Sitemap | Avanceret søgning |

Om Storbritanniens venligste pub og fodbold

Vi kunne ikke helt forstå det, da vi for anden aften i træk sad på Tafarn Ty Gwyn efter vores aftensmåltid.

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN og LARS KRABBE (foto)

Publiceret 29-04-2005

LLanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch

Jovist, maden havde været god, og vi var alle mætte. Denne aften slap vi oven i købet for at vente på vores mad i det meste af en time, men vi havde alligevel svært ved at forstå, hvorfor netop denne af alle pubber i Storbritannien, er kåret til at være den venligste pub i Storbritannien. Landet med den stolte pubkultur.

Serveringen var da god - ingen tvivl om det - servitricen havde sagt "vær så god" i bedste Kelly-Taylor-fra-Beverly-Hills-fistelstemme-stil, men den var ikke venligere, end hvad vi ellers har oplevet. Folk smilede, da man kom ind - dog måske med en enkelt undtagelse: Manden bag baren.


Om Storbritanniens venligste pub og fodbold (1)


Ikke et smil ramte hans ansigt. Ikke én eneste gang så han ud til at være den retmæssige indehaver af Storbritanniens venligste bar. Heller ikke da han viste den skifteramme, han havde sat sammen med sit yndlings rugbybold - smilet kom aldrig frem. Måske kunne forklaringen være, at det netop denne aften var yderst upassende at tale om rugby, da der blev vist Champions League i det lille fjernsyn, der hang på væggen. Men der var ingen lyd på fjernsynet.

Det var ikke sådan, Sanne havde forestillet sig en fodboldkamp på en britisk pub. Nu ved hun heller ikke synderligt meget om fodbold, selv om hun har lært meget på de efterhånden mange timer, hun har siddet i explorer-bilen sammen med Krabbe og Benjamin.

»Hvad har din yndlingskamp været?« spurgte Benjamin på et tidspunkt - spørgsmålet var tydeligvis rettet til Krabbe.

Han tænkte sig om et stykke tid - et yderst kontroversielt spørgsmål.

»Det er svært, det er svært. Men det må næsten være, da OB slog Real Madrid på udebane i UEFA Cup'en,« sagde Krabbe fra Fyn.

Så var der Benjamin, og der er noget, man bliver nødt til at sige om Benjamin.

Drama gjorde indtryk

Selv om han er turens yngste deltager, kan han tale om fodbold som en voksen mand. Derfor undrede det også Sanne noget, at han valgte VM-kvartfinalen mellem Frankrig og Brasilien i 1986 som sin favoritkamp. Da har Benjamin nemlig ikke været mere end fem år gammel, men som Benjamin sagde:

»Den gik i straffesparkskonkurrence. Da forstod jeg for første gang det store drama en fodboldkamp er, det gjorde et stort indtryk på mig.«

Men Krabbe var ikke tilfreds med diskussionen, han ville ikke kun nøjes med at vælge én kamp, han ville vælge fem - for der var jo også EM i 1992, og...

Det kunne Benjamin, der i øvrigt er journalist på avisens sportsredaktion, jo kun være enig i.

Sanne blev aldrig inddraget i diskussionen - det eneste fodboldagtige, hun kunne finde på var (efter i det skjulte at have fået assistance fra sin kæreste over en sms):

»Bolden er rund, alt kan ske.«

explorer@jp.dk

Hvis du vil vide mere