Sitemap | Avanceret søgning |

Om panik og kvindelig charme

Tavsheden kom snigende ind i Explorer-gruppen, da vi havde trisset omkring på havnen i Aberdeen i en halv times tid.

Af SANNE GRAM, BENJAMIN MUNK POVLSEN og LARS KRABBE (foto)

Publiceret 12-04-2005

Aberdeen

Det var en tavshed, som passende kan oversættes med »lurende journalistisk panik«. Årsag: Der var nogle, som havde sat et hegn op mellem os og de folk, som skulle fortælle os om, hvordan det er at leve af og med olieproduktionen i Aberdeen.


Om panik og kvindelig charme (1)
JP's fotograf Lars Krabbe fik et mindre klaustrofobi-anfald under afprøvning af en dykkerhjelm.

Efter 11. september er verden også blevet en anden her i Aberdeen, forklarede den lokale havnevagt os gennem lugen fra sit kontor. Sikkerhedsreglerne er blevet skærpet.

Vi vender tilbage til havnevagten om lidt, men først bliver vi nødt til at forklare, at denne ekspedition som alle tidligere Explorer-ture naturligvis har en kaptajn.

Selv om ekspeditionens to mænd udstråler masser af halvskaldet Gravesen-autoritet og dermed naturlig kaptajn-ånd, så er valget faldet på Sanne.

Ingen trussel fra os

I sekunderne efter havnevagtens 11. september-forklaring leverede hun en indsats, der længe vil frede hendes greb om magten for mandlige konspirationstanker. Med stilsikker kvindelig charme holdt hun samtalen kørende med havnevagten.

Der gik ikke lang tid, før han virkede overbevist om, at den danske gruppe var lettere presset, og at der ikke var meget terrortrussel over os.

»I behøver jo ikke at sige, hvorfra I ved det,« sagde han og begyndte med et joystick at få sine overvågningskameraer til at panorere ud over hele havneområdet.

»Her og der er der ikke vagter ind til havnen,« sagde han undervejs og udpegede smutveje for os.

Hans hjælpsomhed gjorde, at panikken foreløbig blev holdt fra livet. Det skulle vise sig, at der var mere hjælpsomhed på vej - og igen skulle Sanne vise sig at indtage en nøgleposition.s

Inde på havneområdet kom vi frem til skibet Pelican, hvor vi efter en halv times venten endelig fik lov at tale med manager Sean Pople.

»Vi kan gå om bord og tale i 20 minutter,« sagde han - dette var uden oplæg til forhandling.

Men der gik næsten to timer, inden vi igen gik fra borde, og der var ikke det mindste antræk til fornærmethed hos Sean Pople over, at mødet var trukket ud.

»Det er ikke skidt at have en kvik dame med,« sagde han diskret.

Tunge hjelme

Han havde givet sig god tid, så vi kunne prøve de 30 kilo tunge hjelme, som dykkerne på hans skib bærer i otte timer i træk. Tungt, kan vi meddele. Og han havde inviteret os inden for i de trykrum, som dykkerne opholder sig i næsten en måned ad gangen.

»Jeg glemte helt at blive klaustrofobisk,« jublede Krabbe, da han kom ud af det lille rum.

Det var lyden af en mand, der var tilbage på overfladen. Panikken var afblæst, og tavsheden var brudt takket være hjælpsomhed og godt kaptajn-arbejde.

explorer@jp.dk

Hvis du vil vide mere