Sitemap | Avanceret søgning |

How do you do?

Til maj skal flere end 60 millioner briter til parlamentsvalg. Som optakt til valget ruller JP Explorer nu på Bed & Breakfast-rejse for at møde briterne i deres private stuer - upstairs og downstairs.

Af SANNE GRAM og BENJAMIN MUNK POVLSEN
Publiceret 10-04-2005

Nogle drikker whisky, andre drikker te.

Nogle er stolte af Loch Ness-uhyret, andre praler med Manchester United.

Nogle har automatisk en plads i Overhuset, andre skal kæmpe sig til en plads i Underhuset.

De 60 millioner briter er forskellige, men de har alligevel meget til fælles.

De har eksempelvis dronning Elizabeth som statsoverhoved, en nygift kronprins (igen), Tony Blair som regeringsleder, og så bor de på de øer, som tilbage i imperietiden herskede over halvdelen af verdens befolkning.

Men hvordan ser de sig selv i dag? Hvad vil det sige at være brite?

Faktisk hænger mange briter stadig fast i imperietankegangen og ser Storbritannien som noget unikt, mener Michael Böss, lektor ved Afdeling for Engelsk ved Aarhus Universitet.

Noget, der er så særligt, at det ikke skal blande sig for meget med de øvrige EU-lande - netop fordi Storbritannien er opbygget af sin historie og sine traditioner.

Men Storbritannien søger stadig indflydelse - og går gerne sin egen vej.

»Selv om man har afviklet imperiet, vil man gerne være med til at spille en rolle i verdenssamfundet. Man søger indflydelse, men Storbritannien er måske på vej væk fra Europa og i en mere amerikansk retning. Tendensen går altså i modsat retning af Danmark, og man kan ikke se bort fra muligheden af, at Storbritannien en dag forlader EU,« siger han og henviser til den nuværende krise i EU om traktatspørgsmålet samt Storbritanniens tætte alliance med USA.

Påvirket af indvandrere

Men det er ikke, fordi Storbritannien har nok i sig selv. Det britiske samfund er gennem tiderne blev stærkt påvirket af de indvandrere, der begyndte at komme til landet i 1950'erne, da man manglede arbejdskraft. Indvandrerne kom blandt andet fra tidligere kolonier, men landet har - ligesom Danmark - også modtaget asylansøgere og familiesammenførte.

Blandt andet derfor har man løbende forsøgt at omdefinere det at være brite. For en brite er ikke nødvendigvis en person, der bor i England, Skotland, Wales eller Nordirland. En brite kunne også før i tiden bo på St. Helena eller Sandwichøerne - eller en anden af Storbritanniens kolonier.

»Man har hele tiden haft den opfattelse, at uanset hvor man boede i det britiske imperium, var man brite. Det var en politisk identitet og ikke en national identitet. Samtidig var der en almindelig opfattelse blandt imperiets administratorer af, at man havde et ansvar og nogle forpligtelser over for de mennesker, der blev gjort til monarkens undersåtter rundt om i verden, og derfor var det at være brite ikke forbeholdt de mennesker, der levede i Storbritannien,« siger Michael Böss, som mener, at denne opfattelse i dag gør det lettere for indvandrere at blive integreret i Storbritannien end i Danmark.

»Storbritannien er - især i de store byer - decideret multietnisk, samtidig med at der er en klar tendens til, at folk med en anden etnisk baggrund identificerer sig som briter,« siger han.

Middelklassen

Selv om en del indvandrere stadig lever på samfundets skyggeside, er Storbritannien ikke i samme grad et klassesamfund som tidligere, da der var en tydelig opdeling i over-, middel- og arbejderklasse. Det skyldes blandt andet, at den britiske økonomi ikke længere er baseret på de "gamle" industrier, og at servicesektoren udgør en langt større andel af økonomien end tidligere. Grundlaget for den gamle arbejderklasse er simpelthen forsvundet, og mange medlemmer er rykket op i middelklassen - også på grund af bedre uddannelser.

»Men dem, der ikke kan klare omstillingen, er ilde stedt. Så den nye økonomi og den økonomiske liberalisering siden Thatcher i 1980'erne betyder både større materiel velfærd og større ulighed,« siger Michael Böss.

Derfor er britisk politik ikke i samme grad som tidligere baseret på klassesamfundets ideologier, påpeger han:

»Blair trak Labour ind på midten og gjorde partiet attraktivt for middelklassen. Heller ikke de konservative fører gammeldags klassepolitik, og politik er i højere grad blevet værdipolitik.«

Dog hænger nogle traditioner stadig ved. Da Tony Blair kom til magten, var en af visionerne at reformere Overhuset, så adelige og gejstlige ikke kan arve pladser i Overhuset, House of Lords, og på den måde få direkte adgang til magt og politisk indflydelse. Han fik gennemført nogle af sine planer, men det udemokratiske system fungerer stadig.

Der er stadig forskel på folk, og ulighederne i det britiske samfund har stadig den konsekvens, at man kan finde hjemløse, der lever i slum og fattigdom - på trods af at den britiske økonomi i øjeblikket er en af de bedste i Europa.

Selv om Storbritannien var et af de lande, der efter Anden Verdenskrig udviklede sig til et decideret velfærdssamfund, er det ikke et velfærdssamfund, som vi kender det i Danmark.

Geografiske forskelle

Mens Danmark ligger i top med støtteordninger såsom bistandshjælp, ligger Storbritannien i den såkaldte mellemgruppe.

»Fattigdommen er relativ, og der er stadig nogle, der har meget lidt. Der er også geografiske forskelle på eksempelvis det sydlige og det nordlige England. Men hvis man har en liberal økonomi, vil der være nogle, der bliver meget, meget rige - og dermed bliver forskellen større,« siger Michael Böss.

Snart skal de rige, de fattige, tedrikkerne, whiskydrikkerne, skotterne, nordirerne, waliserne og englændere til parlamentsvalg.

Men inden da skal vi lære dem alle bedre at kende.

Hvor stor er forskellen på folk?

Hvad har inderen i Bradford stående på reolen?

Hvordan driver adelen et moderne gods i nutidens England?

- Og hvad er der under den der kilt?

Nysgerrige - men venlige - trænger JP Explorer sig på, når vi ringer på hos fru Hyacinth og spørger, om hun giver en kop English Breakfast Tea.

Vi lover, at vi ikke smadrer porcelænet.

sanne.gram@jp.dk

benjamin.munk@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten