Sitemap | Avanceret søgning |

På vingerne for fred

Der er i stigende omfang bud efter Australien som fredsskaber i Sydøstasien. Et par tusind mand er fast udstationeret i Østtimor for at genoprette freden, og lignende opgaver kan komme på tale i andre nabolande.

Af KIRSTEN ELLEY, JETTE MEIER CARLSEN og MORTEN FAUERBY
Publiceret 11-08-2000

AMBERLEY


På vingerne for fred (1)
Et F1-11 jagerfly er på vej på vingerne

Hvem siger, det er nemt at være lejrchef for en af Australiens største militærbaser? Robert Lawson gør ikke.

Han har sine vanskeligheder med at forene kravet om en massiv udlicitering til private firmaer med kunsten at bevare de militære hemmeligheder på få hænder. Indenfor det næste halvandet år skal løsningen være fundet.

»Spørgsmålet er hvordan,« siger Robert Lawson.

Den unge mand med det plyssede hår er neutral og lidenskabsløs. Men han har også nok at se til.

Foruden udlicitering af alt vedrørende vedligeholdelse og eftersyn af basens kamp- og transportfly, bøvler han også med at indkalde 150 mand fra reserven, fordi Australiens engagement som fredsskaber i Østtimor trækker ud.

Ingen tror længere på, at Australiens rolle som buffer i nabolandet vil være udspillet omkring nytår. Roen mellem kristne og muslimer på øen er stort set genoprettet, men freden er skrøbelig.

Dertil kommer ulmende oprør mellem rivaliserende grupper i bl.a. Fiji og Solomon Øerne, som Australien i sin nye militære stormagtsrolle i Sydøstasien nok ikke kan sidde overhørig, hvis konflikterne tager til.

Men så vidt er det ikke kommet. Endnu. Og vi er ovre i afdelingen for storpolitik. For lejrchefen gælder det lige nu håndteringen af de private firmaers entre på selve baseområdet.

Udliciteringen
Som overalt i de vestlige lande skal også den australske regering spare. Forsvarsbudgettet er på 11 mia. australske dollars (55 mia. kr.), og en højere grad af udlicitering skal holde stigningstakten nede.

Inden for de næste halvandet år skal 800 statsansatte militærfolk fra vedligeholdelsesafdelingen her fra basen reduceres til 30. De fleste vil givet få ansættelse i de private firmaer, man i øjeblikket forhandler med. Når statens folk går over i det private erhvervsliv, kan der spares milliarder på pensioner, lægehjælp og andre goder.

Men vilkårene bliver anderledes.

»Det er den vej, vinden blæser. Nu skal vi bare have fundet løsningen før 2002« siger Robert Lawson.

Et minisamfund
RAAF (Royal Australian Air Force) Amberley er en af Australiens største baser med 2500 ansatte. Området 40 km vest for landets tredje største by, Brisbane, er 929 ha stort og et minisamfund i sig selv. De ansatte kan bo i små lejligheder på basens område, og der er både folkeskole og børnehave, brandslukningsafdeling, 34 fly af diverse slags, landingsbaner, træningsfaciliteter og en kantine, der kulinarisk kan hamle op med selv den bedste husmors kødgryde.

De fleste af basens ansatte bor dog udenfor selve basen.

Det gælder også en mand som sergent Tim Ciesiolka på 32. Han er gift, har børn på seks og 10 og er netop i februar vendt hjem fra sine fem måneders ophold i Østtimor.

Amberley har på opfordring af FN og den indonesiske regering haft folk udstationeret som fredsskabere i det borgerkrigsramte område på den østlige del af den indonesiske ø, Timor, siden september 99.


På vingerne for fred (2)
Sgt. Tim Ciesiolka i front og højre Stewart Malcolm - begge har de modtaget en Meritorious Citation Award, som er den højeste fortjenstmedalje, for deres indsats i Østtimor

Tim Ciesiolka og hans kolleger har til opgave at beskytte fly og landingsforhold på Comoro Airfield Dili. De patruljerer i en radius af fem km fra udstationeringsområdet. Et ret befolket område for de australske mænd, der mest har trænet i Australiens outback og bedst agerer, hvor det er øde og fladt. »Det var noget andet at rekognoscere i en række småbyer, og vores opgave var bl.a. at beskytte flygtninge og få dem under lægebehandling, når de kom tilbage fra de bjerge og skovområder, hvor de havde opholdt sig af skræk for muslimske oprørere,« siger Tim Ciesiolka.

Men ellers var der meget ventetid forbundet med udstationeringen, som ved hjemkomsten blev kronet med to en halv måneds ferie.

Han længes ikke tilbage, men er naturligvis klar, hvis opgaven kræver det. Sådan er det at være professionel soldat, som alle er det i Australiens forsvar.

»Når man er træt og ødelagt og ikke har sovet i 24 timer på en øvelse, så er det godt at vide, at man selv har valgt det. Stemningen er nok anderledes her end i de lande, hvor militærtjenesten er baseret på tvungne indkaldelser,« siger Tim Ciesiolka.

En masse ingenting
Derfor er der heller ikke så mange dikkedarer, når udlandet kalder på Australiens tilstedeværelse. Sammen med USA er Australien det land, der har deltaget i flest krige og konflikter uden selv at være den angrebne part - og den militære historie er blodig helt frem til Vietnamkrigens tid.


På vingerne for fred (3)
Fungerende eskadrillechef Stephen Meredith er navigatør på F1-11 kampflyet i baggrunden

Stephen Meredith er eskadrillechef, 31 år, og lykkelig for, at han ikke har været i Timor. Derimod er han netop landet med F111-flyet efter en heldagsøvelse i Darwin.

Tre timer tager tilbageflyvningen, og Australien er et skønt land at være pilot og navigatør i. Der findes stort set ingen regler for, hvor lavt man må flyve, eller om man vil bruge efterbrænderen.

»Der er en farlig masse ingenting her, så vi flyver som vi lyster, og de britiske piloter, vi taler med, er grønne af misundelse, fordi flyvning er så reguleret i Europa,« siger Stephen Meredith.

Han er en høj mand med et saligt blik i øjnene, når han fortæller om sit bombefly. F111 er af ældre dato og vil være udskiftet i 2020, men det er kram, siger han. »Når andre fly sammenlignes med sportsvogne, så er F111'eren en Cadillac. Den slipper taget i landingsbanen ved 160 knob, men det er især, når vi flyver rigtig lavt - ned til 250 fod hen over trætoppe og outbacken - at man forstår suset og farten. Det er en helt utrolig fornemmelse af frihed.«

4000 F111-timer
"Pitch Black" hedder den årlige øvelse ved Katherine syd for Darwin, som Stephen Meredith har deltaget i denne og sidste uge. Fly fra Storbritannien, Singapore og det amerikanske forsvar deltager også.

For Meredith er det at flyve et og alt. 4000 timer har han i logbogen fra F111'eren og omkring 1500 fra transportfly. Han er navigatøren ombord, men kan naturligvis også selv komme op og ned.

Han søgte ind i luftvåbenet som 19-årig og kom til Amberley fem år senere. Han er aldrig bange for at flyve, men som han siger, så er det jo ikke noget, man nogensinde tager let på.

»Jeg er bevidst om faren.«

Udlicitering og Timor er emner han besvarer med et optimistisk, bredt smil. Han job kommer aldrig i fare. Derimod er der heller ikke bud efter en fyr som ham fra de private luftfartsselskaber med de store lønninger. De går efter piloterne med erfaring fra fire-motorers maskiner. Sådan er det overalt i verden.

Men Timor da?

»Det lyder som hårdt arbejde. Men hvis de sender bud, så vender jeg mit fly den vej.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere