Sitemap | Avanceret søgning |

Om sprogperler og -barrierer

Da Krabbe og Benjamin i morges stod og var ved at pakke vores bil, (kaptajn Sanne var desværre igen forsinket til dette slidsomme arbejde) kom en venlig ældre herre hen til os. Han ville såmænd blot høre, hvor vi skulle hen.

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN og LARS KRABBE (foto)

Publiceret 23-04-2005

Bradford

Stoke-on-Trent og derefter til Bradford, forklarede vi. Og mere behøvede han ikke at vide for at begynde en beskrivelse af den hurtigste rute - strømmen af ord virkede uendelig.

»Hmm. Oh well. Yes, Yes,« var blot nogle af de indlevende svar, som Krabbe med deltagende mine sendte af sted.

Da manden var væk, kom Krabbe med en indrømmelse:

»Jeg forstod intet af, hvad han sagde.«

Og det var ikke første gang, at vi stod i den situation. Nu skulle man mene, at de sproglige problemer på en gang explorer i Storbritannien burde være begrænsede, og den ældre herre i morges var da også den første englænder, der gav problemer. Men skotterne og ikke mindst nordirerne har voldt visse problemer - ligesom vi også selv af og til har brilleret. Her følger nogle af perlerne.


Om sprogperler og -barrierer (1)

Fresh towel

Det var formiddag i Aberdeen. Krabbe sad på sit værelse og var ved at sende billeder hjem, da rengøringsdamen bankede på døren til hans fire kvadratmeter store værelse;

»Do you want a fresh towel? (Vil du have et nyt håndklæde?),« spurgte hun.

Krabbe: »No thank you. I have just had breakfast« (Nej tak. Jeg har lige spist morgenmad).«

Forklaring på dette sorte svar skal dels findes i den skotske accent. Og så er der dels det element, at et værelse på bed & breakfast så godt som altid inkluderer et lille arrangement med elkedel samt te- og kaffebreve.

Rengøringsdamen havde kort forinden spurgt Krabbe, om han ville have mere kaffe, og i forlængelse heraf opstod forvirringen med håndklædet.

»Jeg troede, at hun spurgte, om jeg ville have en »french toast,« forklarede Krabbe.

Vand fra badekaret

I Belfast nåede Benjamin at ringe til ejeren af et taxaselskab fire gange, og kommunikationen mellem de to blev ringere og ringere for hver gang.

»Han smider bare på og er rigtig sur. Jeg vil ikke håbe, at det er ham, der kommer og henter os,« sagde Benjamin.

Sådan noget skal man aldrig sige. Selvfølgelig var det ham, der kom og hentede os, og Norman Reilly, som han hed, forklarede hurtigt sin lidt studse kommunikation.

»Jeg fattede overhovedet ikke, hvad du sagde,« grinede han.

Det blev naturligvis opfattet som en fornærmelse. Men Benjamin kan ikke tillade sig at blive alt for fornærmet, når han på en restaurant har bedt om at få vand fra »the tub (badekaret)« og ikke fra the tap (vandhanen).

Værsgo at skylle munden, så ordene kan komme ordentlig ud af dem. For som Sanne siger: Everything - også sproget - has to clap.

explorer@jp.dk

Hvis du vil vide mere