som vi bare uden videre kunne acceptere. Beslutningen var derfor også ment som et lille oprør for at få den danske handelsmand til at æde sine ord. Gider, måtte vi være fri!

Vi fandt derfor en rigtig seafood-restaurant ved havnen i Halifax, McKelvie's hed den, og gik ind for at se en hummer i øjnene.

Men nu er der jo intet, der er så enkelt, som det ser ud til.

Ud over at vi først skulle se det stakkels dyr levende i et akvarium med tanken i baghovedet om, at vi om et øjeblik beordrede det henrettet ved kogning, måtte vi også påføre os selv en hagesmæk, fordi tjeneren - i øvrigt af dansk afstamning fandt vi senere ud af - mente, at vi ellers ville svine os selv til. Tjeneren måtte også lige give os en instruktion i, hvordan man brugte den medfølgende "nøddeknækker" og spidse hummergaffel. Men så var det også bare at gå i gang. Og det gjorde vi.

DR-Lyster var begejstret og pillede alt kødet frem fra både halen, kroppen og kløerne (dog ikke de otte ben, som man vist nok skal sutte på). Plougsgaard var mere skeptisk og skar alt fra, der havde antydningen af at kunne være andet end dyrets kød. Petersen, som ellers havde været den ivrigste fortaler for en hummeraften, så ud som om, hun havde fortrudt, hvad hun havde bestilt og fik sig kun gravet igennem noget af halen og lidt af den ene klo.

»Jeg gider altså ikke sidde og fedte mig til, mens jeg spiser,« udbrød hun til sidst.

Plougsgaard var tilbøjelig til at give hende ret. Måske havde den danske herre alligevel ret. Ikke mere hummer til de to JP-exploratører på denne tur.

Tidligere på dagen mødtes vi med Sue Bone, stewardessen fra Air Canada, ved Peggy's Cove, 45 km sydvest for Halifax. En lille fiskerby der påstås at være den mest fotograferede i hele verden.

Sue Bone havde siddet der på de afrundede sten sammen med sin søn og 40 andre, da solen stod op for første gang efter årtusindskiftet. Og hun havde lovet at vise os, hvor hun sad.

»Alt var helt stille. Havet var som et spejl. Der var 30 minusgrader, men det føltes meget koldere. Men jeg havde på en eller anden måde brug for at se, at solen stod op igen, efter alt den snak om, at verden ville gå i stykker efter årtusindskiftet,« fortæller Sue Bone, der i øvrigt var personen, der anbefalede os hummerrestauranten.

Turistet eller ej. Peggy's Cove var turen værd og ville sikkert have været endnu smukkere i en solopgang. Men med to dage i Halifax, måtte det blive en anden gang.

Turen med jernbanen mod vest bankede snart på døren. Det samme gjorde den gribende afsked med vores allerede elskede Hundyr XL. Men måske har hun en kusine i Rimouski, hvor vi står af næste gang og igen får brug for en stærk bil for at sætte kursen mod den første danske koloni i Canada, New Denmark.


explorer@jp.dk


Sue Bone
Explorerholdet mødte stewardessen Sue Bone på flyet til Canada. Senere viste hun også holdet stedet ved Peggy's Cove, hvor hun så solen stå op første gang efter årtusindskiftet. Sue Bone anbefalede også exploratørene at spise hummer på restaurant McKelvie's.
Foto: Annelene Petersen

Landefakta
Canada
Vidste du, at hovedstaden hedder Ottawa, at arealet er 9.976.000 km², og at befolkningen er på 33,2 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere