Sitemap | Avanceret søgning |

Den sorte ghetto

Woorabinda er et sørgeligt møde med den australske urbefolkning. Vold, druk og selvmord hører til dagens orden - og det kan være svært at få øje på håbet. Men måske for børnene.

Af KIRSTEN ELLEY, JETTE MEIER CARLSEN og MORTEN FAUERBY
Publiceret 29-07-2000


Den sorte ghetto (1)
I byen Woorabinda bor der naesten kun Aboriginals. Byen er, ligesom indbyggerne, i forfald. Byens eneste håb er de helt små børn. Her fotograferet i fuld leg på byens monumenter fra dengang, der var arbejde i og omkring byen.

Den unge aboriginer kvinde blotter fnisende en række sorte tandstumper, mens hun tager sin yngste søn på armen og puffer sig forbi et par af sine lidt større børn for at vise os de traditionelle malerier, som skimtes på væggene inden for i det faldefærdige hus her midt i Woorabinda. En sort ghetto i den østlige del af Queensland.

Malerierne med de smukke farver og karakteristiske motiver er lavet af en slægtning i fængsel og sendt til hans bedstemor, som også bor i huset. I alt lever otte-ti voksne og børn i de fire små ufatteligt snavsede rum, der hver er udstyret med en stor hullet madras, bunker af affald, skramlede, kværnende fjernsyn - og så billederne på væggen af hemmelighedsfulde landskaber og oldgamle mystiske tegn.

Det er et paradoks.

Denne utrolige skønhed midt i en afmægtig og næsten håndgribelig håbløshed.

Det er en umådelig sørgelig historie.

Malerierne er alt, hvad de fleste af Australiens oprindelige befolkning har tilbage af en stolt og lang fortid. Ikke mindst her i Woorabinda, hvor en mand sjældent bliver over 50 år, hvor kvinderne tidligt lærer, at mange børn er lig med mere bistandshjælp, og hvor de unge stærke mænd hænger på gaden, mens de drømmer om et liv som forfædrene i pagt med naturen i bushen - uden at nogen har lært dem, hvordan man gør det. Heller ikke der, kan de begå sig. Ja, de færreste af dem ved, hvad tegnene på de billeder, som de er så stolte af, betyder.

I vuggegave har den unge generation fået følelsen af ikke at høre til nogen steder. De har lært at sniffe hjernen ud med benzin, og at arbejde er noget man gør to dage om ugen for at få sin forhøjede bistandscheck. Men begreber som stolthed, værdighed og selvrespekt går ikke længere i arv fra generation til generation.

En kæde er brudt, uden at en ny er sat sammen.

Traditionerne væk
Efter godt 200 års europæisk tilstedeværelse er aboriginernes urgamle nomadetradition stort set udslettet. Deres helligdomme er reduceret til turistattraktioner, og de avancerede traditioner for slægtens opretholdelse næsten uddøde.

Engang udgjorde urbefolkningen et forfinet net af stammer med hver deres sprog. Så kom den hvide mand og påtvang dem civilisationen og en totalt fremmed kultur - og i dag udgør aboriginere et massivt politisk, socialt og menneskeligt problem, som få kan se enkle løsninger på - men alle begræder.

Det gælder også den 18-årige Graham Larry, som sammen med en klynge jævnaldrende fyre slår et par sløve eftermiddagstimer ihjel foran posthuset i Woorabinda - en uskøn lav bygning overmalet med grafitti og med tremmer for vinduerne. Beliggende midt i byen på en stor sveden græsplæne.

»De hvide skulle aldrig have skilt os ad. Dengang kunne vi noget, dengang var vi stærke sammen. Det er vi ikke nu - jeg ved ikke engang, hvilken stamme jeg hører til,« konstaterer han bittert om tvangsforflytningerne af aboriginere.

Pæne tænder
Han hiver en slidt pung frem af bukselinningen. Og et stolt smil viser, at han tilhører det mindretal i Woorabinda, som har bevaret et pænt tandsæt.

»Se, jeg har lige fået det i dag. Kørekort. Jeg skal væk herfra. Her er ok, men der er ikke meget at lave. En dag kører jeg ud og henter min lillebror, og så tager vi sydpå og får et arbejde og stifter familie. Jeg skal ihvertfald ikke have en kone herfra, for jeg ved aldrig, om det er min kusine,« forklarer Graham Larry, der bor sammen med sin onkel. Forældrene og lillebroderen har han ikke set i årevis.

Kun de færreste af Woorabindas knap 1500 indbyggere har et normalt arbejde. Graham Larry og hans kammerater arbejder et par dage om ugen. Det er alt. Resten af tiden drysser de rundt, gerne omkring pubben, der ligner en fæstning mere end et hyggeligt samlingspunkt, og hvor underholdningen leveres af fordrukne gæster, der regelmæssigt farer i totterne på hinanden, mens blodet flyder i hidsige slagsmål.

På enhver måde kendetegner forfald og slid byen, der daterer sig tilbage til 1927, dengang Australiens sorte urbefolkning blev betragtet som udskud. Siden blev krænkelserne for åbenbare, urimelige og uforenelige med fundamentale menneskerettigheder. I 1967 fik aboriginerne stemmeret - og kom i stor stil på de sociale budgetter.

Mange mener, at tyrkertroen på, at en lykkelig integration er brolagt med penge og sociale rettigheder, dybest set er grunden til elendigheden, som den ser ud i byer a la Woorabinda.

Det er ikke noget rart sted at være. Hovedparten af husene bærer præg af den vold og kriminalitet, som præger hverdagen. Ifølge reglerne skal indbyggerne betale husleje, men de færreste gør det, for manglende betaling udløser sjældent repressalier. Få bliver smidt ud fra deres bolig - for hvor skal man smide dem hen. Overalt i byen løber løse hunde og små børn med snottede næser og stumpede trøjer. Helbredstilstanden er ringe. Misbrug af enhver art er almindelig.

Dertil kommer splittede familier, hustruvold, forsømte og mishandlede børn, som giver de hvide socialarbejderne på byens offentlige institutioner nok at bestille. F. eks. på hospitalet, skolen, politistationen eller på hjemmet for voldsramte kvinder. Efter arbejdstid forlader så godt som alle hvide byen.

Woorabinda er et sted, man helst skal videre fra.

Det ved de godt i bystyret, der består af otte lokale, beboervalgte repræsentanter, som administrerer de sociale og kulturelle tiltag i byen .

Det handler om at komme ud af ghettoen, ud til andre forbilleder og idealer. Ud i samfund, hvor folk tror på sig selv og tager et ansvar. Men først skal man tro på, at der eksisterer en anden vej. At det trods alle odds kan lade sig gøre.

Succeshistorier
Derfor har Woorabinda talrige idrætsfaciliteter til de unge. Og rundt omkring hænger plakater med billeder af mørke, selvbevidste ansigter: Succesfulde aboriginer med strålende karrierer. Blandt andet som sportsfolk.

F. eks. har den sorte løber Cathy Freeman en bror her i Woorabinda. Og sådanne lykkelige historier er der altså nogle stykker af, understreger Alan Wooller, der er den håndfaste hvide bestyrer af pubben.

Efter hans kontante mening er alkohol roden til alt ondt for den sorte befolkning.

»Aboriginals har aldrig lært at drikke. De er ikke blevet opdraget til det ligesom os andre,« fastslår han, uden dog at gå ind for alkohol-forbud, som det praktiseres i andre områder for aboriginere. Derimod tror han på massiv undervisning og fra en tidlig alder.


Den sorte ghetto (2)
Mirosa Social Club er er stedet, hvor indbyggerne bruger deres bistandshjælp på øl. Der er altid fuldt hus på udbetalingsdagen og med 100 procents garanti en masse slagsmål.

Dyster fremtid
Længere nede ad hovedgaden har en af byens tre menigheder til huse; i den katolske kirke, hvor fader Patrick ser dystert på fremtiden for byens indbyggere.

De unge generationer vil efter hans vurdering fortsætte med at dø alt for tidligt af druk, selvmord, vold og sygdom. Fordi de har fået for mange dårlige vaner.

»Det er for sent. De unge er søde og venlige, men når de har taget stoffer, så bliver de farlige, også for sig selv. Så ved de ikke, hvad de gør. Åh, det er så synd,« sukker præsten, der kan fortælle, at døden i denne by sjældent har en naturlig årsag. Derfor må alle døde en tur på obduktionsbordet i den nærliggende by Banana, godt en times kørsel borte, - før de bringes hjem igen for at blive begravet.

Selvom der typisk er få kirkegængere i det beskedne kirkerum, hvor flere af de religiøse billeder er malet på traditionel aboriginal vis, er den 61-årige præst glad for sit virke i Woorabinda, hvor han forventer at ende sine dage.

Her er i høj grad brug for både hans indsats og Guds nåde.

»Min mission er at få dem til at at føle tillid til hvide mennesker. Mange aboriginere er blevet utroligt dårligt behandlet, og man forstår deres mistillid og bitterhed, men det er der bare ingen fremtid i. Der er brug for en ny begyndelse.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten