Sitemap | Avanceret søgning |

På bunden af oliemarkedet

Olieskibene ligger på stribe i havnen i den skotske by Aberdeen, der er hjemhavn for et af de største olieområder i verden. Oliebranchen er præget af skifteholdsarbejde - en arbejdsform, som kan være en udfordring for privatlivet. Men man vænner sig til det, siger nogle af besætningsmedlemmerne på dykkerskibet "DSND Pelican".

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN og LARS KRABBE (foto)
Publiceret 12-04-2005

Aberdeen

I morges klokken 5.47 kom dykkeren Tony Corey ud af det trykkammer, hvor han i knap fem dage langsomt har fået udlignet trykket efter at have dykket i 170 meters dybde i Nordsøen.


På bunden af oliemarkedet (1)
Steve Overfield kigger ind til Mark Griffiths og Tom Ferguson i dekompressionstanken.
Foto: Lars Krabbe

Det er 27 dage siden, den 52-årige dykker steg ind i dykkerklokken på dykkerskibet "DSND Pelican", som på det tidspunkt lå ved en af Nordsøens boreplatforme. Den skulle have repareret en olieledning under vandet og havde derfor behov for dykkerassistance.

Indtil i morges har han sammen med to øvrige besætningsmedlemmer siddet tæt sammen i trykkammerets 20 kubikmeter, hvor der både er indrettet sovekammer, køkken og opholdsrum. De sidder der for ikke at få dykkersyge. Når de er på havet, svarer trykket til konstant at opholde sig på 100 meters dybt vand, og inde på land reduceres trykket langsomt, inden dykkerne igen kan slippes ud.

På den måde har Mark Griffiths fra Wales, Tom Ferguson fra Skotland og Tony Corey fra Isle of Man de seneste 27 dage tilbragt mere tid sammen end et almindeligt ægtepar. Nu ligger skibet i havnen i Aberdeen - gaten til et af de største olieområder i verden - og Tom Corey glæder sig til at komme hjem til familien.

»Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor man kan blive træt af det hele og synes, at man er for tæt sammen - men for det meste er det fint nok,« fortæller Tony Corey over den telefon, der forbinder dykkerne med kontrolrummet på "DSND Pelican".

Anders And-snak

Egentlig skulle man ikke tro, at Tony Corey er en voksen mand, for på grund af trykket i kabinen og helium i luftvejssystemet minder samtalen mere om en snak med Anders And.


På bunden af oliemarkedet (2)
Mark Griffiths, Tom Ferguson og Tony Corey venter på, at de igen kan tåle at opholde sig i atmosfærisk tryk.
Foto: Lars Krabbe

Tony Corey griner af sammenligningen, han kender den, for han har arbejdet i branchen i 20 år og ved godt, hvordan hans stemme lyder under trykudligningen.

Det ved hans familie også, for han ringer jævnligt hjem for at få tiden i kabinen til at virke kortere. Hjemme har han en hustru og to voksne børn. Noget, som en del oliearbejdere må opgive på grund af branchens hårde arbejdsvilkår. Skilsmisse er heller ikke et ukendt onde blandt folk i denne branche.

Flere selskaber har forsøgt at forbedre arbejdstiderne for medarbejderne ved at ændre arbejdstiderne sådan, at man typisk arbejder to uger på havet og har to uger fri. Det er også billigere, end hvis man skal transportere folk frem og tilbage med en uges mellemrum, men på "DSND Pelican" har man valgt en ordning, hvor medarbejderne arbejder en måned og har en måned fri.

»Det var svært, da børnene var små, men omvendt har man også en masse tid sammen med dem, når man endelig er hjemme. Det bedste er, at det ikke er et ni til fire-job - der er ingen rutine,« siger Tony Corey.

Film, musik og spanskkursus

Måske ligger rutinen mere i, at Tony Coreys seneste fem dage har mindet meget om hinanden. Mens "DSND Pelican" ligger i havnen i Aberdeen, og han og kollegerne i dykkerklokken "LC3" får udlignet trykket, har han fået øvet sig lidt på det spanske sprog, som han studerer ved siden af sit dykkerjob. Derudover har de set film, og hvis han ikke orker noget af det, tager Tony Corey sin discman på og lyttet til 70'er og 80'er musik.

Dykkernes tilstand bliver fulgt tæt - 24 timer i døgnet - af kontrolrummet, som gennem kameraer kan følge med i alt, hvad dykkerne foretager sig i kabinerne. Dog er der et forhæng for kameraet på toilettet, så man kan få lov at besørge i fred.

Man har gjort sit bedste for, at dykkerne skal føle sig hjemme i trykkammeret, og det er der også gjort en indsats for på resten af skibet, som blandt andet har tre opholdsstuer, en spisestue og et lille bibliotek.

En livsstil

Offshore Manager Sean Pople, der har arbejdet i branchen i 27 år, viser rundt på "DSND Pelican", som er hans hjem seks måneder om året.

Sean Pople har ansvaret for det arbejde, skibets besætningsmedlemmer udfører, når de er på havet, og det er hans job at holde kontakt til boreplatformen og kunden. Men han har også ansvaret for at briefe dykkerne og ingeniørerne om det arbejde, der skal udføres, når de lægger til ved boreplatformene. Ifølge Sean Pople er arbejdet i olieindustrien en livsstil, som udstikker retningslinjerne for resten af ens dagligdag.


På bunden af oliemarkedet (3)
"Det er aldrig sjovt, nårt man skal afsted."
Foto: Lars Krabbe

»Min kone har accepteret det, men det er aldrig sjovt, når man skal af sted. Det siger de fleste, der arbejder i olie- og dykkerindustrien, men med tiden accepterer man det. Men min mor havde meget svært ved at acceptere det, da jeg selv var en af dykkerne - dengang var det også farligere, end det er i dag,« siger han.

Sikkerhedsreglerne bliver løbende skærpet, og Sean Pople har aldrig haft en ubehagelig oplevelse i sin dykkerdragt.

»I Storbritannien har man sjældent uheld eller dårlige oplevelser, fordi sikkerhedsreglerne er så skrappe. I Nordsøen er der meget høje krav til udstyret, og der er også meget skrappe regler, når vi arbejder i eksempelvis norsk farvand. Der er de meget strikse,« siger han.

Mange af dykkerne har arbejdet i flere af verdens oliefelter, men dykkerne bliver også brugt til andre opgaver. Eksempelvis arbejdede en del af dykkerne omkring vraget af den russiske ubåd "Kursk", der sank i 2000.

En del har ændret sig, siden Sean Pople begyndte at arbejde i olieindustrien. I 1980'erne var der ca. 4.000 dykkere, der sejlede ud fra Aberdeen, i dag er der ca. 1.000 tilbage.

»Selv om der er det samme antal boreplatforme, har maskinerne overtaget en stor del af arbejdet. Vi har selv det bedste tekniske udstyr, og der er ingen tvivl om, at vi har måttet ofre nogle dykkere på det. Men arbejdsvilkårene er gode, og vi tjener stadig godt,« siger han og henviser til, at dykkernes løn veksler mellem 300 og 700 engelske pund (1 pund = 10,9 danske kroner) om dagen.

Produktionen falder

Det er ca. 30 år siden, at Storbritannien for første gang hev olie op af det lille oliefelt Argyll, og i 2002 havde Storbritannien det største oliefund i 10 år i Buzzard-feltet - 100 km nordøst for Aberdeen. Men produktionen er faldet de senere år, og denne tendens ventes at fortsætte. Sammen med oliepriserne har det indflydelse på arbejdsløsheden i Aberdeen, men eftersom Sean Pople og hans medarbejdere ikke direkte arbejder med at pumpe olie op af undergrunden, er påvirkningen ikke så mærkbar for dem.

»Vi kan ikke mærke markedskræfterne på samme måde som dem, der arbejder direkte med olien, og derfor bliver vores arbejdsforhold ikke direkte påvirket, hvis oliepriserne falder. Vi har egentlig haft en god kontinuitet i vores opgaver, og indtil videre ser det ud til at fortsætte,« siger han.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten