Sitemap | Avanceret søgning |

Europas ældste sprog

Vejskilte, medier og offentlige kontorer er blot nogle af de steder, som de seneste 30 år har været præget af en kamp for overlevelsen af det walisiske sprog. I dag siger en femtedel af befolkningen croeso i stedet for welcome.

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 03-05-2005

En by i Wales

På torvet i Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch holder fire store turistbusser. Bussernes passagerer trisser omkring i det friske walisiske forår og tager billeder af skilte med det løjerlige bynavn. De kan også købe bogmærker, klistermærker, magneter og krus med sig hjem som et minde om byen med det lange navn.

Den unge mand bag disken i en af byens cafeer er vokset op i Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch, og han forsikrer, at der faktisk intet interessant findes dette sted. Bortset altså fra navnet.

Men det er til gengæld også godt nok til, at de knap 3.000 indbyggere hjemsøges af fotografiapparater med turister i snor. Byen har grebet chancen for at tjene en skilling.

Således er den kinesiske take-away, Volvo-forhandleren, cafeerne og shoppingcentret blot nogle af de butikker, der har valgt at klaske det 58 bogstaver lange navn op på facaderne.


Europas ældste sprog (1)

Som en spøg

Navnet betyder "Marias kirke i dalen med hvide hasler nær en rivende strømhvirvel og Sankt Tysilios kirke nær den røde grotte". Og beretningerne vil, at det som lidt af en spøg blev konstrueret af en mand i 1800-tallet, der ville gøre byen berømt ved at give den verdens længste navn.

Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch er det walisiske sprog i dets mest absurde udtryk. Det minder om en joke, og på den måde er det faktisk en smule upassende.

For sproget er noget, der bliver taget meget alvorligt på disse kanter. Walisisk, eller cymraeg, som det hedder, skulle være Europas ældste sprog, og i de seneste år har det udviklet sig til at være en af de få gode historier fra en verden, hvor små sprog ellers har det svært.

Succeshistorie

I 2002 vurderede engelske sprogforskere, at der fandtes 6.000 sprog i verden, og at der i 2050 kun vil være 600 tilbage af disse. Det er udbredelsen af de store sprog - ikke mindst engelsk - der kvæler de små sprog.

Selv om netop engelsk også er en del af hverdagen i Wales, har undersøgelser vist, at det oprindelige sprog de seneste 30 år har vundet terræn. Vejskiltene siger i dag både Araf og Slow, i skolerne lærer børnene walisisk, og også mediebilledet har ændret sig.

I 1982 fik man den første walisiske tv-station, S4C. Det skete blandt andet efter pres fra den daværende leder af nationalistpartiet Plaid Cumry, Gwynfor Evans. Partiet voksede i sin tid ud af bevægelsen for at bevare og udbygge brugen af walisisk, og Gwynfor Evans, der døde for nylig, truede i begyndelsen af 80erne med at sultestrejke i sin kampagne for at sikre walisisk fjernsyn.

Egen radiostation

På det tidspunkt havde BBC allerede i et par år sendt walisisk radio på stationen Radio Cumry (det walisiske navn for Wales), og i dag sender Radio Cumry 20 timer om dagen - alle ugens syv dage.

Stationen blev oprettet for at reflektere befolkningen, påpeger den daglige leder af radiostationens kontor i Bangor, Marian Wyn Jones.

»Der havde i årevis været et tomrum i Wales, fordi landet stort set ikke havde haft en national presse. Waliserne har altid været et folk, der læste engelske aviser, men det ændrede ikke ved, at der var et behov for nyheder på walisisk, og jeg mener i høj grad, at BBC har været med til at udfylde det hul,« forklarer hun.

Rundt på gangene i radiohuset lyder det gebrokne sprog, når der bliver lavet interviews eller bare bliver ført korridorsnak mellem de ansatte. En rød lampe i bunden af redaktionslokalet fortæller, at Mic Yn Fyw - mikrofonen er tændt i studiet.

Følelsessprog

Marian Wyn Jones er selv en af de walisere, der har walisisk som sit førstesprog - sit følelsessprog kalder hun det. I dag er det muligt at leve sit liv på walisisk - ikke mindst her i det nordlige Wales, forklarer hun.

»Den lovlige status har betydet meget for sproget. Der er blevet lagt et hårdt pres for, at sproget skal bruges i hverdagslivet, og det har været med til at styrke det.

Folks syn på walisisk er ændret, der er opstået en større stolthed omkring sproget, og jeg behøver i mindre grad i dag at føle, at jeg er en minoritet på grund af, at jeg taler walisisk,« siger hun.

Sproget er kommet til at spille en central rolle som nationalt samlingspunkt i et land, der ellers har været kendt som meget tæt knyttet til England.

Eget parlament

I 1999 valgte waliserne for første gang en selvstyrende forsamling, hvilket havde været en af premierminister Tony Blairs mærkesager. Men i Wales var begejstringen til at overse.

Landet havde i årevis affundet sig med at blive ledet fra London, hvor en minister for Wales traf alle beslutninger, der gik over grænsen mod vest. Mange walisere så det nationale parlament som rent bureaukrati og varm luft.

Forud for oprettelsen af parlamentet forklarede Wales-minister Ron Davies den manglende opbakning med, at kravet om selvstændighed i Wales aldrig har været så udtalt som eksempelvis i Skotland, fordi dyrkelsen af en national identitet i Wales i højere grad har været sproglig og kulturel frem for politisk.

Børneopdragelse

Marian Wyn Jones mener nu ikke, at hele den nationale identitet er bundet op på sproget.

»Man kan sagtens føle sig meget walisisk uden at tale walisisk. Men vi oplever i disse år en generation af forældre, der i modsætning til deres egne forældre og bedsteforældre føler et ansvar for, at deres børn også lærer at tale walisisk,« siger Marian Wyn Jones.

sanne.gram@jp.dk

benjamin.munk@jp.dk

lars.krabbe@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten