Sitemap | Avanceret søgning |

Hull - et frygteligt, engelsk hul

Høj arbejdsløshed, kriminalitet og en lugt af død. Disse elementer har været med til at kåre Hull på den engelske østkyst som det værste sted at bo i Storbritannien. Borgmesteren er uenig - reportage fra en møgby.

Af SANNE GRAM og BENJAMIN MUNK POVLSEN, LARS KRABBE (foto)
Publiceret 27-04-2005

Hull »Her lugter jo af død.«

Borgmesteren i Kingston upon Hull, John Fareham, stopper op foran en butik med blomsterkranse til kirkegården og tager sig til hovedet.

»Og her lugter af fisk,« siger han og peger på en fiskebod ved siden af:

»Tænk, hvad er det for en møgby, vi lever i,« siger han med slet skjult ironi.


Hull - et frygteligt, engelsk hul (2)
BorgmesterenJohn Fareham: Der lugter lidt af fisk...

Egentlig burde han ikke reklamere for de negative ting i byen, som også bare kaldes for Hull, for byens dårlige sider er der allerede blevet reklameret rigeligt for i bogen "Craptowns - de 50 værste steder at bo i Storbritannien".

Hull har den tvivlsomme ære at ligge som nummer et i 2003, men er røget lidt ned ad listen i den seneste udgave.

John Fareham husker udmærket, da bogen blev offentliggjort. Det blev en stor sag i den lokale presse, især fordi bogen er baseret på nomineringer fra befolkningen i de forskellige byer - altså blev byen forrådt af sine egne.

I bogen bliver det fremhævet, at Hull under Anden Verdenskrig blev voldsomt beskudt af tyskerne, og at bystyret stadig kæmper med at restaurere byen. Arbejdsløsheden er større end landsgennemsnittet, der er høj kriminalitet og heroinmisbrug. Derudover hænger der en »lugt af død« over byen, hvilket skyldes den nærliggende chokoladefabrik.

Ifølge bogen er det med til at gøre Hull til Storbritanniens største hul, dog bliver det også fremhævet, at byen er på vej i en positiv udvikling - men at der er lang vej endnu.

Ubrugelig bog

Borgmester John Fareham giver ikke meget for bogen, fortæller han, mens han går gennem byens gamle bydel med victorianske huse. Han har taget sine vandresko på, for nu skal han vise, at Hull faktisk er et godt sted at bo - han har allieret sig med den officielle rundviser i byen (som kender alle de gode steder) og en kvindelig politiker fra kommunalbestyrelsen.

For selvfølgelig har Hull sine udfordringer med arbejdsløshed, kriminalitet og druk, men hvilken britisk by har ikke det?

»Man kan ikke bruge bogen til noget, og forfatteren har ikke engang været her i byen. Personligt er jeg ligeglad, men det er synd for de mennesker, der bor her,« mener John Fareham.

Der bor ca. 230.000 mennesker i Hull, som er den 10. største by i England.

»Så her kan da ikke være så slemt,« synes John Fareham at mene.

God til cykler

Poeten Philip Larkin har boet det meste af sit liv i Hull, han beskriver i bogen byen således:

»Jeg ville ønske, at jeg kunne komme i tanke om en god ting at fortælle om Hull, nå ja... det er meget rart og fladt, hvis man skal cykle.«

Udover det flade landskab har Hull ligesom mange andre britiske byer et Marks & Spencer-varehus, Fish & Chips-boder og stribevis af pubs i midten af byen. Byens baggårde er ligeså ucharmerende, som baggårde i andre byer kan være med skraldeposer, ødelagte møbler og hundelorte. I en gyde spiller små beskidte drenge med en gul fodbold - det kunne de også have gjort i Hastings, Huntingdon og Horsham - eller i hvilken som helst anden britisk by.


Hull - et frygteligt, engelsk hul (1)
I sænkUansvarlige politikere har været med til at køre Hull i sænk, skønt byen blev rig efter salg af et telefonselskab.

Uansvarlige politikere

Men politikerne har været med til at køre byen i sænk, antydes det i bogen. Hull blev nemlig kendt som arnestedet for uansvarlige politikere i 1999, da byen blev en af de rigeste i England, efter at kommunalbestyrelsen solgte byens andel i det lokale telefonselskab. Det tjente man 263 millioner pund på, men der opstod uenighed om, hvordan pengene skulle bruges. Derfor gennemførte man en afstemning og besluttede sig for at betale for nye vinduer og centralvarme i tomme kommunalt ejede huse - som efterfølgende blev revet ned.

Borgmesteren er enig i, at det var en dum sag, og at det var som at smide penge ud af vinduet - men det er ikke ensbetydende med, at Hull er en dårlig by at bo i, understreger han, mens han går op ad gågaden, hilser på bekendte og holder døren for en ung mand, der slæber tre pints øl ud af en bar.

Druk og kriminalitet er ifølge bogen et varemærke for byen, og David Bannon, en af byens studerende, betegner byen som »bunden«.

»Der er meget kriminalitet, og der er nogle områder, især omkring kirkegården, hvor der holder bander til. Der er også for mange våben, så jeg går helst ikke ud alene om aftenen,« siger han.

Gemma Paja og Lianna Watson står foran en pub og venter på at blive lukket ind. De er heller ikke begejstrede, Gemma Paja har ligefrem planer om at flygte til Australien, for der skulle både butikkerne og barerne være bedre, har hun hørt. Men Lianna Watson bliver boende.

»Jeg har ikke rigtig andre stedet at tage hen,« konstaterer hun.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten