Sitemap | Avanceret søgning |

Den lille mands stemme på retur

Den rødhårede Pauline Hanson med de højreorienterede synspunkter var »den lille mand«s politiske stemme i Australien. Nu kæmper Hansons parti mod opløsning - men den sociale bitterhed og frustration er intakt.

Af KIRSTEN ELLEY og JETTE MEIER CARLSEN
Publiceret 18-08-2000

IPSWICH

Den tyndhårede mand i den blå kedeldragt har sine meninger om den politiske situation i Australien. Den ser ikke for god ud. I hvert fald ikke for den almindelige australier, for manden på gulvet. Priserne på alting stiger, bare ikke lønnen. Han skal arbejde stadig hårdere for at kunne forsørge sin familie. Det er heller ikke spor retfærdigt.

F. eks. aboriginerne (den oprindelige befolkning) får en masse foræret, mens andre ingenting får. Men den slags er tabu, fortæller han pludselig lavmælt og vil af samme grund ikke ud med sit efternavn.

Manden hedder John. Han er 49 år, ansat i et tæpperensningsfirma, og vi møder ham en diset eftermiddag i fuld gang med sit arbejde i et tomt hus i udkanten af arbejderforstaden Ipswich en halv times kørsel vest for millionbyen Brisbane. Lige ved siden af ligger verdens måske mest berømte fish & chip shop, »Marsdens Seafood Take-Away«, som indtil for tre år siden var ejet af den rødhårede Pauline Hanson.


Den lille mands stemme på retur (1)
Marsdens Seafood Take-Away var udgangspunktet for Pauline Hansons "One Nation Parti".

Enkle budskaber
Enlig mor, selvstændig erhvervsdrivende og stifter af det nu kuldsejlede, højreorienterede parti "One Nation Parti". Kvinden som med jævne ord, enkle budskaber og vrede armbevægelser rystede det pæne Australien ved at høste otte procent af stemmerne - omkring en million - ved parlamentsvalget i 1998. I sin egen delstat, Queensland, scorede hendes parti næsten en fjerdedel af stemmerne.

John var en af kernevælgerne. Og han stemte gerne på hende igen. Hvis altså der eksisterede politikere eller partier med lignende synspunkter. For partiet One Nation kæmper mod opløsning og med interne stridigheder. Hanson har mistet tilslutning, samt sin plads i det nationale parlament, og skønt hun netop har fået sit parti gen-registreret, regner de færreste med, at hun har nogen chance for et comeback. I et par år var hun en stjerne i Australien. Båret frem af medierne og hyldet af sine støtter som den lille mands stemme. Som en modig kvinde der tog kampen op med den politiske elite i hovedstaden Canberra - »Æggehovederne«, som hun kaldte dem. Men Hanson har mistet medvinden. Efter Johns mening trist nok, for med hende blev den lille mands synspunkter endelig hørt. Men ifølge de politiske eksperter måtte det ske. Af flere grunde.

Ingen skoling
Hun var ikke begavet nok. Hun manglede politisk skoling, strategisk sans og kloge rådgivere. Således blev One Nation dannet som nærmest et privat selskab, og da der opstod økonomisk rod med de offentlig tilskud til partiet og problemer omkring antallet af stillere, blev hun viklet personligt ind i problemerne. Derudover snublede hun opstillingsmæssigt fatalt i Australiens indviklede valgregler. Hun fik aldrig nogen støtte fra de andre partier, ligesom partiet blev plaget af interne stridigheder.

Problemet er bare, at John - og de andre hundredetusinder af australiere, som gav One Nation deres kryds - stadig føler sig socialt klemt og politisk overset. Og som det ofte høres i debatten: »Tænk, hvis der kommer en ny og klogere Pauline Hanson, som forstår at udnytte medvinden, så er det ikke godt at vide, hvad der sker.«

For Australien er et land med stigende forskel mellem rig og fattig. 80 af befolkningen bor i storbyerne, hvor gevinsten af globaliseringen er lettere at få øje på end ude i outbacken eller her i den slidte forstad Ipswich, hvor man skal kigge langt efter indbyggere med en højere uddannelse.

Til gengæld er der mange som John. Hårdtarbejdende, lavtlønnede og frustrerede hvide australiere. Som han udtrykker det: »Mange australiere er usikre og bange for fremtiden. Vil der være plads til dem med internettet og den ny teknologi?«.

I bygningen ved siden af, i Pauline Hansons gamle grillbar, er der travlt. Der er kunder i alle aldre, de fleste fra nabolaget. Således også Brett Hackett med hestehalen og de forvaskede cowboybukser. Han er 26 år, mekaniker, og indenom efter en portion fish & chips på hjem fra arbejde. Han kunne godt lide flere af Hansons ideer. Blandt andet forslaget om et nyt, mere retfærdigt skattesystem. For det er tiltrængt, fastslår han.

Australien har progressiv beskatning og en ny skattereform har generelt sænket skattetrykket. Men den 1. juli indførtes 10 pct. moms på service og de fleste forarbejdede varer. Det har givet brede protester - mange mener, at den nye moms cementerer indkomstforskelle i stedet for at rette op på dem.

Dyre huse
Efter Hacketts mening var det derimod uklogt af Hansson at stå så stejlt på sine meninger om aboriginere. Om end han mener, at hun havde delvis ret.

Også den 26-årige Kimbra Telfer kan se positive elementer i Hansons politiske holdninger. Den venlige, buttede kvinde er veterinærsygeplejerske hos dyrlægen henne om hjørnet. Hun er gift og mor til en datter på fem. Familien prøver at spare op til eget hus. Men det skal være et ordentligt hus - og de er blevet så forfærdelig dyre, fortæller hun og peger med rynket næse over på den anden side af den brede trafikerede vej, hvor en stribe små huse ligger klos op af hinanden.

Kimbra Telfer drømmer om at få flere børn - på et tidspunkt. Lige nu er der hverken tid eller overskud til ret meget mere end at få en travl hverdag til at hænge sammen. Både hun og ægtemanden er nødt til at have fuldtidsarbejde. Og det er ikke blevet bedre med den nye moms.

Pauline Hanson sagde, hvad almindelige mennesker tænker. Mange har fået det sværere økonomisk. Det er nødvendigt med to fulde indtægter i dag.

»Hvorfor undskyld?«
»Så bliver man altså træt af at høre på, hvor synd det er for aboriginerne, hvorfor skulle det være mere synd for dem? Hvorfor skal vi sige undskyld for fortidens tvangsforflytningerne af dem? Jeg var ikke engang født dengang. Det er sådan noget, folk bliver sure over,« siger Kimbra.


Den lille mands stemme på retur (2)
Ann Statham (tv.) og Lorna Waller har begge arbejdet for Pauline Henderson, da hun havde sin fish and chips shop.

Mørket har sænket sig omkring "Marsdens Seafood Take-Away". Lukketid er klokken otte, og der er endnu et par timer tilbage, før den 37-årige Ann Statham kan lægge arbejdskitlen og tage hjem til sin familie. Hun har stået bag disken i 11 år - heraf adskillige sammen med Pauline Hanson.

»Jo, jeg stemte på hende. Hun er sød og ærlig. Jeg ved ikke noget om politik. Jeg læser ikke aviser eller følger med i nyhederne på fjernsynet, men jeg var enig med hende i, at alle skal behandles lige. Det skal være retfærdigt.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten