Sitemap | Avanceret søgning |

Verden ifølge Mrs McCabe

Donna McCabe er husmor i det østlige Australien. Trods velstand ikke nogen særligt attråværdig stilling, er Mrs McCabe og hendes medsøstre enige om.

Af KIRSTEN ELLEY, JETTE MEIER CARLESEN og MORTEN FAUERBY
Publiceret 03-08-2000


Verden ifølge Mrs McCabe (1)
Husmor Donna McCabe med sine fire børn (fra venstre) Alice 8 år, Bethany 7 år, Jack 10 år og Emily 8 år.

Maryborough Mrs McCabes mand tjener pengene, og hun bruger dem. Han arbejder fra syv om morgenen til syv om aftenen og er ofte på forretningsrejser. Hun passer det store hus, de fire børn og alt det daglige. Hun affarver sit hår og føler ofte, at hun spilder sit liv. Hun keder sig.

Donna McCabe er 40 år og husmor.

Måske en uddøende race i Danmark og resten af den vestlige verden. Men stadig en almindelighed i Australien - især i de mindre byer og i landdistrikterne.

Som en del af en livsstil. Og mere eller mindre frivilligt.

Kvindesag og ligestilling mellem mænd og kvinder er ikke noget hot emne på den politiske dagsorden i Australien. De traditionelle familieværdier med far på arbejde og mor helt eller delvis derhjemme med børnene trives i bedste velgående, og uden for de store byer er pasningsmulighederne til mindre børn sparsomme. Daginstitutioner hører det hektiske storbyliv til. Det samme gør karrierelystne kvinder, som til gengæld får alarmerende få børn. Fordi det er svært at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Kvinder i Australien er i allerhøjeste grad nødt til at vælge.

Temmelig god livsstil
Det har Donna McCabe gjort. Bag murene i det elegante murstenshus med pool og to garager på Treasure Street i byen Maryborough ved Australiens østkyst - kun tre timers kørsel fra Brisbane - er arbejdsdelingen klar og aldrig til diskussion.

Han tjener pengene. Hun passer hus og børn. Det er en aftale. En handel. Prisen for en "temmelig god livsstil", som Donna McCabe betegner den måde, familien lever på.

Først og fremmest har de fire livlige børn: Bethany på syv år, tvillingerne Alice og Emily på otte år og storebror Jack på ti. Familien ser mange gæster til grillhygge omkring den lækre pool i baghaven, og flere gange om året er familien på ferie i udlandet.

For Donna McCabes mand tjener godt.

Douglas McCabe er ingeniør og leder udviklingen af en ny togtype i Australien, fortæller Donna - ellers Mrs McCabe, som hun bliver kaldt af alle andre end de nærmeste venner.

Mandens job bestemmer
Hun er sygeplejerske, men har ikke brugt sit fag i ti år. Det er umuligt med fire børn og en mand, der arbejder meget. Det var også af hensyn til ægtemandens karriere, at de flyttede til lille Maryborough fra Brisbane for fem år siden. Han fik et nyt og bedre job, og i denne uge er han på forretningsrejse, fortæller Donna McCabe. Det er grunden til, at familien senere i aften skal spise sammen - og med en gæst. Normalt får børnene deres kl. 17-bad, kommer i nattøj og får serveret aftensmad, mens Donna McCabe venter med at spise til senere sammen med sin mand, når børnene sover.

I det hele taget er hverdagen lagt tilrette efter børnenes rytme. Donna McCabes tid går med at hente og bringe børn fra skole og fritidsaktiviteter. Med rengøring, indkøb, forberedelse af aftensmad og med at stryge tøj. Dertil kommer besøg hos frisøren, hudplejeren og gåture for at holde den slanke linje. Og indimellem er der kaffe, frokost eller et glas vin med veninderne.

Det er fordelen ved at gå derhjemme. Der er tid til veninderne, tid til en kop kaffe og en sludder om stort og småt. Om sorger og glæder. Og selvfølgelig ved veninderne godt, at Donna ikke er helt tilfreds med sit liv. At hun føler, at hun mest lever for sine børn - og det kender de fra deres eget liv. De ved også, at hun drømmer om at komme i gang med noget for sig selv, nu da børnene er blevet halvstore, måske få et halvtidsjob, tjene sine egne penge og på den måde få mere selvtillid og selvværd.

Ikke at hun behøver bede ægtemanden om penge. Hun hæver bare i banken. Det er mere følelsen af selv at tjene sine penge, følelsen af uafhængighed.

Veninde-kaffe
Det er sådan noget, man snakker med veninderne om i Maryborough.

»Jamen, skal jeg ikke lige ringe til Julie, min veninde? Hun blev skilt for nogle år siden og har haft en masse problemer med sin mand. Det har selvfølgelig været det helt store samtale-emne. Men hun vil være god for jer at snakke med.«

Mrs McDonaldson ringer på døren et øjeblik senere, medbringende endnu en veninde ved navn Marlene Sullivan.

Donna McCabe serverer kaffen på terrassen og forklarer, at det er almindeligt i Australien, at kvinder tager deres mænds efternavn, når de bliver gift. Hun har godt nok en niece i Sydney, der blev gift for to år siden, og som beholdt sit eget navn.

»Men hun er altså også en rigtig karrierekvinde.«

Hårdt at være kvinde
De tre kvinder i fyrrerne siger som med en mund, at det er svært at være kvinde i Australien. Enten er det benhård karriere uden familie, eller også er det ansvaret for familie - uanset om man har arbejde ved siden af. Det er ganske enkelt hårdt arbejde, uanset hvad man vælger.

»Mænd i dag er langt bedre til at tage sig af deres børn, men mandschauvinisme er stadig uhyre udbredt,« konstaterer Donna McCabe og nikker, da Marlene Sullivan forklarer, at husligt arbejde ikke bliver respekteret.

»I Australien bliver kvinder ikke betragtet som en naturlig del af arbejdsstyrken. Man forventer stadig, at de tager hovedansvaret for børnene og hjemmet. Samtidig bryder folk sig ikke om at have hjælp i huset, det gør man ligesom ikke. Jo, kun hvis man er rigtig, rigtig rig. Folk føler, at det er ligesom at have en slave. Men resultatet er, at kvinderne knokler ufatteligt hårdt. Og det slipper man jo for, hvis man er husmor.«

Alle tre kvinder har været hjemmegående husmødre i adskillige år, og det er ikke lutter lagkage. Det er måske godt for familien, men ikke godt for selvfølelsen. Man skal helst have en titel, et spændende job for at være interessant i omverdenens - og egne - øjne.

Men det kan være svært, idet mange ægtemænd modarbejder deres koners karriereønsker, fremhæver Julia McDonaldson, og Marlene Sullivan fortsætter:

»Og ude på arbejdsmarkedet skal kvinder være ti gange bedre end mænd for at begå sig. Erhvervsmæssigt er det svært for kvinder at nå til tops. Der er et glaslåg, som stopper.«

Tålelig skilsmisse
Kun når ægtemanden løber fra sit ansvar som forsørger og forlader kone og barn til fordel for en anden kvinde, bliver hustruen lovgivningsmæssigt favoriseret og anerkendt for den indsats, hun har ydet i hjemmet. Det er derfor, at Julie McDonaldson og hendes børn kunne blive boende i huset efter en skilsmisse og i øvrigt opretholde en pæn levestandard.

»Blev jeg - som mor til fire - skilt nu, skulle jeg tilkendes 76 pct. af vores samlede indkomst,« siger Donna McCabe og fortæller, at hun får udbetalt 65 offentlige dollars (ca. 325 kr.) hver 14 dage for at gå hjemme hos sine børn.

Fremtidsplaner
Skilsmisse er dog ikke på tale. Familien er katolikker og nye, fælles fremtidsplaner ligger i støbeskeen.

McCabes har købt en stor grund i det fashionable strandområde Noosa nord for Brisbane, hvor de vil opføre en klynge weekendlejligheder til udlejning. Huset i Maryborough er netop sat til salg, og når det bliver solgt, flytter Donna og børnene derned, mens Douglas bliver i Maryborough, arbejder tre dage om ugen og bor hos sin søster.

Meningen er, at Donna McCabe skal sørge for den daglige drift i det nye projekt. Det glæder hun sig til. Hun har brug for udfordringer, og Noosa er umådeligt dejlig, bedyrer hun.

»Det er en livsstil at flytte til Noosa. Som så meget andet i Australien.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere