Sitemap | Avanceret søgning |

Med næsen i sky

Siden 1886 har Glenfiddich produceret den verdenskendte whisky i Dufftown i det nordlige Skotland. Produktionen af en whisky kan tage op mod 64 år, og der er adskillige kontrolforløb undervejs. Miranda Gualtieriy er medlem af næsepanelet, der snuser sig frem til, om whiskyen har den rigtige duft.

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN, LARS KRABBE (foto)
Publiceret 13-04-2005

Dufftown

Lugten af våd hund er ikke det første, man forbinder med whisky, men for Miranda Gualtieriy er det ikke en ukendt kombination.

Hun er en af de 12 personer i næsepanelet hos whiskydestilleriet Glenfiddich i Dufftown i Skotland, og hver dag stikker hun næsen ned i seks glas whisky for at snuse sig frem til, om produktet lever op til de standarder, Glenfiddich har sat for sin whisky.


Med næsen i sky (1)
Glenfiddich lagressom anden whiskyi årevis på træfade, før den ender på flasker og kan serveres

Indimellem rammer lugten af våd hund hendes næsebor.

»Nogle gange kan det være svært at sætte ord på en duft, og "våd hund" er ikke en del af det officielle whisky-sprog. Lugtesansen er meget individuel, men man forsøger faktisk at skabe et sprog, så vi har en fælles definition for en duft,« siger Miranda Gualtieriy og henviser til, at de officielle beskrivelser af whisky-dufte spænder lige fra vanille og kaffe til rådne æg og kloak.

Næsen er afgørende

Det kan tage alt mellem 12 og 64 år at producere en Glenfiddich-whisky, og på destilleriet er næsepanelet den sidste kvalitetskontrol, inden whiskyen hældes på flasker.

Det sker sjældent, at en produktion holdes tilbage, men for to år siden satte Miranda Gualtieriy sammen med nogle andre fra panelet spørgsmålstegn ved, om en produktion levede op til standarderne.

»Vi syntes ikke, at den duftede, som den skulle. Den blev tjekket nogle ekstra gange, og det viste sig, at den var god nok,« fortæller hun, mens hun står med en Glenfiddich Solera, som skal testes.

Metoden er, at hun har et glas med en Glenfiddich Solera, som har den perfekte duft, og derefter dufter hun sig frem til, om den nye har en tilsvarende duft.

»Der er aldrig to ens, for kornet og træet, whiskyen er lagret på, er altid forskelligt, men det skal jo være meget tæt på. Hvis vi føler, at der er noget galt, eller hvis vi er i tvivl, så nøjes vi ikke med at dufte, så smager vi på det - og det synes vi gamle jo altid, man skal,« siger Miranda Gualtieriy, der er uddannet laborant og har arbejdet i whisky-industrien i 14 år.

Det er nok til, at hun ved at kigge på farven uden videre kan kende en 12-årig Glenfiddich fra en 18-årig Glenfiddich, og så har hun naturligvis en god lugtesans - et altafgørende krav til medlemmerne af næsepanelet.

Kvinder lugter bedst

Derudover kan det også være en fordel at være kvinde, da kvinder ofte har bedre lugtesans end mænd, påpeger hun. Stedet har et testsystem, der skal tjekke, at det kun er de allerfineste næser, som kommer ind.

Når man først er ansat, findes der et træningsprogram, hvor "snuserne" kan træne lugtesansen til at definere de forskellige dufte, der ligger gemt i en whisky.

»Lugtesansen er meget personlig. Mens nogle synes, at en bestemt duft minder om vanille, er det en anden duft for andre. Men lugtesansen er en stærk sans, og nogle mennesker har mange minder forbundet med en bestemt duft,« siger Miranda Gualtieriy, der foretrækker Glenfiddich Solera, mens hun absolut ikke fristes af en Laphroig.


Med næsen i sky (2)
Miranda Gualtieriy er et af de 12 mennesker, der har det som det daglige arbejde at kontrollere duften af Glenfiddich. Hun mener dog, at man også burde smage.

»Den dufter og smager nærmest som medicin og hospital. Faktisk er der en historie om en mand, der fik smuglet Laphroig ind i USA med en undskyldning om at det var medicin,« siger hun og anbefaler novicer udi whiskyens smag at begynde med en 12-årig Glenfiddich eller en Glenfiddich Liqueur.

»Men det er nærmest kriminelt at komme cola i,« understreger Miranda Gualtieriy.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Fakta om whisky
Navnet: Oprindeligt var det et gælisk navn: Usige beatha, som betyder livets vand - aqua vitae. I dag har mange skotske whisky-mærker et navn, der begynder med glendet betyder dal på skotsk og henviser til den dal, hvor destilleriet ligger.

Oprindelsen: De første skriftlige kilder, der beretter om whisky, er fra 1494. Her fortælles det, at munken John Cor bestilte malt til at producere aqua vitae. Han vidste tydeligvis,
hvad han ville, for han bestilte malt nok til at producere 1.500 flasker whisky.

Skotsk whisky: Der findes to slags skotsk whisky: Single malt, der er brygget på maltet byg og stammer fra det samme destilleri. Blended whisky er en blanding af whisky
produceret på maltet byg og whisky lavet på byg. Der kan være op til 50 forskellige whiskyer i en blended whisky - alderen angives altid for den yngste af whiskyerne.

Smagen: Whiskyen smag afhænger af, hvor i Skotland den er dyrket. I områderne tæt ved havet (Islay malts) er smagen meget røget, og duften særlig stærk. Nogle
beskriver det som smagen af nedbrændt lejrbål, men eksperter elsker ofte disse whiskyer. I højlandet (Highland) er whiskyen sødere og mere frugtagtig. I lavlandet (The
Lowland malts) produceres de letteste whiskyer. Endelig er der whiskyen fra de nordligste øer (The Island malts),der er en kombination af Islay- og Higland-whiskyerne.

Produktionen: For at lave whisky skal man bruge byg, gær og vand. Hertil kommer varme og tålmodighed. Ingredienserne blandes og destilleres, hvorefter væsken
hældes på egetræsfade til lagring. Lagringen skal vare imindst tre år, ellers kan drikken ikke kaldes for whisky.