Sitemap | Avanceret søgning |

Højt skum

Livet på ryggen af et surfbræt er en glødende lidenskab for tusindvis af australiere. De mødes på Guldkystens blændende hvide strande, hvor de brusende blå bølger er deres legeplads. Byen Surfers Paradise bærer med rette og stolthed sit navn. Her omkring er surfernes mekka.

Af KIRSTEN ELLEY, JETTE MEIER CARLSEN og MORTEN FAUERBY
Publiceret 12-08-2000


Højt skum (1)
Surfer-freaks fra hele Australien strømmer til Surfers Paradise for at ride de skumtoppede bølger.

Sådan en rigtig god bølge er timers venten i vandoverfladen værd. Det er bedre end fast arbejde. Det er bedre end alting.

Det er suset ved de glidende bevægelser og fornemmelsen af at flyve hen over havet. Det er en følelse af ultimativ frihed, som fjerner enhver bekymring.

»At surfe gør mig ganske enkelt lykkelig. Det virker som stoffer - og så er det billigere,« forklarer Daniel Vickers om årsagen til, at han bruger en stor del af sit liv på et surfbræt.

Han er 20 år og blev for et par dage siden fyret fra sit arbejde som gartnermedhjælper. Han blev ved med at komme for sent. Der gik for meget surfing, fest og ballade i det hele.

Men han har ikke noget imod at være arbejdsløs en periode. Det giver mere tid til at surfe - hvor og hvornår vejret og vinden skaber de bedste bølger. Dagen i dag er for eksempel ikke nogen god dag, vinden er for kraftig og desuden nordlig, fortæller han efter knap en halv times forsøg på at fange en tube i Duranbah ved Kirra, et af de hippe steder for Guldkystens surfer-freaks.

Og dem er der mange af ved den perlehvide australske østkyst i et område, der trækker sig flere hundrede kilometer nord og især syd for byen Surfers Paradise. En drøm af en strand. Under en næsten evig sol, og med en havtemperatur på 18 grader denne australske vinterdag, udgør stedet de idealle rammer om en livsstil, der dyrkes af australiere og tilrejsende freaks i alle aldre.

Rendyrkede nørder
Selv uden for sæsonen er de overalt. I moderigtige våddragter eller slidte T-shirts og shorts. Med håret omhyggeligt tjavset langt eller stilrent karseklippet. Alene på vej ud i bølgerne med brættet under armen. Koncentreret i gang med opvarmningen i vandkanten. Eller skvulpende rundt i klynger på havet som hajer med sultne snuder fremme.

Her er de rendyrkede nørder, der er så dygtige, at de får penge af firmaer for at surfe dagen lang og for at deltage i højsæsonens utallige opvisninger og konkurrencer iført bestemte tøjmærker. Og her er unge fyre som Daniel Vickers og hans ven Lee McQueen, der bare ønsker at tjene til dagen og vejen for at kunne surfe så meget som muligt. De to venner planlægger nu at stille sig op ved befærdede lyskryds i myldretiden og tilbyde rudevask, mens bilisterne venter på grønt.


Højt skum (2)
For Daniel Vickers, 20, og Lee McQueen, 21, er surfing selve livet.

Daniel Vickers er vokset op i Bundaberg og Brisbane, men for to år siden slog han sig ned på Guldkysten. Tiltrukket af surfermiljøet, som hans ældre bror allerede var en del af.

Faktisk er surfing en meget social sport, fortæller han. Dels ligger man og får mangen sludder og nye venner, mens man venter på den rette bølge. Og dels mødes man i sin surferklub til fester, konkurrencer og almindelig udveksling af erfaringer - måske med surferbøller.

For ligesom surferne har en speciel dresscode, har de også deres egne færdselsregler på havet. Den surfer, der er dybest inde i en bølge, altså først på bølgen, har ret til at ride den alene. Men vigepligten kan være svær at respektere efter lang tids våd ventetid. Og så er der hårde ord og ind imellem øretæver i luften.

Ind med modermælken
Reglerne er en del af surfer-kulturen, som børn og unge på Guldkysten nærmest får ind med modermælken.

Mange starter allerede som otte-årige med at få undervisning - for eksempel af den 49-årige Bill Eckstein, der har travlt med dagens sidste hold på stranden ved Surfers Paradise. Grupper af japanere og tørklædeklædte muslimer står klar med kameraer, og kigger nysgerrigt på rækken af 12 unge drenge og piger, der løber ud i vandet med hver deres surfbræt under armen, kaster sig ned på brættet og padler sig gennem bølgerne. Og så ind igen. Og så ud igen. I alt halvanden time knokler den solbrændte, senede mand med ungerne, der efterhånden ser noget blåfrosne ud. Men de piver ikke. De er vant til mosten.

For eksempel Daniel Carrutheas. 14 år gammel og surfer siden han var otte år. Læreren Bill Eckstein kommer fra Sydney. Han voksede nærmest op på et surfbræt og slog sig ned i Surfers Paradise for at dyrke sin lidenskab. Efter nogle år som livvagt kvittede han det faste job og gav sig til at undervise andre i den svære bræt-kunst. Tidligere har han hjembragt adskillige medaljer i australske surferkonkurrencer, men nøjes nu med at træne juniorerne, så de kan hive medaljer hjem. Og det gør de.

Ifølge Bill Eckstein tager det blot et par timer at lære at stå på et surfbræt. Men skal man for alvor mestre teknikkerne på brættet i bølgerne, kræver det flere års ihærdig træning, erklærer han og sender børnene ud til endnu en dukkert.

Høj sikkerhed
Et stykke derfra. Oppe ved promenaden og det hektiske byliv, er livredderne ved at pakke sig selv og deres biler sammen. Arbejdsdagen er snart slut. Indtil i morgen tidlig hviler sikkerheden på tilkaldevagten.


Højt skum (3)
Surfers Paradise lever helt op til sit navn.

30 km af kyststrækningen omkring Surfers Paradise er overvåget af veluddannede og toptrænede livreddere, der lønnes - godt - fra det offentlige. Sikkerheden prioriteres højt. Guldkysten er et af de mest attraktive feriemål i Australien, men ikke lutter skønhed. Hvert år tager havet menneskeliv.

Derfor opfordres folk til at svømme eller surfe indenfor afmærkede områder, som livredderne holder særligt skarpt øje med. Der kan være farlige understrømme, og bølgerne har ofte en voldsomhed, der kan knække nakken, hvis vandstanden er lav og man bliver revet med på den forkerte måde og banket ned i havbunden.

Den slags sker. Omkring 300 gange om året må Guldkystens livreddere i bølgerne for at hjælpe nødstedte eller folk, der er kommet for lang ud og ikke kan komme ind igen. Livredderne har jetski og deres biler er spækket med genoplivningsudstyr, mens surfbrætterne ligger på taget. Hver dag året rundt er mindst 27 fuldtidsansatte og adskillige deltidsansatte livreddere på arbejde fra 8-17. I højsæsonen er antallet langt højere.

Livsstil
Desværre sker det, at kåde gæster overhører de gode råd. Især unge mænd mellem 18 og 25 år er glemsomme, fortæller den 39-årige Rob Dorrough, der er ansvarlig for sikkerheden ud for centrum af selveste Surfers Paradise.

Han har tilbragt de sidste 18 år som livredder på Guldkysten. Men han elsker stadig havet, stranden og livet på ryggen af et surfbræt. Det er blevet en livsstil.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere