Sitemap | Avanceret søgning |

Det handler om hjerteblod

Rugby gør noget ved briterne. Men hvorfor bliver de så grebet af spillet? Fordi det bliver spillet af rigtige mænd, der ikke piver, mænd med attitude. Og så er det simpelthen, fordi spillet flyder i vores blod, forklarer tilhængerne i Hull.

Af SANNE GRAM og BENJAMIN MUNK POULSEN, LARS KRABBE (foto)
Publiceret 25-04-2005

Hull

The River Hull gør hele forskellen. Den mudrede flod skærer sig fra Nordsøen ind igennem centrum af Hull og deler byen på midten.

Og selv om det hævdes, at man med den rette vind i ryggen kan spytte fra den ene bred til den anden, så er der en verden til forskel på, om man er en af dem fra vest eller øst.

Hvis man er fra vest, så holder man med rugbyklubben Hull FC, og hvis man er fra øst, så holder man med Hull Kingston Rovers.

Dave East er en af dem fra østsiden. En mand på 45 år, der siden 1967 har fulgt Hull Kingston Rovers. Han har tatoveret klubbens logo på sin højre underarm, og han fordeler 25 af sine årlige feriedage på de mandage, der følger efter klubbens kampe.

For når han ser rugby, drikker han også øl, og han gider ikke bekymre sig om at skulle op på arbejde næste dag.

»Det er i blodet. Jeg føler, at jeg er født, opvokset og opdraget ind i det. Når man bor på denne side af floden, så kan det ikke være anderledes. Det handler om loyalitet,« siger han.

Der er en time til dagens kamp går i gang, han står med en fadøl i hånden i Robins Nest, supporternes mødested på rugbyholdets hjemmebane, Craven Park.

"Pride of East Hull" står der på et skilt over ham. Og skiltet lyver ikke, forsikrer Dave East - det er forbundet med stor stolthed at være en del af klubben på fra øst-Hull.

»Man kan slet ikke være her uden at have en indbygget følelse for klubben og holdet. Det er en del af ens personlighed. Og så er det samtidig et meget afslappet sted. Man kan tage kvinder og børn med uden problemer,« siger han.


Det handler om hjerteblod (1)

I dag mødes Hull Kingston Rovers med Oldham. Det er på ingen måde cremen af cremen i rugby. Faktisk er det en kamp i det, der hedder Rugby Football League, som er et stedbarn til spillets moder, The Rugby Union. Reglerne er stort set ens, men der er færre spillere på banen i dagens kamp, hvilket gør spillet en anelse hurtigere.

Men selv om vi befinder os langt fra det højeste niveau, kommer her alligevel mere end 2.000 tilskuere. For rugby er en sport, der betyder noget på disse kanter - både lokalt i Hull, men også i hele Storbritannien. Wales, Irland, Skotland og England er således alle store rugbynationer, der ligger i top 10 på verdensranglisten.

Tilbage til baren. Her dukker pludselig en ældre dame op. Hun er iført halstørklæde i klubbens farver. Det er hurtigt tydeligt, at alle kender hende. Jean Morton er 73 år, og hun har været dedikeret fan i 59 år. Hun forklarer sin fascination for spillet ved at sammenligne med fodbold.

»Rugby er et spil for mænd, det er piger, der spiller fodbold. I fodbold handler tingene om penge, i rugby spiller man med hjertet. De drenge, der spiller, bliver superbørn. Det holder dem beskæftiget, og på den måde undgår de at havne i kriminalitet,« slår hun fast.

Den med, at det er et spil for rigtige mænd bliver gentaget foran den nedslidte skurvogn, som gør det ud for et omklædningsrum for klubbens cheerleaders. Pigerne mener, at der er meget godt at kigge på, og i dag får de ekstra god tid til den del, da nogle har glemt at tage musikken med til deres show.


Det handler om hjerteblod (2)

Det er selvfølgelig en skuffelse, siger de, men der er nu ingen katastrofestemning at spore på stolene i eftermiddagssolen. Dertil er stemningen omkring kampen for afslappet.

Spillet bliver sat i gang, og en mand på ståtribunens forreste række brøler »Hull Rovers.« Han udgør en oratorisk enmandshær til at begynde med.

Før kampen blev Oldham beskrevet som en walk over, noget der bare skulle klares. Men hjemmeholdet er under pres, og et rødt kort til en Hull-spiller truer med at skabe panik både på banen og blandt tilskuerne.

Men udvisningen udløser en trods-effekt. Publikum og hjemmehold vågner. Nu bliver der brølet igennem: »We love you Rovers«.

Og inde på banen får man bevis for det med, at rugby sidder i hjertet. Det kan næppe være fornuften, der driver værket, for det er med hovedet forrest, at spillerne kaster sig ud i angreb, der har en hel del kamikaze over sig. Hvis nogle bliver skadet, pisker en fysioterapeut ind på banen og behandler, mens spillet kører videre. På samme måde er der flyvende udskiftninger, og vand er også noget en rask fyr løber ind med til spillerne.

»Det er noget af det, der gør spillet så fantastisk. Det går stærkt, og der er knald på. En kamp bliver næsten afviklet uden stop,« siger Keith Lyon, der er kommet i klubben siden 1959.

Egentlig burde han måske have siddet på den anden side af floden i dag, hvor Hull FC også spiller hjemmekamp. I hvert fald spillede hans far for den klub, men Keith Lyon havde en god ven, hvis far tog ham med til en Hull Kingston Rovers kamp, og så var den sag afgjort.

»Det er mit liv. Man bliver simpelthen hooked,« forklarer han.

Der opstår en pause i samtalen. Han tænker lidt over, hvordan han kan forklare spillets ånd, og han går så i gang med at beskrive supporternes yndlingsspiller, Paul Fletcher

»Han bliver også kaldt Psycho. Han har været i klubben i 20 år, og han har haft masser af muligheder for at komme til andre klubber, men han er selvfølgelig blevet her. For han er 110 pct. Hull Kingston Rovers-mand,« siger Keith Lyon og fortsætter:

»Han er en type, der flyver om halsen på en modspiller, der har bolden. Han er bare over dem, han løber aldrig baglæns, han er stærk, han kan tackle, han har en vild energi. Og - og det er vigtigt - uden for banen er han et familiemenneske, en venlig mand, som man kan stole på. Han har den rette attitude. Ja, faktisk er han noget af en helt her i klubben.«

Og så var der jo kampen. Den vandt Hull Kingston Rovers med 32-19.


Det handler om hjerteblod (3)

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere