Sitemap | Avanceret søgning |

»Han er stadig min helt«

35-årige Steve Allbutt var en af de første britiske soldater, der faldt i Irak. Hans enke, Debi Allbutt, har i løbet af de seneste to år fået flere forskellige forklaringer på, hvad der skete - mens hun sørger, venter hun stadig på den endelige redegørelse om, hvad der skete den 25. marts i 2003. Irak-krigen - premierminister Tony Blairs ømme tå - er et valgtema i Storbritannien.

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 24-04-2005

Stoke-on-Trent

Hendes fornemmelse havde været stærk hele dagen. Så stærk at hun ikke tog på arbejde, ikke tændte for fjernsynet, ikke fulgte med i nyhederne. Det var første gang, siden hendes mand, korporal Steve Allbutt, var taget af sted for at være med i invasionen af Irak. Første gang, siden krigen i Irak begyndte den 20. marts 2003, da amerikanske missiler ramte Irak, og britiske tropper invaderede Irak fra syd.

I stedet var hun taget ind til byen, havde shoppet og havde fået fornyet sit pas, som var udløbet ved juletid.


»Han er stadig min helt« (3)
Debi Allbutt passer gravstedet.


»Han er stadig min helt« (1)
Debi Allbutt med den yngste søn Connor og papegøjen Molly.


»Han er stadig min helt« (2)
Stephen Allbutt, der blev dræbt ved Basra i Irak.

»Jeg tænkte, at jeg kunne risikere at skulle til Tyskland i tilfælde af, at han blev såret,« fortæller Debi Allbutt:

»Men jeg gik nærmest rundt i en trance. Jeg mødte en veninde, og jeg sagde, at jeg ville ønske, at han blev såret i dag, så han ville komme tilbage til mig - også selv om han fik sin arm skudt af. Hun svarede, at nu skulle jeg ikke være så fjollet.«

Da Debi Allbutt kom tilbage til hjemmet i den engelske by Stoke-on-Trent ved 16.30-tiden den eftermiddag, nåede hun akkurat at bære sine varer ind i huset, før det bankede på døren. Uden for stod to officerer, de havde ventet på hende hele dagen.

»Jeg vidste det med det samme, da jeg så dem, og vi satte os ind i stuen, hvor de fortalte, at Steve var død den 25. marts i en bilulykke nær Basra,« fortæller Debi Allbutt, som havde to timer til at orientere familie og venner, før pressen blev orienteret.

Det værste var at fortælle det til folk i telefonen, da hun blev nødt til at sætte sine egne følelser til side, men da hun ringede til Steves mor, skreg og græd hun i telefonen. Hun ringede til familien og vennerne, og så var der selvfølgelig parrets to børn, sønner på 8 og 14 år.

Børnene havde siddet i køkkenet, mens officererne havde fortalt, at deres far var død - og køkkendøren havde været åben.

»Det hele gik så hurtigt, men officererne burde have sikret sig, at børnene ikke var der. Connor - den yngste - begyndte at græde, og Joshua vendte med det samme fotografier af Steve om, så man ikke kunne se ham. Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det, han er teenager, så han taler ikke rigtig om sine følelser.«

Tidsfornemmelsen væk

I løbet af kort tid blev huset fyldt med familie, venner og et krisehold fra hæren, men Debi Allbutts tidsfornemmelse er helt væk. Hun kan ikke huske dagen, som ellers var den mærkedag, da hun og Steve mødte hinanden for 16 år siden.

Egentlig syntes hun ikke specielt meget om ham den aften, de mødte hinanden på en klub i Stoke-on-Trent. Han var for fuld, men hun blev også beruset - og pludselig var hans selskab mere behageligt. Det blev så behageligt, at de flyttede sammen, blev gift og fik børn. Men Steves arbejde som professionel soldat i den britiske hær betød, at de i knap ti år kun så hinanden i weekenderne og i ferierne. Han var udstationeret i Osnabrück i Tyskland og kom hjem hver weekend.

Korporal Steve Allbutt var dedikeret til hæren, dog havde han forsøgt at blive fri af sin kontrakt, men det var mest på grund af børnene. Så var der det økonomiske aspekt: Når han fyldte 45 år, kunne han trække sig tilbage, og familien ville være økonomisk sikret resten af livet.

Desuden elskede han sit job, så det som en pligt, og netop derfor var han heller ikke så bekymret, da hans deling før jul i 2002 fik besked på, at de sandsynligvis skulle være en del af den britiske hærs bidrag til at vælte Saddam Hussein i Irak.

Missionen ville ikke være Steve Allbutts første. Han havde både været udsendt i Jugoslavien og i den første Golfkrig.

»Men jeg var urolig, for jeg vidste, at han ikke kom tilbage, at der ville ske noget slemt - af en eller anden grund vidste jeg det bare. Men han sagde: Selvfølgelig kommer jeg tilbage, det er jo bare mit job - der er intet, der kan holde os væk fra hinanden.«

Hun kunne ikke stoppe ham. Hvis han nægtede at tage af sted, ville han komme i fængsel. Desuden var han også overbevist om, at han ville finde masseødelæggelsesvåben og afvæbne Saddam Hussein.

»Han troede oprigtigt på, at der var masseødelæggelsesvåben, og han så det som sit job at være med til at fjerne dem. Jeg troede også på, at de var der, og jeg var så overbevist om, at Tredje Verdenskrig var ved at begynde, at jeg begyndte at købe ekstra mad. Jeg troede, det var verdens ende.«

Med den fornemmelse i kroppen sagde hun farvel til sin mand i begyndelsen af februar. Selve dagen er udvisket, hun kan ikke huske, hvordan de tog afsked. Hun ved, at han sammen med de øvrige soldater først skulle på træningslejr i Polen, og at han sammen med de øvrige "Ørkenrotter" - som de blev kaldt - rejste til Mellemøsten på sin 35 års fødselsdag - den 27. februar 2003.

Dagene op til krigen var en nedtælling, og den dag Steve Allbutt og de britiske styrker drog ind i Irak, intensiverede hans hustru sine timer foran fjernsynet.

Skrev hver dag

Hun havde også et fjernsyn i den skobutik, hvor hun arbejdede, og under disken stod en radio, så hun hele tiden kunne lytte med. Få dage efter begyndte hans breve at ankomme. Hver dag skrev han hjem.

»Jeg følte mig personligt involveret, jeg levede ikke et normalt liv, og jeg fulgte konstant krigen for at få en fornemmelse af, hvor han var - det måtte jeg nemlig ikke få at vide. Jeg vidste bare, at han var i Irak. Men det var skrækkeligt - også for irakerne. Det virkede bare ikke rigtigt at bombe civile irakere, når de kun var ude efter én mand,« siger Debi Allbutt.

Hun talte kun med sin mand én gang, mens han var i Irak. Brevene strømmede derimod ind ad brevsprækken.

»Hvornår har jeg nogensinde svigtet dig,« spurgte han i et brev. Steve Allbutt var så fast i sin tro på, at han kom tilbage, at han ikke fulgte anbefalingerne om at skrive et såkaldt "sidste brev" til sin familie i tilfælde af, at man blev dræbt.

»Han sagde, at han ikke ville skrive det, fordi han ville komme tilbage til os. Så jeg fik aldrig et, og det er jeg lidt ked af, for deri skriver man ting, som man ellers ikke ville fortælle, man skriver om sine følelser og sidste ønsker.«

Brevene var en uge om at komme fra Irak til huset i Stoke-on-Trent, og det betød, at de blev ved med at komme en uges tid efter hans død.

»Det var frygteligt,« fastslår Debi Allbutt.

Steve Allbutts dødsfald blev en stor sag, fordi han var en af de første britiske soldater, der faldt i Irak. Medierne belejrede huset i sådan en grad, at politiet begyndte at holde vagt.

Friendly fire

Debi Allbutt havde det svært med mediedækningen, men pludselig fik hun også andre ting at forholde sig til. For forsvaret havde lækket til pressen, at Steve ikke var blevet dræbt i en bilulykke, som hun var blevet fortalt, men, at der var tale om såkaldt "friendly fire" - en britisk kampvogn havde beskudt Steve Allbutts Challenger II-kampvogn.

Med tiden er der dukket flere rygter og oplysninger op, men hun afventer stadig den endelige rapport om, hvorfor der blev åbnet ild. Men sikkert er det, at kampvognen var i udkanten af Basra. Sikkert er det, at hendes mand døde med det samme.

Begravelsen den 2. maj 2003 blev en offentlig begivenhed, omkring 500 mennesker var inde i Hellig Trinity Kirke, butikker lukkede, folk trak ud på gaderne, og på byens stadion stod Stoke-spillerne - Steves yndlingsfodboldhold - på parade, da kortegen langsomt kørte forbi.

Steves mor, der er præst, stod for begravelsen. På Debi Allbutts bryst sad den gule sløjfe, som symboliserer støtte til militærtropperne.

Med sin mand i graven ændrede Debi Allbutt sit syn på krigen i Irak, og det faktum, at man endnu ikke har fundet beviser for masseødelæggelsesvåben spiller også en rolle.

»Det har jo vist sig, at Saddam ikke var en trussel mod os som nation, han var en trussel mod sit eget folk, men dem dræbte vi jo alligevel. Hvis de havde fundet våben, ville jeg ha

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten