Sitemap | Avanceret søgning |

Kostskolen

Stonehenge er langt væk. Så langt fra alt, at børnene må sendes på kostskole som 12-årige. JP Explorer mødte en mor, der længes efter sin dreng. I går overbragte vi en kærlig hilsen til sønnen i storbyen.

Af KIRSTEN ELLEY, JETTE MEIER CARLSEN og MORTEN FAUERBY
Publiceret 09-08-2000

BRISBANE


Kostskolen (1)
Reid Baldry foran sit andet hjem - Brisbane Boys´ College.

Han har langt hjem fra skole, Reid Baldry. 17 seje timer rumler han i bus fra Brisbane til Longreach, før han kan møde sin mor ved stoppestedet og køre med hende de sidste to timer til Stonehenge.

Til et beskedent hus i en endnu mere beskeden by. Men det er et hjem. Reids.

Her i den australske outback, hvor drenge med rette kaldes countryboys, hvor kragerne for længst er vendt og følelsen af frihed er ubegrænset. Reid er ikke ene om den lange skolevej. Han deler skæbne med tusindvis af drenge og piger fra Australiens øde egne, som bliver sendt hjemmefra når de skal i 7. klasse. Fordi forældrene vil deres børn det bedste, og det bedste er en eksamen fra en god privatskole.

Reid fyldte 12 år den 26. december. I januar fulgte hans forældre ham til Brisbane Boys´ College.

Reid er den elev, der skal bruge længst tid på at komme hjem fra drengeskolen. Selv hans oversøiske klassekammerater fra eksempelvis Hong Kong er hurtigere tilbage. Men sådan er livet, og beklagelse udtrykker den store dreng med det faste blik og de blide smil ikke. Han ved godt, at forældrene arbejder hårdt for at tjene penge til hans skolegang, til hans fremtid. Og han vil ikke skuffe.

Hjemveen
Men hjemveen, den står han ved. Den martrer mest i ugen efter et af de fire årlige besøg derhjemme hos mor og far i Stonehenge. Og savnet er gengældt.


Kostskolen (2)
Judy Baldry savner sin dreng, men vil ham det bedste - derfor blev kostskolen valgt.

»Mit hjerte er ved at briste, når jeg taler med ham og kan høre, at han er ked af det,« siger hans mor Judy, der er 46 år. Reid har netop været hjemme i tre uger i juli. I september følger endnu et par uger. Dernæst kommer den lange sommerferie, som her på den anden side af kloden er otte uger omkring juletid.

Reids forældre, Judy og Jeff Baldry, er foretagsomme mennesker. De driver byens eneste pub samt en farm med kvæg 10 kilometer uden for byen. Stonehenge er svær at finde på et landkort. Der er 14 huse, og de er med let hånd strøet omkring et vejskilt der bekendtgør, at der er 86 kilometer til den nærmeste by.

Det er et ensomt sted. Men med ensomheden følger friheden, og det første Reid gjorde, da han sidst kom hjem, var at give hunden Harvey et knus. Derefter drønede han af sted på sin motorcross ud over de åbne sletter.

»Jeg savner al den plads, der er derhjemme. Når jeg ligger i min seng i Brisbane i min kube, som vi kalder det aflukke uden dør, der de næste fem år er mit værelse, så ser jeg kun gadelys og billarm. Hjemme er der stjerner og solnedgangen,« siger Reid lidt genert.


Kostskolen (3)
Selv om skolen kan være barsk, ser Reid positivt på sit ophold i Brisbane.

Hans udseende er forvokset og drenget. Ørerne lidt vel rigelige, og fødderne i de blankpudsede sko med daskende snørebånd vender indad. Men han er åben, mild og høflig. Han ser på verden med samme faste blik som hans mor mødte os med for et par uger siden i Stonehenge.

»I fængsel«
Reids har to ældre søstre på henholdsvis 18 og 20 år, som er flyttet hjemmefra. Men ikke langt væk. Også de har været på kostskole, men hadede det. Især den ene.

»I sender mig i fængsel,« var hendes fortvivlede råb til forældrene, hver gang hun skulle af sted. Det husker Reid tydeligt.

Men han ser anderledes positivt på det. Der er ingen vej uden om, desuden har han nu fået klassekammerater. I Stonehenge var Reid eneste elev i ældste klassen.

Derfor var omvæltning kolossal, da han i januar for første gang så skolen og blev sat af ved samme lejlighed. Brisbane Boys´ Collage er en traditionsrig privatskole for drenge med forældre, der enten selv er velhavende, eller drømmer om, at deres børn bliver det.

Der er 1500 elever. Kun 140 af dem bor i kostafdelingen. Resten bor i Australiens tredie største by og går bare til og fra de tunge, gule bygninger iklædt den obligatoriske grønstribede skoleuniform, som krones af en kæk stråhat a la den, gondolførerne har på i Venedig.

Rektors kontor
Men vi er langt fra Venedig og et vidtløftigt Italien. Skolen er tro mod det velkendte, klassiske billede af britiske kostskoler. Tungt træ og et kirkerum bag receptionens glasdør byder den besøgende velkommen. Stemmen sænkes uvilkårligt. På rektor Mike Norris´kontor troner et tungt mahogni foran mørke lædermøbler.

Den midaldrende mand tager imod i sildebensvævet jakkesæt og slips og er venligheden selv. Drengene på hans skole går nye tider i møde, og dem skal de forberedes på, forklarer han.

»Australske mænd har traditionelt været stille, tavse typer, som mangler ord til at beskrive deres følelser. Vi er på vej mod en ny maskulinitet - en ny kønsrollefordeling i hjemmene, og derfor er det vores opgave at lære eleverne, at man godt kan være et mandfolk, selv om man viser følelser, er blid, elsker sine børn og græder,« siger mr. Norris, der har været forstander for lignende skoler det meste af sit voksne liv.

Det var også grunden til, at hans egne to sønner bad om at komme på kostskole. Væk fra den skole, hvor faderen var forstanden. Først var han ikke meget for det. Han havde selv dårlige erfaringer med kostskoler, og ville give sine børn en anden opvækst.


Kostskolen (4)
"Kuberne" er drengenes hjem de år, de opholder sig på kostskolen.

Men de valgte selv, og Norris så sine børn springe ud som selvstændige og uafhængige mænd med respekt for andre. Samme positive udvikling iagttager han hos drengene på BBC.

Drenge bliver til mænd hos ham. De lærer at samarbejde. De bliver selvstændige, får disciplin og handlekraft.

Det mener Reid også nok bliver slutresultatet, selv om han kun har været på BBC et halvt år. Om fem år er han færdig og kan drage hjem til Stonehenge. Og hjem vil han. Når man bliver sendt hjemmefra som 12-årig forbliver den romantiske drøm om livet på landet intakt.

Ærlighed først
»Den yngste i kostafdelingen er ni år. Det kunne jeg bare ikke gøre. Min hjemve er allerede slem nok,« siger Reid uden blusel, selv om rektor sidder ved siden af, da bemærkningen falder.

Ærlighed er nemlig noget af det, der ifølge lærerne på skolen kendetegner drengene fra landet. De viser ubegrænset tillid til andre og kender ikke til forstillelse eller kunstige dikkedarer.

Drengene fra outbacken holder da også sammen, fortæller Reid. Det er ikke dem, der med næsen i sky strør om sig med lommepenge eller bliver hentet af forældre i Jaguar. De bliver derimod ofte drillet og kaldt "countrybums" - bondeknolde. Men det er nu ikke gået slemt ud over ham selv, mener Reid, der har fået sit eget kreditkort og selv må holde rede med skillingerne.

Det værste for ham er tabet af frihed.

»Hjemme gik jeg i skole, kørte på min XR 250er, lavede lektier på en time og når det passede ind i mit kram. Og jeg gik i seng, når jeg ville. Her begynder dagen, når mrs. Wallis - vores »afdelingsmor« - tænder lyset i sovesalen klokken 6.30. Så skal vi alle i brusebad, dernæst er der morgenmad kl. 7 til 7.30. Vi har syv undervisningstimer hver dag, og når de slutter lidt i tre, så er der et par timer til sjov eller fodbold, som jeg går til, før de obligatoriske to timers lektielæsning. Så skal vi alle i bad igen, og kl. 21 er lyset slukket.


Kostskolen (5)
Middagsbøn er et fast element i elevernes hverdag.

»Mine forældre presser mig ikke hvad karakterer angår. Men de forventer, at jeg gør mit bedste, og det prøver jeg på. Min mor må arbejde fuldtids bare for at jeg kan gå her - det tænker jeg meget på,« siger Reid, der med et lyder alt for voksen i forhold til det han er: En ranglet dreng med ærmer der stumper mange centimeter over knoerne.

Dyrt for familien
Det koster 7000 dollars om året (35.000 kr.) at være dagelev på BBC. Yderligere 8000 (40.000 kr.) kommer oveni for kostskolen. Dertil skal lægges lommepenge, betaling for bøger, uniform og ikke mindst hjemtransporten fire gange om året.

Det er dyrt. Især for en familie som Reids. Men ønsker man som forældre at åben flest mulige døre for sine børn i Australien, går vejen gennem landets bedste skoler. BBC er en af dem, fortæller Judy Baldry, moderen, som vi mødte på gennemrejse gennem Stonehenge for et par uger siden.

»Jeg savner ham så meget. Og lige når han har været hjemme - som nu - er jeg hele tiden i tvivl om, hvorvidt jeg skal ringe eller ej. Uanset hvad jeg gør, bliver han ked af det og længes. Så jeg ringer tit, og prøver at vente med at græde, til jeg har lagt på. Det er hårdt for os begge to,« understreger Judy.

Reid ligner hende. Meget. Det åbne, brede smil, det faste blik og snerten af alvor i stemmen. De er to mennesker der længes efter hinanden. Adskilt af 17 timer kørsel ad endeløse veje.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Skoler
- 30 procent af alle børn i Australien går i privatskole, og andelen er stærkt voksende. De fleste er enten drenge- eller pigeskoler.

- Det koster op mod 20.000 dollars (100.000 kr.) årligt at have et barn på en af de bedre kostskoler.

- Forældre fra fjerne landområder får statstilskud på 900 dollars (4500 kr.) pr. år, hvis barnet skal i skole langt væk fra hjemmet.