Sitemap | Avanceret søgning |

Om passende påklædning

Vi havde vel siddet på Café Hog's Head (ornehoved) i en times tid, da Krabbe køligt konstaterede: »Der var ikke så mange mennesker, før vi kom.«

Af SANNE GRAM og BENJAMIN MUNK POULSEN, LARS KRABBE (foto)

Publiceret 25-04-2005

Hull

Som altid havde Krabbe ret. Der var virkelig kommet mange mennesker ind på ornehovedet, siden vi kom. Rigtig mange endda.

Sanne undlod i tavshed at bekræfte de to mænds usagte tese om, at det igen var de snorlige midterskilninger, de barske solbriller og den solbrune hud, der havde virket som en magnet.

Sikkert var det, at baren på det nærmeste var blevet invaderet af et harem af unge piger. Og et stirrende, fotograferende rugbyhold - virile unge mænd - iført elegante blå klubskjorter og slips.

Men nok om fyrene. Tilbage til pigerne.

De havde faktisk havde været et studium hele dagen. Ved ankomsten til Hull viste temperaturmåleren i vores bil dejlige 12 grader, og udenfor skinnede solen. Begge dele var ekstraordinære oplevelser for explorerholdet, der - og det er uden at pive, at vi siger det - har stridt sig gennem regn, blæst og temperaturer langt, langt under 10 grader.

Ekstraordinært

For de lokale var disse 12 grader tilsyneladende også en ekstraordinær begivenhed. Nu skal man være varsom med at generalisere, men efter en hel dag i byen, tør vi alligevel godt slå fast, at der i Storbritannien ikke er langt fra vinterjakke til bikinisæson.


Om passende påklædning (1)
Letpåklædte pigerFyrene fra et gæstende rugbyhold foreviger de nærmest sommerligt klædte piger på Café Hog's Head i Hull. Udenfor er temperaturen blot 12 grader.

Vi så piger i klip-klapper, soltoppe, korte nederdele og bare ben.

»Det er blodet i briternes årer, der er noget viking over os,« forklarede en lokal.

Ja, og så skyldes det måske, at briterne fra de er helt små lærer ikke at fryse. I hvert fald så vi hen under aften, da temperaturen var røget et pænt stykke under 10 grader, en lille pige, der gik rundt med kort nederdel og bare ben.

Så kan hun lære det, for sådan gør man her, viste det sig. Derfor var Sanne også noget tavs denne aften. Hun vidste tydeligvis, at hun på ingen måde var i nærheden af at leve op til den lokale dresscode. Vinterstøvler, strømpebukser, uldnederdel, halstørklæder, to trøjer og en jakke. Glem det.

Fra vores vinduesplads i restauranten sad vi og kiggede ud på gadens liv, og forundringen voksede. Hull havde taget hul på sommersæsonen.

»Jeg tror aldrig, at jeg er gået i byen i København uden at have jakke med. Det skulle være en sommerdag, hvor det havde været 30 grader, før jeg ville overveje det,« lød en af de få kommentarer fra Sanne.

Lide for skønheden

Den slags forsigtigpeter-attitude kender de ikke til i Hull. Der var dømt sommerkjoler, bart maveskind, blottede kavalergange, undertrøjer med tynde stropper og bare tæer i stiletterne.

Visse steder sendte en let lyserød farve da også et signal om, at pigernes hud hvinede af kulde.

Et par klicheer trængte sig på. Dels den om at man må lide for skønheden, dels den om at der ikke er tale om dårligt vejr, men dårlige klæ'r.

Nu kan det slås fast, at begge dele passer. Vejret var fint, men der var altså upassende klæ'r rundt omkring. Og derfor var der nogle, som kom til at lide for skønheden.

I Hull syntes de derimod at tænke: Hvis bare man er skøn, så kan påklædningen godt være passende, selv om den er kold.

explorer@jp.dk

Hvis du vil vide mere