Sitemap | Avanceret søgning |

Snorkelforskerne

One Tree Island er en enestående smuk oase for videnskabsmænd med lidenskab for koraller. Havbiologerne slår sig ned i den primitive hytte på øen og dykker dagen lang i Australiens største koralrev, Great Barrier Reef.

Af KIRSTEN ELLEY, JETTE MEIER CARLSEN og MORTEN FAUERBY
Publiceret 05-08-2000


Snorkelforskerne (1)
One Tree Islands lagune.

Læg nakken tilbage, luk øjnene og forestil Dem en perlerække af ovale laguner dekorativt arrangeret i det blå, blå hav. Nogle er store, andre små, og på de fleste hager en lille tropeø sig fast på randen af korallerne ud mod det åbne ocean.

Sådan ser One Tree Island ud fra luften. Blot en enkelt lille ø som blommen i et fem kilometer langt, og tre kilometer bredt, turkis blåt spejlæg. Isoleret fra omverdenen meget af tiden, og lukket land for alle andre end videnskabsfolk.

Det er her, denne historier foregår.

På en ø man med lethed kan spadsere rundt om på ti minutter til lyden af de tørre koraller og muslingeskaller, der klirrer om fødderne på en. På en ø, hvor det vigtigste foregår i havet omkring.

Lad os derfor springe i bølgen og slutte os til William Loh og Selina Ward i den fladbundede aluminiumsbåd, der zigzakker sig vej forbi lagunens utallige små rev. De to er havbiologer og i denne tid på øen for atter at samle småstykker af koraller til nærmere undersøgelse.

»Se det er mine koraller,« råber William Loh med et bredt smil gennem motorlarmen og peger over mod nogle forhøjninger på vandoverfladen. Nedenunder anes et gult plastikskilt med nummer. Sat fast på en klynge koraller, hvis udvikling den 36-årige William Loh har fulgt gennem de seneste fem år.

»Det er dette her, der gør det hele værd. Jeg elsker det. Fornemmelsen af frihed. At kunne tage herud på havet,« forklarer han, mens vinden rusker i hans sorte hår, og dykkerbrillerne sidder omkring halsen og våddragten. William Loh er single, kineser og født i Malaysia, men har levet i Australien siden sit tolvte år, da familien flyttede til Sydney for at få bedre livsvilkår. Det lykkedes, skønt William Loh stadig føler sig som lige dele australier og kineser.

Ikke fordi han klynker over sin splittede identitet. Han fortæller bare. Åbenhjerteligt. Og hele tiden med humoren som lun ledsager. Som når han forklarer, at han er god til det med DNA-analyser og faktisk det meste af tiden sidder i et klinisk universitetslaboratorium i Brisbane - "iklædt en kedelig forskerkittel med kuglepenne i lommen".

Yndlingskorallen
William Loh er underfundig og velorienteret. Han taler med lige stor selvfølgelighed om Peter Høgs forfatterskab som om juletraditioner i Sverige, den politiske situation i Asien og indviklede navne på koraller. "Heliofungia actiniformis" for eksempel. Hans yndlingskoral, som er en fritliggende brun-grønlig sag med tentakler, der trækkes ud og ind og ellers svæver i takt med rytmen i vandet. Han elsker den, fordi det var den første koral, kan kastede sig over i nærstudie.


Snorkelforskerne (2)
Under havoverfladen åbenbares en verden i alle mulige og umulige farver og former.
Foto: Morten Fauerby

»Som forsker håber man naturligvis på at finde frem til noget, der gavner menneskeheden. Lige nu er mit arbejde dog mest forskning for forskningens skyld, men det er jo nødvendigt for, at andre kan komme videre. Koraller kan kun eksistere, fordi de er vært for en alge, der bor i overfladen og kan omsætte lys til energi. Uden algen stopper fotosyntesen, korallen mister sin farve, blegner og dør. Perspektivet er dog interessant. For hvad det er for antistoffer, algerne inde i koraller besidder, siden de kan bo og leve i et andet dyr uden at blive fortæret af det,« siger William Loh.

Begejstringen er biologernes drivkraft - og livsstilen en væsentlig del af deres løn. Havbiologer med speciale i koraller tjener langt mindre end videnskabsmænd inden for mere kommercielle områder - f.eks. forskning i fisk - selvom den politiske miljøbevidsthed og dermed økonomiske støtte til naturbevaring trods alt synes svagt stigende.

Entusiasmen er da også smittende på One Tree Island, hvor havbiologerne - og vi - er vendt tilbage efter et par timers snorkling.


Snorkelforskerne (3)
Arbejdstøjet er hængt til tørre.
Foto: Morten Fauerby

Våddragterne hænger til tørre, og de indsamlede koraller bearbejdes. Med trykluft blæses det ydre væv af, hvorefter det fordeles i rør med navn og findested på. Undersøgelsen af algeart og mængden af den foregår i forskningslokalet og foran computerne. Men først er der sen frokost.

Livet på øen
Stemningen er afslappet og munter på den lille ø, der fik sit navn i 1843, fordi den første forbi-sejlende med pen og blæk ved hånden kun kunne få øje på et enkelt træ. Ved nærmere eftersyn er der flere, men alle de rhododendron-agtige gevækster er samlet midt på øen, hvor forskningsstationen og overnatningshytterne putter sig.

Engang boede forskerne i telte. I dag bor de i faste rammer, dog stadig under primitive vilkår. Havgusen har adgang gennem spjældene i vinduerne, og gulvet er naturens eget af hvide strandskaller og koralskeletter. Også her i husets hjerte; køkkenet, hvor enhver hjælper sig selv og hinanden. Det er en slags ungdomshotel, siger William Loh og har allerede en klapsammenmad i hånden. I denne uge er der fire havbiologer på One Tree Island - og der er højst plads til 12 ad gangen. En uge, to uger eller tre uger ad gangen det meste af året rundt. De køber mad ind i fællesskab på fastlandet, medbringer selv sengetøj, og får tildelt en køjeseng og en kvote på en spand vand om dagen til "brusebad". I tørkeperioder, når regnvandstanken er i bund, halveret kvoten.


Snorkelforskerne (4)
William Loh er igang med at udvinde DNA fra de indsamlede koraller.
Foto: Morten Fauerby

Og så står der ellers arbejde på resten af tiden. Pam og Conrad Beinssen er øens eneste faste beboere. De er midt i 50´erne, begge oprindeligt biologer men nu ansat som bestyrerpar af Sydney Universitet, der ejer forskningsstationen.

Parret sørger for alt det praktiske og sejler bl.a. gæsterne frem og tilbage til den nærmeste ø, Heron Island, hvor der både er en stor forskerstation og opholdsmuligheder også for turister. Fra Heron Island er der daglig færgefart ind til kystbyen Gladstone.

One Tree Island er undertiden afskåret fra omverdenen i ugevis, fordi højvandet ikke altid bliver højt nok til, at båden kan komme over koral-randen og ud i åben sø.

For Pam og Konrad Beinssen er livet på en ø, den tætte kontakt med havet og forskerne, en livsstil. De kom til One Tree Island fra staten Victoria - og altså fra fastlandet - hvor de havde stort hus og fremtrædende jobs. Alt er solgt og hverdagen betydelig mere spartansk. Men til gengæld har de fået livskvalitet, erklærer Pam Beinssen.

To år på en næsten øde ø er dog nær grænsen af, hvad man kan holde til, tilføjer hendes mand. Derfor deler de fremover bestyrer-jobbet med et andet par. Seks måneder til hver.

Arbejdet som havbiolog med de hyppige besøg her på øen er ligeledes en livsstil for Selina Ward - Williams Lohs kollega og ven. En dejlig rund og mørkhåret kvinde, hvis klukkende latter perler ud over øen.


Snorkelforskerne (5)
Livet på øen er blevet en livsstil for Selina Ward, der her fører båden rundt på lagunen.
Foto: Morten Fauerby

Selina Ward er 37 år. Vegetar og mor til tre børn, som hun stolt viser frem på fotografier - og som er årsagen til, at hun til daglig arbejder en del hjemme.

Hendes ældste er en pige på 12 år. Hun har allerede flere gange været med mor på arbejde. De yngste er tvillinger, drenge og otte år gamle. Den ene handicappet både fysisk og psykisk.

One Tree Island er for Selina Ward en pause i en travl hverdag med fuldtidsarbejde og familie. Hun nyder det. Ikke mindst samværet med kollegaerne, for der er ikke mange forskere i verden med koraller som speciale.

Varmen og algerne
Det er konsekvenserne af den globale opvarmning, der interesserer Selina Ward og William Loh. Opvarmningen er et faktum som følge af blandt andet luftforureningen. De alger, der lever og er altafgørende for korallernes eksistens, kan ikke tåle varmen og dør.

Det sker stadig oftere. To grader over gennemsnit i en kort periode er nok til at udløse katastrofen. Det fik forskerne en bitter forsmag på i februar 1989.

"The big bleech," kalder de episoden herude. Store-blege-dag. Nogle steder døde op mod 70 pct. af korallerne i Great Barrier Reef. Ifølge forskerne er det kun et spørgsmål om tid, inden de klimatiske ændringer permanent har tvunget temperaturen to grader i vejret.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Snorkelforskerne (6)
Klimatiske ændringer truer Great Barrier Reef.
Foto: Morten Fauerby