Sitemap | Avanceret søgning |

Om fidusbamsen og skader

Det hele begyndte i et handskerum for et par dage siden. Det var et af den slags handskerum, som der ikke er nogen, der har lyst til at ligge i en lang, mørk nat.

Af SANNE GRAM og BENJAMIN MUNK POVLSEN, LARS KRABBE (foto)

Publiceret 27-04-2005

Birmingham

Og derfor var chokket også stort, da explorer-gruppen kom ned til vores bil og fandt vores grønne teddybamse (det var den, Krabbe vandt, da han spillede dart i en bod i Blackpool) i handskerummet ved passagerpladsen.

Teddybamsen har, siden den blev vundet, fungeret som en fidusbamse, der ved aftensmaden uddeles til den i gruppen, der har udmærket sig med en særlig indsats den pågældende dag.


Om fidusbamsen og skader (1)
Fidusbamse i klemmeJP Explorerholdets fidusbamse i chok efter at have været spærret inde i handskerummet hele natten.

Den grønne bamse var tydeligvis i en tilstand af chok, da der blev åbnet ind til det mørke handskerum. Krabbe mente bestemt, at han hørte den gispe noget om, at den havde været bange for at blive deporteret til de fjerntliggende Orkney Øer.

Og snart opstod spørgsmålet: Hvem bar ansvaret for denne forbrydelse?

Næsten lige så snart blev svaret fundet: Det var Benjamin, der ikke havde taget sit ansvar som fidusbamseindehaver alvorligt nok. Han blev naturligvis udsat for al den spot og spe, som sådan dårlig opførsel bør udløse, mens Krabbe på bagsædet gik i gang med at hele både de ydre og indre sår på fidusbamsen.

»Tænk, hvordan det må være som blød bamse at ligge og banke hjælpeløst mod klappen til et handskerum. Den har været uendelig tæt på at banke sine små poter til kapoks (gammeldags bamsefyld),« sagde Krabbe.

Flere skader

Teddybamsen bærer nu forbinding på sin ene pote. Og ikke nok med det. I dag fik den sit øre i klemme i bildøren, da en kådt pludrende Krabbe sad og pjattede med den bag i bilen.

Men fidusbamsen er ikke alene om at være ramt af skader. Benjamin mødte således op til morgenmaden i dag med en aflang flænge ned gennem hovedbunden. Han mente selv, at den målte omkring fem centimeter.

»Tro du bare det, men det bliver svært at måle den til over tre,« lød det fra Sanne i et tonefald, der ikke kunne skjule hendes ignorance over for skadens omfang.

Benjamin havde reddet sig sit blodrøde sår i en konfrontation med døren til sit værelse. Det var sandsynligvis efter inspiration af sine oplevelser på rugbybanen i Hull, at hans - i stil med spillerne - havde fået lyst til at angribe verden med hovedet først. Han havde braget hovedet ind i den skarpe kant på dørhåndtaget, da han dukkede sig ned for at samle sin tabte værelsesnøgle op.

Og så tilbage til Sanne. Tydeligt ramt af jalousi over rejsemakkerens drabelige sår, simulerede hun senere på dagen et styrt på et fortov, da vi bevægede os rundt i Birmingham. Og det lykkedes hende da også at få sig en meget overfladisk hudafskrabning omkring venstre håndled ved denne aktion.

Men, men. Selv om hun argumenterede ihærdigt for sin sag, så var det - naturligvis - ikke nok til, at hun over aftensmaden kunne løbe af med dagens fidusbamse.

Dertil havde Benjamins fight med rift i hovedbunden og medfølgende hovedpine været for bemærkelsesværdig.

»Og så var der redningen, da han fik bilen hevet på tværs af tre motorbanespor, så vi kom af den rette afkørsel på motorbanen,« lød en del af Krabbes argumentation for, hvorfor fidusbamsen med de dårlige poter og His Hole in Head, Benjamin den 16. af Doorhandle, fik lov at dele værelse denne aften.

explorer@jp.dk

Hvis du vil vide mere