Sitemap | Avanceret søgning |

Om et sted med charme

Der manglede vel egentlig kun, at vejen havde slået en bugt, for huset var så smukt. Men vejen - med det i disse pavetider passende navn Holyhead Road - gik fuldstændig ligeud.

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN og LARS KRABBE (foto)

Publiceret 28-04-2005

Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch

Det fik dog ikke explorer-gruppen til at tøve. Der lød nærmest et kollektivt stop i bilen, da vi så det lille, håndskrevne B&B skilt dingle over den grønne hæk. Her ville vi bo. Derfor var spændingen stor, da Sanne blev sendt ind for at høre, om her mon var tre ledige værelser.

Vores venlige værtinde Elizabeth Cordrey kunne først ikke forstå, hvad vi skulle med tre værelser, når hun nu faktisk kunne tilbyde et tripleværelse. Men hun havde tre værelser, og vi valgte at nappe et hver. (Sanne fik - hvilket ikke vil undre faste logboglæsere - naturligvis tripleværelset, der blandt andet rummede en spejlvæg med et overfladeareal, der var større en Krabbes gulvplads på værelset i Aberdeen).

Og vi var heldige, at vi fik de tre værelser. For et kvarter senere ringede det på døren med andre gæster, der også havde udset sig det lille hvide hus. Men her bor vi nu, og vi kan lide det, for det er et sted med charme.

Her er badeværelser med så tykke gulvtæpper, at man skal skubbe døren i efter sig. I vinduerne hænger blonde røvballegardiner. I vasen ved siden af computeren, hvor denne logbog bliver skrevet, står en hel kost af garanteret langtidsholdbare plasticblomster. Og her er en opholdsstue med et bugnende kaminarrangement omkranset af diverse blå-hvide porcelænsplatter.

Phil og Elizabeth har haft Trefair Bed & Breakfast i tre år, og selv om Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrob-
wllllantysiliogogogoch i det nordlige Wales kun er en lille flække - Benjamin kaldte det »city«, men blev venligt rettet til »village« af værterne - så er der faktisk altid fuldt optaget i de tre værelser.


Om et sted med charme (1)
Vores værtspar i Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrob-
wllllantysiliogogogoch.
Foto: Lars Krabbe

Gæsterne kommer enten til byen for at kigge på de mange vejskilte med det besynderlige, lange navn. Eller også er det folk, der lige er kommet over med færgen fra Irland. For dem er dette den første overnatningsmulighed, der byder sig, forklarede Phil.

Han og Elizabeth havde god tid til at snakke med de danske gæster. Vi skulle hilse på hundene, en ni måneder gammel skødesag og den 15 år gamle dobermann Peppi, der stadig kan give pote og gø, når der kommer gæster.

Phils store passion

Efter få minutter blev vi inviteret en tur ud i garagerne bag det lille hus. Bag de blå låger gemte sig Phils store passion i form af seks veteranbiler - en smuk samling, som han i øjeblikket havde mere tid en normalt til at holde ved lige.

»Jeg er arbejdsløs, så ud over at ordne haven får jeg også indhentet noget arbejde med bilerne. Jeg er også gået i gang med at bygge en ny garage, for jeg kan faktisk ikke være her længere,« forklarede han.

Det sidste kunne vi ved selvsyn konstatere. Vi måtte smyge sig omkring for at beundre de smukke kurver og den skinnede motor i den store Rolls Royce - en bil, som Phil en gang om året tager med til et grand prix i den irske hovedstad Dublin.

Bilen tog sig så indbydende ud, at Sanne måtte bede om lov til at prøve pladsen bag rattet. Det fik hun selvfølgelig lov til.

Den slags får man lov til her, for sådan er stemningen - på alle måder uhysterisk og uhøjtidelig. Det er sådan noget, der får Krabbe til at udbryde:

»Det er verdensklasse.«

explorer@jp.dk

Hvis du vil vide mere