Sitemap | Avanceret søgning |

Nessie - et spørgsmål om tro

Loch Ness-uhyret deler vandene: Enten tror man på Nessie, eller også gør man ikke. Den 72 år gamle myte, turister og entusiaster på uhyre-jagt har for altid forandret livet omkring Loch Ness.

Af SANNE GRAM og BENJAMIN MUNK, LARS KRABBE (foto)
Publiceret 18-04-2005

Loch Ness

Klokken var omkring halv ni en sommeraften for snart to år siden. Davie Roberts sad på dækket af sin båd, "Fingal of Caledonia", og røg en cigaret. Kiggede ud over Loch Ness.

»Der var ingen andre både. Søen var fuldstændig stille og uden en bølge. Men lige pludselig vippede min båd et par gange. Og det var ikke lidt, den vippede en del, og den vejer altså 200 tons, så det kræver virkelig meget kraft,« forklarer Davie Roberts.

Og så er der kun et spørgsmål: Var det Loch Ness-uhyret - også kaldet Nessie - som rørte på sig?


Nessie - et spørgsmål om tro (2)
Den lokaleDavie Roberts sejler med turister på Loch Ness. Han har ikke set uhyret, men oplever mystiske ting.

»Der er noget i søen«

»Jeg tør ikke forklare, hvad der skete. Men det var en meget speciel oplevelse. Måske var det Nessie. Jeg tror i hvert fald på, at der er noget i søen - et eller andet, som historien har glemt at tage med sig, en slags dinosaur,« siger han og afslører dermed, at han har taget stilling til, om der overhovedet er et uhyre.

Det kan han også lige så godt. For sådan er det på disse kanter. Man må vælge side. Enten tror man Nessie, eller også tror man ikke på Nessie.

Her er endnu en troende: Jenny Thom, der en augustdag sidste år sejlede på søen med sin bror.

»Jeg så krusninger i vandet, og jeg tror bestemt, det var hende. Jeg så hende ikke, men jeg er sikker på, at hun er der,« siger hun og forklarer, hvorfor det er en selvfølge, at Nessie er hunkøn.

Nessie er hunkøn

»Hvis det havde været hankøn, så havde han slet ikke kunnet holde sig tilbage og leve så skjult. Mænd skal jo vise sig,« mener hun.

Her er en troende mere: Sharon Curry, der har arbejdet på Hotel Drumnadrochit ved søens bred i 15 år.

»Jeg har efterhånden oplevet så mange folk komme her og fortælle, hvad de har set, at jeg ikke kan lade være med at tro, at der er et eller andet. Alle de folk har jo ingen interesse i at lyve,« siger hun.

Det var netop omkring Hotel Drumnadrochit, at myten om Loch Ness-uhyret første gang opstod. Den 14. april 1933 kørte hotellets nye forpagterpar fra Inverness ad den helt nyanlagte vej tilbage til hotellet, da de så et unormalt stort dyr plaske rundt i vandet.

Et par uger senere var deres oplevelse blevet til en historie i den lokale avis, The Inverness Courier. Og dyret var i den journalistiske vridemaskine blevet til et monster.

Myten blev spredt

Myten var opstået og tog snart fart. Historien ramte verdens største aviser, monsterjagten blev så populær, at der blev fuldt optaget på hotellerne langs søen, og bilerne dannede lange trafikpropper. Alle ville lede efter Nessie.

I 1934 besluttede byrådet at skære en tredjedel af sine udgifter til at promovere byen væk - det klarede Nessie fint, og Loch Ness blev Storbritanniens mest populære turistmål.

Også i dag er der masser af turister omkring Loch Ness. Folk kommer fra hele verden, kører rundt i store busser langs søen, sejler rundt på det væld af skibe, der tilbyder sejlture på søen. Naturligvis med undervandskamera og radar.

For meget

Og det er simpelthen blevet for meget, mener Connie MacDonald, der gennem det meste af sit liv har været nabo til søen. Hun tror ikke på Nessie, hun tror i øvrigt heller ikke på Gud. Men hun tror på spøgelser, siger hun for lige at understrege, at det ikke er fordi, at hun skal have beviser for alt.

»Myten om Loch Ness vil nok aldrig dø, men jeg har lidt svært ved at forstå, at alt i dette område skal være baseret på, at turister kommer for at lede efter et uhyre,« mener hun.

Skepsisen deles af hendes nabo, Andrew Criuckshank, der i 14 år har boet ved søen og den trafikerede hovedvej A9. Fra sit hjem kan han se ud over søen, og han spejder aldrig efter Nessie, forsikrer han.

»Nogle gange er der nogle sære elementer på vandet, men jeg bliver nødt til at sige, at jeg tror, at det er lyset, der driller følsomme folk,« siger han og udråber sig selv som anti-turist.

Der er dog nogle, som tænker på turisterne - blandt andre Gary Campbell. Han er formand for den officielle Loch Ness-fanklub, som han oprettede i 1996 efter at have set noget, som kunne være Nessie.

Håber på bevis

»Det lignede et dæk eller kroppen på en slange. Det kom op fra vandet, dykkede ned og kom op igen. Det var vel tre-fire meter langt,« siger han om oplevelsen.

Han håber både personligt og for turismen i området, at man en dag får bevist, at Nessie eksisterer.

»Når du tager til Disney-land, ved du, at du får Mickey Mouse at se. Det ville være dejligt, hvis man også kunne sige, at det er sandsynligt at få Nessie at se, hvis man kommer her. Så ville der komme endnu flere turister,« siger han.

Så du håber faktisk, at myten dør, og verden en dag får et svar?

»Ja, det ville være dejligt at få bevist over for de 99 pct., der ikke tror på Nessie. Og faktisk tror jeg også, at vi en dag får et svar, når teknologien gør det muligt at gennemføre endnu bedre undersøgelser, men det er desværre ikke sikkert, at det bliver i min tid.«


Nessie - et spørgsmål om tro (1)
Nessie eller Lassie? Det er umuligt ikke at spejde efter et uhyre, når man kigger ud over Loch Ness. Og det kræver ikke mere end lang lukketid på et kamera og en vandglad sort labrador at holde liv i myten om Nessie.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere