Sitemap | Avanceret søgning |

Et dyk ned i historien

En times sejlads fra Stromness ligger resterne af den tyske flåde fra Første Verdenskrig på 47 meters dybde. Det er med til at gøre Orkney Øerne til et af verdens bedste steder for vragdykkeri.

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 15-04-2005

Orkney Øerne

Lørdag den 21. juni 1919 kl. 11 fik tyskerne det signal, de havde ventet på. Fra admiralens cruiser, "Emden", kunne de se et viftende flag. Det var signalet til, at de skulle åbne alle døre, luger og vinduer og lade vandet trænge ind i skibene.

Klokken 12.16 sank det første krigsskib, og i løbet af de næste fem timer sank alle 74 tyske krigsskibe, som i et år havde været interneret ved Orkney Øerne. Det var en del af den aftale, som tyskerne havde indgået med de allierede efter Første Verdenskrig.

De fleste vrag er hejst op igen, men der ligger i dag syv vrag tilbage på havbunden en times sejlads fra Stromness. De historiske vrag er med til at gøre Orkney Øerne til et af verdens bedste steder for vragdykkeri.

Yndlingsvraget

Tusindvis af gange har John Thornton trukket i sin dykkerdragt og ladet sig sænke ned på 47 meters dybde, hvor krigsskibet "Markgraff" ligger.

Et dyk ned i historien (1)


»Det er mit yndlingsvrag, og det er også det, som færrest mennesker kommer ned til. Det er et af de bedst bevarede, og det skyldes blandt andet, at det ligger dybest nede,« forklarer han.

Han har netop lagt sit skib "Karin" til ved havnen i Stromness, og 12 dykkere er færdige med dagens dykning i det seks grader kolde vand. De har været ude ved vragene.

»Alle kommer for at dykke ved vragene. Det er en enestående mulighed for at komme så tæt på historien. Det er også noget af det, der fascinerer mig ved vragdykkeri, og så er det noget særligt, at det er en oplevelse, som man skal dele med meget få folk. Hvis det var et bygningsværk kunne alle komme til det, vragene har man næsten for sig selv,« siger John Thornton.

Draget af vandet

Egentlig skulle han have brugt sin universitetsuddannelse til at blive matematiklærer, men efter at han havde dykket første gang i 1977, kunne han ikke komme væk fra vandet. Nu har han sin egen dykkerskole og sejler hver dag ud på havet - enten for selv at dykke eller for at befordre andre dykkere ud til vragene.

Lidt skræmmende

Han husker stadig sit første dyk ned til de tyske krigsskibe.

»Det var koldt, og det var faktisk lidt skræmmende. Jeg landede midt i et vrag og vidste ikke, hvor jeg var. I dag kender jeg vragene så godt, så det er nærmest umuligt at forestille sig,« siger John Thornton, der i dag har over 6.000 dyk i kroppen.

»Det spændende er, at man kan forestille sig, hvordan det har været at leve på de skibe. Pludselig ser man en støvle eller noget andet, der har tilhørt besætningsmedlemmerne. Dog ligger der ikke knogler eller lignende dernede, for alle nåede jo at komme væk fra skibene, inden de sank. Ingen druknede,« fortæller John Thornton, der påpeger, at man skal have mere end svømmehud mellem tæerne for at dykke ved Orkney Øerne.

Koldt og mørkt

»Her er ikke lige så varmt som i Det Røde Hav, her er koldt og ofte meget mørkt, hvilket nemt kan virke klaustrofobisk. Så selv om mange sportsdykkere kommer herop, skal man være mere seriøs end de fleste. Men så er der til gengæld også meget at se, for selv om den tyske flåde er den største, ligger der også mange andre vrag heroppe. Det hænger sammen med, at Storbritannien har været en nation med en stor flåde i mange år, så der har været mange kampe,« påpeger han.

Respekt for havet

Med tiden har John Thornton fået større respekt for havet. Han har ikke været i en livstruende situation, men det sker indimellem, at nogen kommer galt af sted. Sidste år var der således fire, der druknede ved vragene.

»Det handler selvfølgelig om at have det rigtige udstyr og om at være ordentligt forberedt. Selvfølgelig kan man være uheldig, men man skal tænke sig om - for havet har ikke respekt for noget som helst,« siger John Thornton.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere