Sitemap | Avanceret søgning |

23 km til klassekammerat

Alex Upham er et af de australske outback-børn, der må gå i skole via en skrattende radioforbindelse.

Af KIRSTEN ELLEY og JETTE MEIER CARLSEN
Publiceret 19-08-2000

BROKEN HILL

Alex Uphams yndlingsfag er matematik, mens hans lillebror Brandon uden blusel kalder "lejrskole" det allerbedste ved at gå i skole.


Matematik
Her er Alex Upham i gang med en matematiktime.
Foto: Morten Fauerby

Brødrene bor på en gård en times kørsel fra nærmeste by. De har kun hinanden, og der er 23 km til nærmeste klassekammerat - og det er en pige: Emmely. Måske ikke det fedeste, når man går i henholdsvis 7. og 6. klasse, er spejder pr. telefon og for Alex' vedkommende har sækkepibespil som hovedinteresse.

Skrattende lærer
Alex er en af de mange australske børn, der kun lejlighedsvis ser sine klassekammerater, og som er tilmeldt "School of the Air". Her til morgen er der matematik på programmet, og efter syv år har han rig erfaring i at afmelde hver sætning til læreren med et "Mrs. Linham," så hun ved, at han giver ordet videre.

I dag er de fire elever på radiolink til matematiktimen, og primtal og kvadratrødder bliver gennemgået. Der skal et trænet øre til at forstå, hvad læreren siger igennem de skrattende lyde.

Netop i disse uger har familien Upham besøg af Nea Kracht, en pensioneret folkeskolelærer, der har gjort det til sit livsindhold at være hjælpelærer for isolerede børn. Alex er glad for afvekslingen og opmærksomheden, og hans mor, Isla, sætter pris på aflastningen. Alex og hans et år yngre bror bor på en af Queenslands største gårde syd for Cloncurry, hvor deres far, Mark, er ansat som helikopterpilot.

Videre på kostskole
Næste år skal Alex som langt de fleste børn fra den australske outback på kostskole. Han glæder sig til endelig at få nogle kammerater, kunne spille fodbold og til at komme lidt hjemmefra.

Familien har indskrevet ham på en skole i Brisbane, hvor han kan få undervisning i sækkepibe. Det er hans altoverskyggende interesse, og han bekersker instrumentet rigtig godt. Alex er af skotsk afstamning og har ikke interessen fra fremmede. Hans bedstefar har lært ham det meste af det, han kan på instrumentet.

Pr. telefon naturligvis.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Sækkepibe
Efter skoletid øver Alex Upham sig på sin sækkepibe. Det kan han roligt, for den nærmeste nabo er rigtig mange kilometer væk.
Foto: Morten Fauerby