Sitemap | Avanceret søgning |

Skolegang via radio

Mange australske børn bor så langt fra alting, at de ikke kan gå i skole på sædvanlig vis. De undervises derfor gennem radioen i "School of the Air".

Af KIRSTEN ELLEY og JETTE MEIER CARLSEN
Publiceret 19-08-2000

BROKEN HILL

»Når ballonen er pustet op, så tager I sugerøret og klistrer det på toppen af ballonen med noget tape. Har alle forstået, hvad I skal gøre? Hvad med dig, Hayley, virker det nu?«

Ian Reeves læner sig ind over katederet og koncentrer sig om at høre den spinkle pigestemme flere hundrede kilometer borte gennem de skrattende højttalere.

Men jo, det går bedre hjemme hos den syv-årige Hayley, som kaldes Hayley Karra efter navnet på den farm, hvor hun bor med sine forældre. Hayley er i skole.

Hun går i første klasse og er en af de i alt 80 elever her i "School of the Air" i distrikt Broken Hill i staten New South Wales. Og denne tidlige formiddag står der videnskab på Hayleys skoleskema.

Otte i klassen
Ian Reeves er skoleinspektør. Normalt underviser han ikke, men i dag er han vikar og tager videnskabstimen med første klasse. Netop det fag kræver tydelige instruktioner, og Ian Reeves gør sig umage med at forklare de fire børn hjemme ved radioapparaterne, hvordan de får hver deres oppustede ballon til at glide ned ad en fiskesnøre som en raket.

Med mellemrum kalder han hver enkelt elev for at sikre sig, at de kan følge med i forsøget. Der er otte børn i klassen, som i en periode er delt op i to grupper for at øge indlæringen.

På forhånd har børnene modtaget skriftlige instrukser fra deres klasselærer. Hver uge sender de hjemmearbejdet ind til læreren, som retter og returnerer opgaverne. Ved deres side på gården har børnene som regel enten mor eller en hjælpelærer, der får tilsendt særligt undervisningsmateriale.

Skolearbejdet i "School of the air" svarer til en daglig skoledag på seks timer. Fra 9 til 15. Heraf foregår tre gange en halv time om ugen foran mikrofonen i radiokontakt med klassen og læreren. Resten af skolearbejdet må eleven og forældrene selv sørge for at få tilrettelagt og gennemført, så det passer ind i hverdagens rutiner.

Fællesskab trods alt
»Hello... Hello. Det er Georgia,« lyder pludselig en ny lille stemme gennem mikrofonen, da ballonforsøget er næsten gennemført og timen ved at være slut.

»Åh, er det dig, Georgia. Jeg troede ikke, at du var med. Havde jeg vidst det, havde jeg kaldt dig op. Det var ærgerligt. Du må få Mrs. B til at lave forsøget med dig, og så kan du ringe til mig senere og fortælle, hvordan det er gået. Er det i orden, Georgia?«

»Ja, Mr. Reeves«, lyder det fra pigen, hvorefter Ian Reeves siger farvel, slukker mikronen og forlader klasselokalet med børnenes farvestrålende tegninger på væggen.

Selvom eleverne befinder sig i en radius af flere hundrede kilometer fra skolen, forsøger School of the Air at fastholde et fællesskab blandt eleverne. De har skoleuniform, deres egen skolesang og mottoet "Adskilt men sammen" at mødes under, når de tre-fire gange om året ser hinanden til forskellige arrangementer, blandt andet her i klasselokalet.

»Vi har lidt problemer med Georgia. Hun får ikke lavet sit skolearbejde og glemmer at tænde for undervisningen. Derfor troede jeg heller ikke, at hun var der i dag,« fortæller Ian Reeves, da han et øjeblik senere har læsket ganen på lærerværelset. Radioundervisning tager på stemmebåndet. Han fortsætter:

»Problemet er, at Georgias forældre arbejder utrolig meget. De har et værtshus og har ikke tid til at tilrettelægge skolearbejdet for deres datter. Derfor har de også haft en hjælpelærer - Mrs. B - i nogen tid, men desværre er hun fuldstændig håbløs. Faktisk har vi lige aftalt, at skolen sender en lærer ud for at hjælpe familien med at få lavet nogle skolerutiner,« forklarer Ian Reeves, og understreger, at der ellers sjældent er problemer med netop børn fra landdistrikterne.

Anderledes børn
De kommer fra traditionelle kernefamilier og opdrages med disciplin. De er flittige, vant til at bestille noget og kan sagtens hamle bogligt op med børn fra almindelige skoler. Og så er de velopdragne. Ofte lever de uden andre børn i nærheden. Derfor ved de ikke, hvad det vil sige at være fræk, uartig og spille op. For de har aldrig set andre børn gøre det.

»Børnene fra outbacken er anderledes. De er mere tillidsfulde og bedre til at kommunikere end bybørnene. Jeg tror ikke, at de er føler sig ensomme. Sådan er deres liv bare,« understreger Ian Reeves, der som lærer indimellem kan savne den daglige øjenkontakt med eleverne.

Der forsvinder en intimitet og nærhed, når den daglige kontakt foregår over mikrofon og højttaler.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere