Sitemap | Avanceret søgning |

Et liv på sidelinjen

Småbyer ligger spredt ud over det meste af Australien. Virksomheder er der ingen af, butikker lukker, og de unge, der drager til kystbyerne for at uddanne sig , vender sjældent tilbage. JP Explorer har besøgt Baralaba i Queensland i søgen efter den australske landsbysjæl.

Af KIRSTEN ELLEY, JETTE MEIER CARLSEN og MORTEN FAUERBY
Publiceret 27-07-2000


Et liv på sidelinjen (1)
Landsbyen Baralabas rene og brede hovedgade.

Myldretiden i Baralaba som den ser ud fra hjørnet ved hotellet: Seks pick-up´er, tre lastbiler - to med grus en med kvæg - en kvindelig fodgænger, et styk sort hund med kuperet hale, og syv personbiler af forskellig art, der passerer forbi eller drejer om hjørnet i sindigt tempo.

Jo, der er nok at kigge på, sådan en sen eftermiddagstime i den lille by med 270 indbyggere i Queensland. Ikke noget, der kaster voluminøse overskrifter af sig, men det er også just den afslappede og tilbagelænede atmosfære, det nære samfund og den fælles ansvarlighed, beboerne roser og elsker. De der er tilbage.

»Det er en livsstil at bo her. Jeg skal aldrig mere tilbage til en stor by. Objektivt set sker her ikke noget, og alligevel er det et vidunderligt liv med tid til familie og venner,« siger Debbie Bailey, der ejer posthuset og kom hertil som 19-årig med en 10. klasses eksamen og et banklån. Det er ti år siden, og hendes ønske om at blive selvstændig er lykkedes. Nu har hun giftet sig med en lokal, og de har en søn på halvandet år, der er med mor på job de tre eftermiddage om ugen, hun arbejder.

Indbyggerflugt
Debbie Bailey er på mange måder en undtagelse i Baralaba. Kun få unge og erhvervsaktive rykker ud i de små samfund. Langt flere flytter derfra. Efter bedre job, et mere dynamisk liv og højere lønninger. Således også i Baralaba, der ligger en times kørsel på jordvej væk fra den nærmeste hovedfærdselsåre. Indbyggertallet er faldet til det halve de seneste ti år.

Baralaba er således prototypen på den lille by i Australien. Fællestrækkene er brede, skyggefulde og meget rene hovedgader, samt en håndfuld forretninger med et varieret vareudbud af alt fra laksefarvede dametrusser over kukure til pigtrådsruller og vingummibamser.

Centrum er som regel en hyggelig pub med opslåede døre fra 10 til 22, snakkesalige kunder og ustresset personale. Der er et dusin beskedne værelser uden dikkedarer til de mange australiere, der altid er på træk, og et baglokale fungerer som byens eneste restaurant med steak-sandwich og grydesteg som fast holdepunkt.

»Gennemsnitsalderen er høj, og det er der ikke meget at gøre ved, bortset fra at sørge for, at vejene er i så god stand, at skolebussen kan køre, og at hospitalet bliver ved med at eksistere«, konstaterer Paul Bienek, en høj og rank 63-årig mand med tyske aner. Han er både viceborgmester for herredets elleve småbyer, og ejer af byens autoværksted - ligesom han har en mindre kvægfarm uden for byen.


Et liv på sidelinjen (2)
På billedet ses Paul Bienek. Han er både byens viceborgmester og mekaniker.

»Det er isoleret og meget småt her. Kulminen lukkede i 1969. Så indstillede jernbanen driften, banken forsvandt og senest lukkede savværket. Seks forsørgere blev fyret, og seks familier flyttede væk«, siger Paul Bienek, der har været gift med Ellison i 40 år. Parrets tre døtre også er fortrukket andetsteds hen.

Livsvigtigt hospital
Et par hundrede meter længere oppe ad Stopford St. ligger hospitalet. Fire patienter er der lige nu, men der kan være ti. Det er sjældent tilfældet, og patienter med livstruende sygdomme og folk, der skal opereres, bliver fløjet til den nærmeste store by ved kysten, Rockhampton.

Sygehjælper Linda Ohl er 30 år og skal samme tur om fem uger, når hun skal føde sit første barn. Det er over 20 år siden, at den sidste baby kom til verden i Baralaba, men alligevel er hospitalet livsnerven for byens eksistens. Men det er svært at skaffe uddannet personale, og lægen holder sjældent mere end halvandet år ad gangen.

Hospitalets tilstedeværelse betyder, at ældre kan blive boende i byen, og at børnefamilier tør nedsætte sig her langt væk fra alfarvej. Det lille, cremefarvede hospital fungerer som ambulant tjeneste, men også som alderdomshjem.

Blandt andre for Beryal Remfry, som er født i 1903 og har boet her de seneste seks år. Hun er klar i hovedet som et neonrør, men næsten blind. Beryal har boet i udkanten af Baralaba det meste af sit liv, men synes godt nok, at her er en smule stillestående på det seneste. Ikke kun fordi det kniber at komme udendørs på de svagelige ben, men også fordi erhvervslivet er forsvundet.

Et godt liv
Overfor hospitalet i nummer otte bor Ian Lemm. Han er 56 år, pedel og altmuligmand på hospitalet, og han bor i Baralaba for anden gang. En skilsmisse tvang ham fra byen i en længere periode, men så flyttede kone nummer et fra Baralaba, og han rykkede tilbage med kone nummer to. Hun er hjemmehjælper 15 timer om ugen for en dame på 81, og det får hun 14 dollars (70 kr.) i timen for af det offentlige. Parret har de en 11-årig datter.

»Vi har et godt liv her. Min mor bor i Melbourne, og det er da rart at komme til staden et par gange om året, men lige så dejligt at komme hjem igen. Der snakkes meget i en by som denne, men de folk, man ikke bryder sig om, undgår man jo bare diskret. Det gælder for eksempel ham slagteren, der havde forretning her på hovedgaden indtil for et par år siden«, siger Ian Lemm, mens hankatten Roy på ni kilo og gravhunden Pedro ignorerer hinanden for fødderne af ham i den nysselige have.

Det med slagteren skal ikke uddybes. Han skifter emne ved at fortælle, at vi må hen i den anden ende af byen for at finde byens eneste enlige mor.

Kortene på bordet
Hende finder vi nu aldrig, men derimod Tim Geddes nede i den "billige" byende bag jernbanen.

Tom Geddes er 73 år og bor i det hus, der ser værst ud af alle. Et skur med kig ud i naturen gennem brædder og gulvplanker. Han betaler også kun 10 dollars for det om ugen (50 kr.), så hvad kan man forlange.

»Jeg drikker. Det er mit problem. Når jeg drikker, glemmer jeg at spise, og da det havde stået på i fem dag forleden, røg jeg på hospitalet«.

Tom Geddes lægger alle kort på bordet og viser huset frem på opfordring. Uden beklagelse og uden at give andet end sin egen slatne rygrad skylden. Den offentlige pension på 370 dollars hver 14. dag (1850 kr.) ville måske række, hvis ikke han drak, men nu har han atter måttet tage fuldtidsarbejde som skovhugger ved farmerne i området. Kone, en søn og to døtre forlod ham for ti år siden, og »der har været skræmmende stille omkring mig lige siden«, som han siger.

Tilbage på træverandaen foran hotellet møder vi for 117. gang den dag Orville Ford, der snakker hviskende og indforstået. Den irgrønne BP-kasket sidder godt ned i panden, og de beige terylenebukser hænger dybt på den 65-årige, magre pensionist.

Derfor er det naturligvis for egen regning, at også han nævner slagteren som byens mest upopulære mand.

»Jeg skal ikke sige noget. Men her i Baralaba undrede man sig da over, hvordan butikken kunne brænde. Og så havde han altid en finger på vægten. Ham slagteren var der ingen, der var begejstret for, men han valgte da også at forlade Baralaba«.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten