Sitemap | Avanceret søgning |

Fra befrielseshær til mafia

Indtrykket af Nordirland er fredeligt. Og så alligevel kontrastfyldt. Katolske republikanere oplever, at deres egne folk - den Irske Republikanske Hær (IRA) - har fjernet sig fra den politiske sag og i dag mere fungerer som en mafia, der også skyder på sine egne.

Af SANNE GRAM og BENJAMIN MUNK POVLSEN Foto: LARS KRABBE
Publiceret 19-04-2005

Belfast

Nordirland er et både og. Her findes både den kvindelige kioskejer i Belfasts katolske kvarter, der siger:

»Tingene er meget anderledes end for 20 år siden. Hverdagen er blevet langt mere fredelig - og heldigvis for det.«

Og her findes manden fra Londonderry, der siger:

»Dette land kæmper nøjagtig de samme kampe, som det har gjort de seneste 35 år. Der er for så vidt intet, der er ændret.«

Der er eksempler på, at begge har ret.

På den ene side: Man ser ikke militær i gaderne, og generelt er indtrykket af Nordirland og Belfast fredeligt. Der er ingen kampe i gaderne.

Men på den anden side går der stadig en mur, den såkaldte peace-line, gennem Belfast for at adskille protestanter og katolikker.

Belfast er stadig en by, hvor de stridende parter ikke handler i eller betræder hinandens gader.

Nordirland er stadigvæk et land, hvor der bliver flaget med to flag: Storbritanniens Union Jack, hvis man er protestant og tilhænger af unionsforholdet til London. Det irske flag, hvis man er katolik med drømme om at komme fri af unionen og blive en del af den irske republik.

IRA under forandring

Den nordirske konflikt brød for alvor løs i slutningen af 1960'erne som et resultat af, at katolikker gjorde oprør mod det, de opfattede som det protestantiske flertals diskrimination.

Fra London reagerede den britiske regering ved at indsætte militær i landet for at opretholde roen, og den nordirske forfatning blev suspenderet, så landet blev regeret fra London.

Men resultatet blev mere vold - ikke mindst anført af undergrundshæren IRA (den Irske Republikanske Hær). IRA har i årevis sammen med den politiske gren af organisationen, partiet Sinn Fein, været mange republikaneres og katolikkers stemme i konflikten.

Men den rolle kan være ved at ændre sig - specielt for IRA. Organisationen er som oftest blevet opfattet som en nationalistisk frihedsbevægelse - andre vil kalde det en terrorgruppe, men i dag beskrives den lige så ofte som en mafia.

En mafia, der hvidvasker penge, udøver selvjustits, men som også sikrer republikanerne billige cigaretter, benzin og lignende. Med andre ord: opretholder ro og orden efter sine egne normer.


Fra befrielseshær til mafia (1)

»Gangstere hele bundtet«

En 23-årig mand fra Londonderry - han kalder det Derry, da han er katolik og fjerner London-forstavelsen - tager afstand fra IRA. Han har selv tidligere været aktiv i konflikten og har siddet i ungdomsfængsel for at sprænge en petroleumsbombe mod en politibil.

»IRA er gangstere hele bundtet, og de har fjernet sig fra den oprindelige sag. I dag handler det kun om penge. Jeg synes, det var noget andet, da de arrangerede sultestrejker. Men organisationen nyder stadig stor opbakning blandt republikanerne, fornemmer jeg.«

Meldingen er stort set den samme fra en 35-årig mand, der ligeledes kommer fra Londonderry. Han er ikke religiøs, fortæller han, da han bliver spurgt, om han er katolik eller protestant. Men da han skal fortælle om IRA's rolle, begynder han at hviske og kigger hele tiden efter, om nogen kan høre ham.

»Man kan ikke tale frit om disse ting. Sådan er hverdagen. IRA har ét ønske, og det er at opretholde en situation, hvor katolikkerne lever som i ghettoer. På den måde holder de styr på folk.«

Han forklarer, at ghettoerne kommer til at fungere som effektiv rekruttering til IRA's egen organisation.

»De unge mennesker, der vokser op i ghettoområderne, lever så trist et liv, at der ikke skal meget til, for at det giver mening at melde sig til IRA's kamp,« siger han.


Fra befrielseshær til mafia (2)

Mod kriminalitet

En række mord - det seneste på Robert McCartney - begået af IRA-folk mod katolikker har været med til at rykke yderligere ved opfattelsen af organisationen i dét, der skulle være dens eget bagland. Damien Okado-Gough, der aktivt demonstrerer mod disse mord, forklarer det således:

»Denne gang er vores protester ikke rettet mod en uretfærdig og korrupt stat. Protesterne er rettet mod dem i vores eget samfund, som tror, at det er acceptabelt at myrde sine egne for bagefter at nægte det, dække over det og så retfærdiggøre sig selv ved at sige, at det er en politisk kamp, og at det er en politisk strid, de har vundet i vores samfund.«

Det har været nødvendigt at love flere af kilderne anonymitet for at få dem til at udtale sig til denne artikel.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten