Sitemap | Avanceret søgning |

Uden for sæsonen

Candyfloss på dåse og blinkende lamper. Bingo, plastik og friture - velkommen til Blackpool. Engang var stedet arbejdernes foretrukne ferieby - på en kold onsdag uden for sæsonen minder Blackpool mest om et falmet ferieparadis. Men man skal ikke tage fejl: Briterne kommer her stadig, og de er glade, for i Blackpool er folk så venlige.

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 24-04-2005

Blackpool


Uden for sæsonen (1)

»Number 64. Six and four. Sex on the floor.«

Bingomesteren har før fyret den af - man kan høre det på den logik, som remsen lires af med. Det samme gælder for den her:

»Oh, a beautiful pair of legs - number 11.«

Tallene lyser foran ham på en maskine med små røde elektroniske pærer. Nede på de røde plysstole læner de heldige sig forover og sætter mærker på bingopladerne.

Den dovne cigaretrøg gider knap lette fra askebægrene. Tiden står stille, her er stille. For alle venter på det næste nummer. Og det næste.

Og så lige pludselig kommer der en lyd - en mellemting mellem et grynt og en rømmen - en mand rejser sig og løfter sin papirlap i vejret. Han har en række og får sin pengepræmie på et pund, som kan betale næste plade.


Uden for sæsonen (2)
Selv om den britiske arbejderklasses gamle fiskerby er forfaldet, er den stadig meget populæri sæsonen.

Egentlig er Blackpool en badeby, en forlystelsesby, en danseby, en kasinoby. Men for gæsterne på Hotel Seafield er det fint, at det denne eftermiddag også er en bingoby. Seks grader, regnbyger og en frisk vind inviterer ikke rigtig til andet.

»Blackpool er et pragtfuldt sted - også i dårligt vejr. Det er faktisk det enestående ved denne by, at der altid er så meget at give sig til. Der er altid et sted at gå hen,« siger 74-årige Seneth Prior - en af gæsterne i baren denne eftermiddag.

Første gang, hun holdt ferie i Blackpool, var i 1940, da hun kom her sammen med sin mor og søster. Siden er hun vendt tilbage igen og igen. Faktisk så mange gange, at hun og manden, George, ikke engang tør gætte på, hvor mange Blackpool-ferier, det er blevet til. Men det er mange. Og over årene har hun set feriebyen udvikle sig.

»I dag er det ikke så smart et sted, som det var tidligere,« konstaterer hun.

Nedslidningen kan ses

Feriebyen har haft det svært siden 1970'erne, da flybilletter til alt-betalt-på-forhånd-charterdrømmen blev noget, som selv middelklassen havde råd til.


Uden for sæsonen (3)
Michelle tigger på Promenaden. Hun kan tjene op til 50 pund, ca 550 kr., på en sommerdag. I april går det mere trægt.

I dag er her skilte, der mangler halvdelen af bogstaverne. Her er tomme butikker med afskallede facader og nedslidte hoteller med tykke gulvtæpper og tapet, der er gået op i limningen. Det er alt sammen med til at afsløre, at Blackpool sine steder ikke har fået sig selv med ind i den nye tid. At historien om Blackpool som ferieparadis måske mest af alt er en historie om fortiden.

Om dengang i midten af 1800-tallet, da byen blev den engelske arbejderklasses feriested nummer ét. Det skyldtes ikke mindst, at jernbanen gjorde det muligt for arbejderne hurtigt at komme fra de nærliggende storbyer Manchester og Liverpool ud til havet.

Og feriebyen voksede. I 1890'erne kunne Blackpool huse omkring 250.000 feriegæster. Og der kom lys på facaderne, byen fik sin egen forlystelsespark. Der kom kasinoer, og fra stranden og ud i havet byggede man store broer, som blev spækket med boder og underholdning.

Det står der alt sammen endnu, men gråvejr, regn og kulde gør ikke meget godt for lukkede boder og parkerede radiobiler. Det passer næsten lige så dårligt sammen som tivoli og regnvejr. Måske er det faktisk præcis, hvad Blackpool er på en hverdag uden for sæsonen - altså som et tivoli i regnvejr.

Dyrt, men populært

Sikkert er det, at det er et dyrt sted at holde ferie. En af dagens bingospillere, Mandy Knight fra London, forklarer, at hun og hendes mand en sommer for et par år siden endte med at bruge 3.000 pund - omkring 30.000 kroner - i lommepenge på tre ugers ferie.


Uden for sæsonen (4)
Promenaden i Blackpool.

»En gåtur på gaden er på alle måder blevet dyrere, siden jeg kom her første gang for syv år siden. Men vi kommer tilbage alligevel, for jeg elsker simpelthen dette sted,« siger hun.

Men hvad er det, der gør Blackpool så fantastisk?

»Folk er så venlige. Alle smiler. Folk siger god morgen og god eftermiddag til hinanden. Det er dejligt at komme herned i baren, og så kommer man bare til at snakke med folk. Man bliver faktisk venner med hinanden.«

Hun taler næsten lige så pænt om byen som de folk, der på hjemmesiden www.visitblackpool.com skal forsøge at sælge konceptet Blackpool - stedet hvor man griner, får ny energi og nyder smuk natur. Blackpool er byen med det største, det hurtigste, det højeste, det smukkeste, lokker hjemmesiden.

Og det må på en måde virke, for her kommer stadig omkring 200.000 gæster om dagen i højsæsonen - det er primært englænderne selv, der kommer. Men det er ikke længere arbejdere, unge på gruppeferier har ikke mindst i højsæsonen overtaget byen, forklarer Ken Timms, der har arbejdet i 10 år i Blackpool.

»Om sommeren er stedet præget af unge mennesker på drukture, og det har forandret stemningen her. Familierne er skræmt væk af den kultur af druk. Det har ødelagt stedet en del, og priserne har skræmt arbejderklassen væk, for dem er det nærmest billigere at holde en uges ferie på Tenerife i dag,« siger han.


Uden for sæsonen (5)
Rick Styles underholder på Explorers noget ramponerede logi, Hotel Seafield.

Denne dag står han i sin bod, Shot Out, hvor man kan skyde med riffel. Men der er ikke et øje, der har lyst til at sigte. Alt omkring ham er lukket.

Blackpool er stadig kun i gang med opvarmningen til årets sæson. Derfor hænger der closed-skilte i mange af butikkerne. Isbarerne lukker klokken fem, det samme gør cafeerne, og hvis man er til afklædt voksenunderholdning, må man pænt vente til weekenden.

Candyfloss og slikkepinde

Men man fornemmer, at der lurer en eksplosion af liv under al denne trøstesløshed. Pærerne venter kun på at blive tændt, spåkonernes boder venter kun på, at spåkonerne skal komme og åbne. Candyflossen er hældt på både pose og dåse. Klistrede slikkepinde i syntetiske farver venter kun på plagende unger. Og der er friture nok til, at samtlige besøgende kan få Fish & Chips.

Blackpool venter på sommeren. Det samme gør Michelle Kilpatrick. Hun er hjemløs på tredje år og har pakket sig ind i sin sovepose på strandpromenaden. Hun sidder her hele dagen, selv om der ikke er mange penge at hente, hvorimod en dag i højsæsonen kan indbringe hende næsten 50 pund.

»Her er kedeligt. Det er et lorteliv,« konstaterer hun, mens et blinkende skilt over hende lokker folk med penge ind i Family Palace.

Det bliver aften, og på Hotel Seafield leverer Ricky Styles underholdningen. En superb male vocalist lover plakaten. Han har fat i publikum, bruger hele aftenen på at tale om, hvor folk kommer fra. Diskokuglen kører i loftet, og nede på stolerækkerne vipper læberne med til "Old man river".

Bingospilleren Mandy Knigth er også mødt frem til dette arrangement. Blackpool er gået i blodet på hende og manden.

»Om det så tog os mere end 12 timer at komme herop, så ville vi blive ved med at komme,« siger hun.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten