Sitemap | Avanceret søgning |

Karry-hovedstaden

Bradford er kendt som Mini-Pakistan. Det skyldes den store mængde pakistanere og indere, der kom i 1960'erne for at arbejde i byens uldindustri. Det har sat Bradford på landkortet som Europas indbydende karry-hovedstad, men det har også skabt et asiatisk parallel-samfund.

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 26-04-2005

Bradford

Man skal have et særligt kendskab til de asiatiske krydderier, når man skal tilberede en ordentlig karry-ret. Det ved Zahir Ahmed Khan, der er chefkok på restaurant Anam's. I Bradford har mange af byens indbyggere dette særlige kendskab, og både briter og asiater rejser hertil for at få retter af den særlige høje standard, som Bradford har ry for at kunne tilbyde.


Karry-hovedstaden (1)
Kokkene på restaurant Anam's laver eksotisk mad til flere hundrede gæster dagligt.

»Bradford er det bedste sted i Europa at få karryretter, byen bliver kaldt Europas karry-hovedstad. Med tiden har det indiske og pakistanske køkken spredt sig så meget, at det er blevet et af Storbritanniens varemærker. Men folk kender stadig kun en lille procentdel af det asiatiske køkken,« mener Zahir Ahmed Khan, som holder styr på køkkenets fem kokke denne aften, hvor duften af karry damper op af gryderne, mens hjemmelavede kebabruller bliver tilberedt over levende ild.

Det er en travl aften i restauranten, og der skal holdes liv i buffeten med kylling masala, kebab, tandoori, naan-brød og andre asiatiske specialiteter.

Subkultur

Zahir Ahmed Khan arbejder for mr. Latif, som var den mand, der grundlagde den første pakistanske restaurant i Storbritannien - Restaurant Kashmir på Morley Street i Bradford.

Det skete i 1960'erne, da de første indere og pakistanere kom til Storbritannien og samledes i områder som Bradford med tekstilfabrikker og en omfattende uldindustri.

Og restaurant Kashmir blev mere end en restaurant. Det blev stedet, hvor den asiatiske befolkning samlede sig - og ud af det voksede en subkultur.

Det var den britiske regering, som inviterede pakistanere, indere og bangladeshere til byen, da man manglede arbejdskraft. I dag bor der ca. 75.000 asiater i Bradford - også kaldet Bradistan. Faktisk har byen den største koncentration af pakistanere uden for Pakistan, og de fleste kommer fra Mirpur-regionen i Kashmir.

Storbritannien bliver ofte betegnet som en harmonisk mosaik af etniske samfund, der fredeligt lever side om side. 8,3 procent - eller 4,9 mio. - af Storbritanniens indbyggere er født uden for landets grænser, og udenrigsminister Jack Straw har tidligere udtalt, at »de etniske minoritetssamfund har beriget dette land uvurderligt ved at bidrage til britisk kultur, politik, økonomi og sociale liv. En sådan etnisk forskellighed er ikke en svaghed, men en national styrke.«

Parallelle samfund

Siden midten af 1960'erne har den officielle retorik således opmuntret til respekt for forskellighed, hvilket har betydet, at ghettodannelse er blevet accepteret og til en vis grad tilskyndet.

I Bradford har det medført, at de etniske minoriteter har skabt små samfund i samfundet, og det er ikke problemfrit, viste rapporten Bradford Race Review i 2001. Allerede fra skolestart sker der en skarp adskillelse mellem briter og asiater, hvilket er med til at skabe parallelsamfund.

Det er samfund, hvor alle stort set kender hinanden. Familie og venner og bekendte er nærmest naboer, der tales lige så ofte punjabi som engelsk, der bliver set pakistanske dramaer i fjernsynet, og når de unge mennesker skal giftes, er det ofte med nogle fra det samme samfund. Nogle i disse samfund har stort set ikke kontakt med den britiske kultur.

Zafar Iqbal er et eksempel på det modsatte, en af hans bedste venner er englænder - eller "hvid", som han selv siger.

»Han er nærmest som familie for mig. Hans hus er mit andet hjem - og omvendt. Når han kommer hjem til mig, går han bare ind, og hvis han er sulten, tager han, hvad han har lyst til - det samme gælder, når jeg kommer hjem til ham,« fortæller Zafar Iqbal.

Vennen bor i et kvarter, hvor der udelukkende bor "hvide", og i begyndelsen kiggede folk efter ham, da han gik ind i huset uden at banke på.


Karry-hovedstaden (2)
Asiatisk måltid på restaurant Anam´s.

Asiaterne siger selv, at det er uvidenheden om hinanden, der kan forhindre integrationen og forståelsen for hinandens kultur, og det har tidligere ført til spændinger i Bradford.

Venskaber på tværs af kulturerne er ikke så almindelige, hvilket også blev tydeligt for et par uger siden, da Zafar Iqbals ven skulle begrave sin søn, som havde været ude for en ulykke.

»Jeg sad sammen med familien på de forreste rækker i kirken. Jeg havde et nært forhold til hans søn, og jeg var meget bevæget af situationen, og indtil folk forstod, hvorfor jeg var der, kiggede de undrende på mig,« siger Zafar Iqbal, som kom til Bradford i 1960'erne.

Mad som samlingspunkt

Også han kom til Kashmir Restaurant, hvor karry-retterne blev omdrejningspunkt for de asiatiske mænd. Der gik nogle år, inden kvinderne kom til landet, og eftersom mange af mændene ikke kunne lave mad, var Kashmir stedet, hvor de kunne få et måltid, der smagte lidt af hjem.

»I begyndelsen holdt briterne sig for næserne. De kunne ikke lide lugten af vores mad, og man kunne tydeligt lugte, hvor der boede en inder eller en pakistaner. Men langsomt begyndte de også at komme på Kashmir,« fortæller Zafar Iqbal, som indrømmer, at mange af byens asiater lever adskilt fra "de hvide" - han er selv gift med en pakistansk kvinde.

»De fleste briter accepterede os - og gør det stadig, men der er også nogle mennesker, som hellere havde set, at vi var blevet i Pakistan. Men vi blev inviteret, folk kom hertil for at arbejde for en bedre fremtid,« siger han.

I begyndelsen var det de færreste asiaters intention at blive i Storbritannien resten af livet. Mange havde planer om at vende tilbage til Pakistan, men Zafar Iqbal vænnede sig hurtigt til den britiske kultur og det britiske klima.

»Da jeg kom hertil, indstillede jeg mig på at skulle følge landets love og leve sammen med briterne i deres kultur. Det bliver man nødt til at acceptere, hvis man vil bo i et land,« mener Zafar Iqbal.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten