Sitemap | Avanceret søgning |

Kampen mod uretten

Undskyldning til og forsoning med Australiens urbefolkning er en af de største gordiske knuder i landets politik. Store demonstrationer ventes i Sydney, nu da hele verdens kameralinser bliver vendt mod byen i forbindelse med De olympiske Lege.

Af KIRSTEN ELLEY, JETTE MEIER CARLSEN og MORTEN FAUERBY (foto)
Publiceret 29-08-2000

Sydney

"Auntie" kalder de hende bare. Tante.

Men Wadjularbinna er så meget andet end en mild tante med tid og overskud. Hun favner bredt, og hendes engagement rækker langt ud over hendes egne fire børn, et par sorte plejebørn og 31 børnebørn. Hun er en harmdirrende gammel dame, som svinger, slår og klasker ud efter politikerne med håndtasken, når det gælder den måde, Australiens urbefolkning bliver behandlet på.

Hun er vred. En kvinde med en sag. Og hun skiller sig markant ud fra de unge hippier, som denne dag er samlet på den velfriserede grønne plæne mellem det nye og det gamle parlament i hovedstaden Canberra for at kæmpe aboriginernes sag og søge forsoning.


Kampen mod uretten (1)
Wadjularbinna er aboriginal og er barn af "The stolen Generation". Hun rejser nu rundt og reflekterer over sit liv.
Foto: Morten Fauerby

Wadjularbinna er i nydelig sort nederdel og små sko. Hendes røde trøje og gulprikkede tørklæde matcher farverne i aboriginernes flag, og det er næppe tilfældigt.

Hun er en af slagsen selv. Ikke renracet, men det er der så mange andre, der heller ikke er.

Derimod har Wadjularbinna på egen krop mærket smerten af den hvide mands indtrængen i Australien. Hun er et barn af "den stjålne generation" - et af de skønsmæssigt 60.000 aboriginerbørn, som blev revet ud af forældrenes favn og opdraget i den hvide mands ånd på et børnehjem.

Tvangsfjernelserne var gængs politik helt frem til midten af 60'erne i Australien og i dag en af de store hurdler for forsoningen mellem de hvide politikere i Canberra og den australske urbefolkning.

»Missionærer tog mig, da jeg var et par år gammel. Min stamme levede i bushen oppe ved golfen i Nordaustralien. Den eneste gang, jeg genså mine forældre, var igennem et par måneder i 1942, da japanerne havde bombet i området. Men efter krigens ophør kom jeg straks tilbage til den kristne mission, og da jeg var 18 år, fik jeg besked på at gifte mig med en hvid farmer. Det var ikke kærlighed, men han var en god mand. Vi fik tre børn, og jeg levede som en rigtig snob med masser af penge og sorte tjenestefolk. Men jeg var ulykkelig hele tiden og kunne ikke finde ud af, hvor jeg hørte til. Jeg var blandt de hvide, men hele mit hjerte og al min intuition hørte til hos de sorte.«

Skuffende vej tilbage
Historien lyder uhyrlig, men stemmer godt overens med så mange af de beretninger, der lyder i Australien om de stjålne børn. Den vej, det hvide styre mente var den eneste farbare frem mod en reel integration af den australske urbefolkning.

Nogle børn voksede op hos hvide familier. Andre tilbragte hele barndommen og ungdommen på et hjem. Men som det ofte er tilfældet med bortadopterede børn, så hjemsøges de af behovet for at finde tilbage til rødderne. For mange aboriginere i Australien har rejsen tilbage til forældre og stammer været brolagt med smerte og skuffelser.

Sproget forsvandt. Ofte også forældrene. Kulturen forsvandt. Rødderne visnede bort. Og tilbage var kun tomheden og i bedste fald et møde mellem forældre og børn, som ikke forstod et kuk af hinanden.

Sådan gik det også for Wadjularbinna. En overgang, da hun var gift med sin farmer, kom forældrene og boede i yderkanten af farmen. Men det var ikke velset og var roden til dårlig samvittighed og evig konflikt. Både inde i hende selv og i forholdet til den hvide svigerfamilie.

»Jeg blev tvangsfjernet, fordi jeg var lys i huden. Min mor var blevet voldtaget af en hvid mand, og myndighederne gik først og fremmest efter de lyse børn. Mine - helt sorte - søskende blev i bushen. Dem lærte jeg aldrig rigtigt at kende.«

Opbrud efter 18 år
Efter 18 års ægteskab med Jack og et liv som Marguette Ned valgte Wadjularbinna at tage sit oprindelige aboriginal-navn og forlade manden sammen med børnene.

»Det værste, man kan gøre som aboriginer, er at blive skilt fra sin ægtefælle og volde sine børn ondt. Det gjorde jeg. Jeg berøvede dem en social status og et behageligt liv i velstand, men jeg kunne ikke holde ud at være så splittet længere. Derfor står jeg i stor gæld til børnene og vil kæmpe for aboriginernes rettigheder, så længe jeg kan. Det skylder jeg dem. Al den smerte skal ikke have været forgæves,« siger Wadjularbinna.

Derfor denne ildhu. Hun betaler af og kræver, at den hvide regering anerkender aboriginerne som de første og suveræne ejere af Australien.

Hun kræver retten til forskellighed. At der skal oprettes særlige skoler og universiteter for aboriginerne. At landområder bliver givet tilbage til urbefolkningen uden nogen form for regler eller forordninger.

Den officielle undskyldning, som den liberale premierminister John Howard i foråret efter årelang debat afviste at give det sorte Australien, er hun trekvart ligeglad med.

»En officiel undskyldning for den førte politik og overgrebene mod aboriginerne regner jeg ikke for noget. Jeg havde heller ikke forventet, den ville blive givet. En undskyldning er kun noget værd, når den er givet med hjertet.«

Ingen erstatning
Og for få uger siden afgjorde højesteret desuden, at børn af den stjålne generation ikke skal tilkendes erstatning for den overlast, de har lidt.

Heller ikke det undrer Wadjularbinna. Hun bliver bare mere og mere bekræftet i sine holdninger om den hvide mands overherredømme.

Efter skilsmissen tjente Wadjularbinna til livets ophold som underviser, men som årene er gået, er hendes liv i stadig højere grad viet til græsrodsarbejde. I dag er hun pensionist, flyver og farer rundt med sin vrede og sine foredrag om tilgivelse og gætter på, at hun har rundet de 65 år.

»Hvad ved jeg. Jeg er ældre, men den slags aner man ikke noget om, når man er født i bushen. Det er jo også ligegyldigt. Jeg lever fra dag til dag og lægger ingen planer. Kun den uforstandige lægger planer for sit liv, for ingen ved, hvad der sker i morgen. Man skal gribe de muligheder, der dukker op, og lade følelserne styre. Det er mit folks filosofi,« siger Wadjularbinna.

March mod OL
I aboriginernes ånd er der derfor heller ingen blandt de unge aktivister på plænen i Canberra, der har planlagt, hvad der skal ske i de kommende uger.

De bor i telte, står og mediterer ved et bål og slentrer frem og tilbage.

En fredsmarch på vej mod Sydney har gjort holdt. Den er anført af en ældre, studs og selvtilstrækkelig aboriginer fra Lake Eyre, som medbringer en flamme fra et helligt sted, som han håber kan smeltes sammen med den olympiske flamme ved åbningen af legene i midten af september. Omkring hundrede sympatisører har tilsluttet sig marchen, og flere forventes at støde til.


Kampen mod uretten (2)
Foran Australiens regeringsbygning i Canberra brænder et evigt bål for at minde regeringen om urbefolkningens protester og krav.
Foto: Morten Fauerby

Om Wadjularbinna også skal til Sydney, får stå hen i det uvisse. Måske. Måske ikke.

Lige nu fryser den gamle dame frygteligt. Canberra ligger højt. En hel dag på en fugtig græsplæne sammen med en hoben unge og et blafrende fredsbål i aksen mellem det gamle parlament, den nye modernistiske regeringsbygning og Australian War Memorial, tærer på kræfterne.

»Jeg ejer absolut intet her på jord og bor hos min mellemste, fraskilte datter her i Canberra. Jeg passer hendes børn i det daglige, men måske får jeg et lift til Sydney. Så kan det være, jeg tager af sted. Men husk: man skal aldrig lægge planer for dagen i morgen.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten