Sitemap | Avanceret søgning |

Når man lever på en ø ...

Midt i sammenstødet mellem Nordsøen og Atlanterhavet ligger 70 forblæste øer - Orkney Øerne, der er hjemsted for knap 19.000 skotter. Her lever de deres helt eget ø-liv næsten 900 kilometer fra magtens centrum i London. Et liv, hvor man ikke behøver at låse døren. Et liv, hvor tingene går langsomt. Et liv med blæst, smalle veje og tusindvis af får på skaldede, grønne bakker. Nogle har boet her hele deres liv og kan ikke forestille sig andet. Nogle er vendt tilbage, mens andre er kommet hertil for at afslutte livet i Orkney-tempo.

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 17-04-2005

DEN HOVEDLØSE For enden af sidevejen til A961 hænger en kedeldragt på en tørresnor. Den ligner en astronaut - måske en Michelin-mand - uden hoved.


Når man lever på en ø ... (2)

På højre side af brystet er firmanavnet Elf syet på. På venstre side - over hjertet - står der Andy Whyte med svungne bogstaver.

I haven har påskeliljerne alle vendt hovedet i samme retning som den blå heldragt, de peger ned mod vandet få meter derfra. Det er den vej, vinden blæser.

De brunbrogede køer i stalden har næsten lige fået friskt hø, en sort kat går omkring i gruset, Mazdaen med lad er hjemme, og døren til redskabsskuret står på vid gab.

Men ingen reagerer på dørklokken. Andy Whyte er ikke hjemme.

SJAKBAJSEN 30. maj 2000 kom Della May til verden. Midt på et fortov foran et hospital på Orkney Øerne.


Når man lever på en ø ... (5)

Udtrykket i Jock Bodmans øjne, da han fortæller om begivenheden, afslører, at han stadig kan se det for sig. Han træder et skridt tilbage og viser med sine hænder, hvordan man på bukserne af den fødende kvinde kunne se, at der var et lille nyt menneske på vej til verden.

Kvinden var hans kone. Og barnet var hans datter. Næste dag var historien om fortovs-fødslen på forsiden af den lokale avis.

»Så sparede vi de 15 pence for at indrykke en annonce om, at vi havde fået en datter,« siger Jock Bodman.

I dag er det lidt blandet, hvor meget han ser til datteren, for han er blevet smidt ud af konen for at spille om penge. De ses dog stadig, men forholdet er lidt anstrengt, for konen er vældig dominerende, mener han.

Jock Bodman er chef - en hård men kærlig en af slagsen, forklarer hans ansatte - for en gruppe håndværkere, som bag ham er i gang med at bygge et stengærde, der skal forskønne færgeindsejlingen til Burwick på Orkney Øernes sydspids.

Han har et ansigt af den slags, man ikke kan lade være at kigge på. Et af den slags, man husker. Han går med gebis - sådan går det, når man slås for meget, siger han. Og hans næse har fået et ordentligt tryk mod højre.

»I kan ringe til George Bush og sige, at I har fundet Bin Laden. Vi deler dusøren,« griner han.

Han har boet på øerne i seks år og forklarer det særlige ved Orkney med, at han kan stille sin madpakke på en sten og finde den det samme sted næste dag, hvis det var det, han havde lyst til.

»I London ville den være væk, bare du kom til at vende dig rundt.«

Selv om han lever et temmelig afsides liv på de nordlige øer, ved han udmærket, hvad der foregår i verden omkring ham, og han skal naturligvis stemme - socialistisk - til det britiske parlamentsvalg den 5. maj.

Men hans tillid til politikere ligger dog på et lille sted. Det er marionetter og kapitalister stort set alle sammen. Særlig stor er hans lede over for Europaparlamentarikere.

»Jeg kender dem ikke, og de kender ikke mig. De bruger deres tid på at lave regler mod indavl af boxerhunde, så de ikke får for flade næser. Undskyld mig, men jeg mener, at den slags er en sag for kennelfolk og ikke for politikere. De skulle hellere gøre lidt ved narkotikaproblemerne.«

MUSLINGESAMLEREN Der hænger en klar dråbe under næsen på Alan Dunnet. Den truer med at dryppe af, da han læner overkroppen hen over den gamle haverive, som han hugger ned i det våde sand.


Når man lever på en ø ... (1)

Med riven vender han den tunge, sammenpressede havbund, kigger og konstaterer, at der ikke var held i dette hug.

Der skulle have været muslinger med op. Klokken er 19.07, blæsten pisker mod hans orange regntøj. Men han fryser ikke, forsikrer han. Man vænner sig til den slags, når man har boet hele sit liv på Orkney Øerne.

Normalt arbejder han som fisker, alligevel vælger han at stå og rive efter muslinger i havbunden som en sidebeskæftigelse, der kan indbringe lidt ekstra. Der er nemlig ikke meget andet at give sig til for en gut på 19 år.

»Livet herude er røvkedeligt. Der er intet at lave,« siger han.

Og dog. Han kan komme på en enkelt positiv ting.

»Natklubben Fusion inde i Kirkwall. Den er fed.«

DEN HJEMVENDTE Rohna MacInnes er kommet tilbage. Den lyshårede, 21-årige pige, der har taget en universitetsuddannelse i Edinburgh, er vendt hjem til Orkney Øerne for sammen med forældrene at åbne en café på Victoria Street i Stromness.


Når man lever på en ø ... (3)

Lokalerne har stået tomme i otte måneder, men nu giver familien det en chance. Det er planen, at hun skal drive stedet på et tidspunkt.

»Det er spændende at være med til, og jeg kan godt lide at være herude på øerne. Tingene er ikke så dyre her, og jeg kan være tæt på min familie, men måske kommer jeg til at savne, at man bare kan gøre alt i byen,« siger hun.

Men hun er ikke bange for, at hverdagen i Stromness bliver kedelig. På baren skråt overfor, the Flattie Bar, er der rigeligt med attraktive, unge fyre, så selv om hun siger, at hun også vil kigge efter job på "fastlandet", når hun frem til denne konklusion.

»Jeg kan egentlig godt forestille mig at bo her resten af mit liv.«

HEALEREN Tidligere på dagen har Hugh Baily været på besøg hos en veninde i Sandwick. Han har hypnotiseret hende, så de via underbevidstheden har hjulpet en fælles veninde, der er syg. Han har healet og hypnotiseret folk i 20 år, og det er flere gange lykkedes ham at hjælpe folk af med deres lidelser.


Når man lever på en ø ... (4)

»Jeg hypnotiserede en gang en mand, der ikke kunne dyrke sex med sin kone, og det er jo en alvorlig sag. Han havde både været til læge og psykolog, men efter at han havde været hypnotiseret en enkelt gang, gik det over. Vi fandt aldrig ud af, hvad der var galt,« siger 75-årige Hugh Baily, der flyttede til Orkney Øerne for to år siden.

Han har i sit nye hjem indrettet et meditationsrum, hvor han mødes med to kvinder fra øen, og hvor de med diamanter, fyrfadslys og stilhed forsøger at skabe bedre harmoni på Orkney Øerne ved at uddrive noget af øernes historiske gods fra voldelig krige.

»Det var meget tilfældigt, at jeg endte her på øerne. Men ved flere lejligheder mødte jeg folk, der kom herfra, og som var meget begejstrede. Så tog jeg herop i to uger, jeg tænkte: det er ikke så dårligt, så jeg solgte min lejlighed i London og flyttede herop.«

I London arbejdede Hugh Baily som urmager, men synet blev efterhånden så dårligt, at han blev nødt til at stoppe. Men han havde heller ikke lyst til at blive i London, han ville hellere bo et sted, hvor der var tid til at tænke. Det er der i Ferndale, huset han har købt for 47.000 pund.

»London er for meget, for hurtig, for dyr - for meget af det hele. Selvfølgelig kan jeg savne at gå på museet og se Van Gogh, men ham har jeg hængende på min egen væg,« fortæller han og peger på en plakat i en skifteramme.

På bordet ligger hans kat, som han har hentet på et kattehjem for to måneder siden. I begyndelsen hed den Napoleon, men da han fandt ud af, at det var en hunkat, blev den omdøbt til Josephine.

»Det bedste ved Orkney er freden. Her er så stille, at man bare kan sidde og tænke. Folk er også mere afslappede og mere venlige heroppe. De var nu lidt mistænksomme i begyndelsen, men så gik jeg ned på pubben hver lørdag, og langsomt accepterede de mig,« fortæller Hugh Baily.

Vinden ved Brough of Birsay er stærk, enkelte turister vandrer rundt ved det ubeboede fyrtårn. Hunden får medvind, da den løber hen over græsset. Landgang i Stromness

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten