Sitemap | Avanceret søgning |

Traditionen tro

Det koster over 250.000 kr. om året at have et barn på den legendariske kostskole, Rugby School, i Midtengland. Selv om skolen bevarer sine traditioner, forsøger rektor Patrick Derham at udvikle den i en mere moderne retning. Men han forbeholder sig sin ret til at dyrke eliten.

Af SANNE GRAM og BENJAMIN MUNK POVLSEN Foto: Lars Krabbe
Publiceret 01-05-2005

Rektor Patrick Derham står sammen med pigernes repræsentant, den 18-årige Emily Baker, under den store eg foran skolen, mens piger i lange grå nederdele og drenge i mørke bukser, tweedjakker og slips går forbi dem. Klokken er 8.20, om fem minutter begynder morgenmessen på kostskolen Rugby School i Rugby, Midtengland.

Patrick Derham og Emily Baker hilser på nogle af eleverne, men det er ikke kun for at byde de knap 800 elever godmorgen, at de står der. Formålet er at tjekke, om eleverne er klædt ordentligt på og lever op til skolens standarder.

Her går drengene med skjorterne nede i bukserne, og på frakkeærmerne kan man se elevernes rang ved at tælle guldknapperne. Nogle elever er udvalgt til at have et større ansvar, således har de såkaldte præfekter tre guldknapper på ærmerne. På Emily Bakers frakke er der fire guldknapper, det højeste antal man kan få.

Rugby School blev grundlagt i 1567 som en privat kostskole for drenge. I 1976 blev skolen åbnet for piger, og i dag går der elever mellem 13 og 18 år på kostskolen, som i høj grad har bevaret sine traditioner. Således står rektor hver morgen under "Den kongelige Eg", for som han siger; så er det rart at se hele skolen vandre forbi hver morgen og fornemme stemningen.

I løbet af fem minutter sidder samtlige elever og lærere i kirken parat til morgenmessen, rektor Patrick Derham gør korsets tegn foran brystet, da han sætter sig ned. Nogle gaber, andre bladrer opmærksomt i salmebogen, men alle får besked på at hæve bøgerne og rejse sig op - for man står op, når man synger morgensalmer på Rugby School.


Traditionen tro (1)

Morgensangen er en af de traditioner, der er bevaret, og både Emily Baker og hendes veninde Ellie Poulton synes om den - i det hele taget mener de, at der er en god balance mellem traditioner og disciplin.

»Vi er stolte af skolens historie, men vi sidder ikke fast i fortiden. Det er en moderne skole, hvor man har bevaret de bedste traditioner og regler,« siger Emily Baker.

Og der er mange regler, som Emily Baker og resten af skolens elever skal følge.

Ikke kysse og ryge

Selv om det er tilladt at have kærester, må man ikke holde hinanden i hånden, kysse eller gøre noget, der kan støde andre. Rygning er forbudt, og det er kun tilladt de ældste elever at indtage en vis mængde alkohol på udvalgte dage. Nogle aftener må de ældste elever gå ind til byen, men de skal være hjemme inden kl. 22.30 om lørdagen, og inden de går i seng, skal de forbi deres såkaldte husleder.


Traditionen tro (2)

Overtrædes reglerne, er der udsigt til ugers stuearrest, midlertidig hjemsendelse eller total udelukkelse fra skolen. Men reglerne er rimelige, synes Ellie Poulton.

»Her er 800 elever, og skolen har overtaget forældrerollen. Derfor er det fornuftigt, at der er nogle strenge regler - og man vænner sig faktisk til dem,« siger hun.

Det er en tradition i Ellie Poulton familie, at børnene bliver sendt på kostskole, og allerede da hun var 11 år, begyndte hendes forældre at lede efter en passende school til hende.

Emily Baker, hvis far arbejder i olieindustrien, er den første pige i sin familie, der går på kostskole, men det har været en tradition blandt mændene i hendes familie. Hun begyndte på Rugby School, da hun var 13 år, det var hårdt, hun led voldsomt af hjemve. Men de 10 piger, som hun kom til at bo sammen med, støttede hinanden.

Drengene og pigerne lever adskilt i 14 huse, der ligger rundt omkring hovedbygningen. I begyndelsen bor de i sovesale, derefter bor de to og to sammen - for til sidst at få deres eget værelse.

Emily Baker er overbevist om, at hun bliver bedre rustet til fremtiden, end sine London-venner, som går på almindelige offentlige skoler.

»Jeg er blevet mere uafhængig af at være væk fra mine forældre. Mine venner i London lever måske et mere almindeligt liv, men Rugby forbereder mig bedre til fremtiden, fordi jeg får en bredere uddannelse. Desuden har man alle de muligheder, man kan ønske sig,« mener Emily Baker, der har fået et tilbud fra det eftertragtede Cambridge Universitet.

Det er der flere elever på skolen, der har. Hvis blot de består eksamenerne tilfredsstillende til juni har både Cambridge og Oxford Universitet reserveret pladser til flere elever fra skolen.

Eleverne bliver da også opfordret til at gøre deres yderste, og både deres faglige og personlige udvikling følges tæt af faglærere, huslederen og den personlige tutor, som alle elever får tilknyttet.


Traditionen tro (3)

Eleverne læser mere

De bliver testet, når de begynder på skolen, og tre gange om året indleverer faglærerne karakterer og faglige vurderinger. Vurderinger, som rektor bruger til at overvåge elevernes fremskridt. Dog gennemfører skolen ikke alle de nationale test, som det engelske skolesystem ellers er så kendt for, da det ikke er et krav til private skoler.

Derimod læser eleverne på Rugby School mere, end de nationale læseplaner lægger op til, påpeger rektor Patrick Derham.

»Når forældre vælger en skole som denne, skyldes det et ønske om at give børnene en all-round uddannelse. Men jeg er ikke naiv, for selvfølgelig vil de have de bedste resultater for deres børn. Derfor er det vigtigt, at børnene bliver overstimuleret, så de måske vil klare sig bedre end børn fra andre steder,« siger Patrick Derham, der er bekymret over, at man generelt stiller færre krav til eleverne.

»På nationalt plan har man sænket niveauet, og eleverne skal lære meget mindre end tidligere. Man taler til den laveste fællesnævner, og jeg er bekymret for denne modstand mod en elite. Der er intet i vejen med, at nogle er klogere end andre. Sådan er livet, og vi skal ikke holde dem tilbage. Derfor skal skoler som denne holde fast i at lære børnene så meget som muligt,« mener rektoren.

Det er kostskole-traditionen god til, for man har eleverne i længere tid, påpeger han. På Rugby School går eleverne i skole seks dage om ugen, dog er lørdag kun en halv skoledag, og hver tredje uge er det tilladt at rejse hjem.

»Eleverne er her på fuld tid, og derfor kan vi for alvor få indflydelse på deres udvikling - det er det, der gør Rugby speciel. Vore værdier kan ikke bare puttes på flasker og sælges, de skal udvikles af de mennesker, der er her. For eksempel er morgensamlingen en vigtig del, fordi vi styrker de kristne værdier,« siger han.

Nogle af nøgleordene for Rugby School er respekt, ansvar, tolerance, forståelse, spirituel bevidsthed og højt akademisk niveau. Værdier som søges fremelsket i eleverne - gennem traditionerne og disciplinen.

»Eleverne har behov for at vide, hvor de står. Det største problem er, at nutidens forældre er for søde. Teenagere skal vide, hvor grænserne går. De har meget mere respekt, hvis man er vedholdende og fair,« siger Patrick Derham.

50 børn i hvert hus

Elevernes personlige udvikling bliver især fulgt tæt af huslederen, og i hvert hus bor der ca. 50 børn. Guy Steele-Bodger har selv gået på skolen, han har været underviser, og senest har han været husleder. Han kan se, at der er sket en forandring med skolen i løbet af de seneste årtier.

»Da jeg gik her, kunne man sætte en seddel op, hvor man inviterede til bjergbestigning eller hockey lørdag aften. Da kunne man let få mange drenge med, men i dag skal man være heldig, hvis der kommer to. Der er så meget at vælge imellem, og livet på skolen har ændret sig. Især har pigerne gjort skolen til et mere socialt sted, hvor man hygger sig sammen i husene om aftenen,« mener han.

Efter morgensamlingen går eleverne ud til dagens første timer. Solen skinner ind ad vinduerne, men den store grønne græsplæne ved siden af skolens hovedbygning er tom, det er først senere på dagen, den bruges til cricket, fodbold - og ikke mindst rugby, som blev opfundet på skolen i 1823, da en af eleverne, William Webb Ellis, løb af sted med bolden efter at have grebet den.

I det

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten