Sitemap | Avanceret søgning |

Hjemme hos Jamie Olivers far

Den verdenskendte mesterkok Jamie Oliver tilberedte sin første omelet på faderens restaurant, The Cricketers, nord for London. Trevor Oliver er stolt af sin søn, og i dag er det ham, der lærer af sønnen.

Af SANNE GRAM og BENJAMIN MUNK POVLSEN, LARS KRABBE (foto)
Publiceret 30-04-2005

Clavering Det var på en cykeltur med nogle af vennerne fra Clavering, at det for første gang gik op for Jamie Oliver, hvad mad kan gøre ved mennesker.

Alle drengene, som var mellem 10 og12 år, havde taget sandwich med. På nær en enkelt. Jamie Oliver tog brødet af en af sine, klemte frisk limesaft ud over den røgede laks, lukkede den igen og gav sandwichen til drengen.

»Jamie har fortalt, at han aldrig glemmer udtrykket i drengens øjne. I de øjne kunne han se, at drengen aldrig havde oplevet, at der fandtes så meget smag i en enkelt sandwich. Han var en af den slags drenge, der var vant til at få marmelademadder. Men nu ville han pludselig vide alt om, hvad der var i sandwichen. Da besluttede Jamie, at han ville være kok.«

Det er Jamie Olivers far, Trevor Oliver, der genfortæller historien. Han sidder midt i sin restaurant, The Cricketers - stedet, hvor Jamie Oliver langsomt blev sluset ind i køkkenverdenen.


Hjemme hos Jamie Olivers far (1)
Far om søn"Noget af det eneste, jeg har lært ham, er arbejdsmoral, men det skræmmer mig hvor meget han arbejder," siger Trevor Oliver, her i sin egen restaurant, hvor Jamie Oliver som barn begyndte med at vaske op og snitte grøntsager.

Han begyndte som opvasker, men knægten ville prøve mere, og snart snittede han grøntsager, han anrettede forretter, fileterede fisk, og i en alder af 14 år kunne faderen konstatere, at hans søns indsats i køkkenet var på det samme niveau som de ansattes.

»Jeg elskede at se ham gå rundt i køkkenet. Det var noget af en drøm for mig. Sådan tror jeg, at alle, der driver en familievirksomhed, har det. Der er ikke noget, man ønsker mere end at kunne give det videre til sin søn. Det er egentligt det, der får en til at stå op klokken fem om morgenen og bage brød syv dage om ugen,« siger Trevor Oliver.

Et verdensnavn

I dag er han fuldstændig afklaret med, at Jamie Oliver ikke kommer til at overtage driften af The Cricketers. Sønnen har mere end rigeligt at se til. Han var nærmest ikke mere end teenager, da han blev spottet af engelske BBC, og siden da har han ikke bare været Englands mest kendte kok. Han er blevet et verdensnavn, hvis kogebøger er blevet oversat til mere end 20 forskellige sprog.

Det stod tidligt klart, at Jamie Olivers livsbane ikke var skabt til stillesiddende skolearbejde. Faderen beskriver ham som praktisk begavet, og Jamie Oliver besluttede sig som 14-årig for, at han ville gå på kokkeskole i London. Derfor stod han i tre år op klokken 5.30 om morgenen for at tage tog og undergrundsbane ind til hovedstaden.

»Her kunne man hurtigt se, at han havde et forspring. Eleverne kunne få udleveret et helt kar med grøntsager, som skulle hakkes på forskellige måder. Det var tænkt som en opgave, der skulle vare en formiddag, men han klarede det på en halv time,« forklarer faderen.

Ingen tilfældighed

Berømmelsen fulgte, og den kom ikke helt som en tilfældighed, mener Trevor Oliver. Jamie Oliver havde fået job i en italiensk restaurant, The River Café, hvorfra et tv-hold producerede en udsendelse om italiensk julemad.

»Jamie havde sørget for at få skrevet sig på så mange vagter som overhovedet muligt i den uge. Han ville være der. Da udsendelsen blev vist, og alt det forventede om julemaden var slut, så man pludselig Jamie. Han stod og lavede pasta og var på alle måder meget naturlig og afslappet på skærmen,« erindrer Trevor Oliver det tv-program, der ændrede sønnens liv.

Næste dag ringede BBC og sagde, at de gerne ville se Jamie Oliver til et interview. Først troede han, at der var nogen, som lavede fis med ham. Men tv-folkene var helt alvorlige: De ville producere en række programmer - og have Jamie Oliver til at skrive en kogebog.

»Jeg må indrømme, at vi var nervøse. Han var ikke mere end 19 år, han var kun en dreng. Og nu skulle han skrive en bog - han havde altid hadet at læse bøger. Men han tog det selv helt roligt og forklarede, at han faktisk længe havde gået og samlet materiale til at lave sådan en bog. Jeg må sige, at jeg beundrer ham for den måde, han klarede det på,« siger Trevor Oliver, som testede nogle af retterne, mens Jamies mor, Sally, læste korrektur på bogen.

Arbejdsmoralen

Bogen - Det' bare mad - blev en kæmpesucces. Jamie Oliver blev en kæmpesucces. I dag er han så stort et navn, at han og familien også må leve med, at pressen er begyndt at jagte skandalehistorier om sønnen. Men der har aldrig været noget at komme efter, påpeger faderen, der dog har sine betænkeligheder på sønnens vegne.

»Jeg begriber ikke hans arbejdsindsats. Han arbejder hårdt - næsten for hårdt,« fastslår han og understreger, at familien Oliver ellers aldrig har været arbejdssky. Faktisk har det været et opdragelsesprincip, at man skulle hjælpe til i familierestauranten for at få noget at spise.

»Noget af det eneste, jeg har lært ham, er arbejdsmoral, men det skræmmer mig, hvor meget han arbejder. Han er på en anden planet og under et stort mentalt pres,« mener han.

Simple opskrifter

Når Trevor Oliver skal give en forklaring på, hvorfor hans søn er blevet så stort et hit, er det overordnede svar, at han har givet madglæden tilbage til folket:

»Han spottede, at der ikke fandtes kogebøger, som talte til almindelige mennesker. Derfor skrev han simple opskrifter, som kunne bruges af engelske husmødre, hans bøger er ikke til kokke. Han har nedbrudt en masse mure, han kalder ikke sig selv for mesterkok, han er bare kok. Også han har lært englænderne, at man også kan lave god mad i en kantine eller på en skole.«

Om det alene er en Jamie-effekt skal være usagt, men Trevor Oliver, der kender alt til restaurationsbranchen, har oplevet, at det de seneste år er blevet langt lettere at rekruttere unge mennesker til køkkenerne.

»Blandt unge drenge og piger er det blevet hipt at lave mad, og vi lever ellers i en kultur, hvor mange unge køber færdigretter.«

Jamie Oliver har også været med til at sætte fokus på den mad, som de engelske skolebørn får. Han fik den engelske regering til at afsætte penge, som skal sikre, at børnene får sundere mad.

»Det er sådan noget, som andre ville skulle bruge år på at få til at lykkes. Men Jamie havde alle fædre og mødre på sin side, og så lykkedes det bare. Det gør mig stolt,« siger faderen, der også mener, at det er tiltrængt med bedre mad i skolerne.

»Mange børn har madpakker med, men bare fordi det er en madpakke, er det ikke lig med, at det er sundt. Der er alt for meget chokolade og chips i det, som børnene får med hjemmefra,« mener han.

Jamies afsmitning

I dag bærer Restaurant The Cricketers tydeligt præg af, at sønnen i London så langt har overgået sin far. Der hænger udklip af nogle af de første avisartikler med Jamie Oliver, og der bliver solgt kogebøger med signaturen »Jamie O«.

»Vi har altid haft travlt, men Jamies succes har betydet meget for stedet her, vi har fået endnu mere travlt. For nylig oplevede jeg, at der kom canadiske turister, som lige skulle se det sted, hvor Jamie havde lavet sin første mad,« siger Trevor Oliver, der dog slår fast, at hans køkken stadig har sin stil, og at Jamie har sin.

Sønnen er mere italiensk inspireret, mens køkkenet på The Cricketers er mere fransk. Det ændrer dog ikke ved, at der udveksles erfaringer mellem de to. Således har far Oliver fået en enkelt opskrift med i kogebogen Happy Days with the Naked Chef - den hedder såmænd blot "Den gamles suveræne kylling."

Men Trevor Oliver har accepteret rollefordelingen, og han skal ikke presses det mindste for at komme med denne ærlige udmelding:

»I dag lærer jeg mere af ham, end han lærer af mig.«

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten