Sitemap | Avanceret søgning |

I Crocodile Dundees fodspor

Optagelserne til den tredje Crocodile Dundee-film begynder den 7. august i McKinlay, hvor Walkabout Creek Hotel er midtpunkt.

Af KIRSTEN ELLEY, JETTE MEIER CARLSEN og MORTEN FAUERBY
Publiceret 25-07-2000


WALKABOUT CREEK HOTEL
Steve Felminghem underholder med sine mudderkrabber på det berømte hotel

Forberedelserne er i fuld gang, og kulisser er ved at blive opført af ni tilrejsende håndværkere, som dermed har forøget byens indbyggertal med en halv gang.

McKinlay Musklerne i den solbrændte overarm ligger som tove under huden på gruppeformand Peter McCollin. Han vipper skyggen på kasketten bagud for bedre at kunne se de usædvanlige gæster, der med ét står foran ham. På den anden side af grusvejen tøver flokken af andre svedige arbejdsmænd med hammer og det tømrerarbejde.

Kvinder! Lige her på verandaen. Mellem værktøjskasser, øldåser og deres bulede pickups. I det hul af en by, som for en hed, australsk vintermåned er både deres hjem og deres arbejdsplads. I fem uger skal de ni vejrbidte mænd knokle dagen lang for at bygge en kopi af baren, hvor filmhelten Crocodile Dundee skyller sine øl ned. Walkabout Creek hedder beværtningen, der i virkeligheden ligger 50 m længere oppe af grusvejen.

Efter filmsuccesen med den første Crocodile Dundee-film i 1986 blev værtshuset rub og stub og af kommercielle hensyn løftet op på en blokvogn og flyttet nogle hundrede meter mod nord helt ud til kanten af Highway 66. Problemet er blot, at den ægte vare nu ligger for tæt på den store asfalterede vej til, at den kan fungere som outback-pub i den tredje Crocodile Dundee-film. Filmoptagelserne begynder her i flækken McKinlay i Queensland den 7. august. Igen er det med den australskfødte skuespiller, Paul Hogan (59 år) og hans kone, Linda Kozlowski (42 år) i hovedrollerne.

Derfor er Peter McCullin og hans mænd sendt i forvejen fra Melbourne for at skabe illusionen om den australske outback i trafikmæssig sikkerhed længere nede ad grusvejen. De ved, at deres fem uger lange indsats med dels at bygge en facade af hotellet, dels at bygge et bølgeblikskur til Dundees firma, "Never Never Safari", kun vil blive belønnet med fire minutter i den endelige film. Men sådan er det.

Handlingen fastlagt
Og så kan de glæde sig til følgende scener:

1. Paul Hogan går tværs over grusvejen. Fra bølgeblikskuret med "Never Never Safari" og over til pubben. 2. Han spadserer forbi "Never Never Safari"-skuret for at hente sin niårige søn Mark henne i den lysegrønne skole, der står på pæle hundrede meter bagved. 3. Pubben bliver fotograferet i fugleperspektiv fra en kran, og derfor skal der også tag på!

Opbygning af kulisser som disse har sjakket rige erfaringer med. De arbejder som freelance kulisse-magere, rejser fra job til job og altid foran stjernerne. Det er der ikke meget cocktailparty over, fortæller de med brede grin. Men er Crocodile Dundee prototypen på den australske mand?


DEN AUSTRALSKE MAND
Fra venstre Michael, Dou, Lorrie og Collin

Tilbagelænet
Nej, er den umiddelbare reaktion. Og dog.

»Den australske mand har det til fælles med Crocodile Dundee, at han har er meget tilbagelænet holdning til tilværelsen. Vi tager ikke livet så tungt herude, og vi er ikke bange for at bryde op og prøve noget nyt. Men kradser man lidt i overfladen, er vi jo alle bløde indeni,« siger Doug på 46 år.

Han er en af de få på stedet, der ikke er skilt. Skilsmisseraten i Australien er ellers høj. Hvorfor mon?

Der er flere bud. Mangel på rollemodeller i familierne. Et omflakkende liv fordi man i Australien bryder op, hvis der ikke er arbejde et givent sted.

»Det er svært at holde sammen på en familie, når man rejser så meget som jeg. Pludselig står konen alene med hverdagens mange problemer, og så kommer der måske utroskab ind i billedet. Det er ikke længere let at holde sammen til døden skiller os ad. Der mangler også familiemæssige forbilleder,« filosoferer Collin, der er 42 år, fraskilt med to små døtre i Melbourne.

Mens vi taler om og med den australske mand, går solen hastigt ned. Den bare jord gløder rødt både foran byggeriet og på den lille landingsbane bag ved husene i McKinlay.

En lille stille by
En flok fede skræppende papegøjer lander for en stund på den i forvejen slappe telefonledning. Så sænker mørket sig.

Der sker ikke meget på hovedgaden i McKinlay. De 18 faste beboere hilser, når de kører forbi byggestedet i deres biler. Overfor kulissen til det ny Walkabout Creek Hotel ligge et lukket bibliotek på ca. 10 kvadratmeter. Til venstre er politistationen. En mand. Tre politibiler med blå blik. That's it.

Den lokale politibetjent er på kursus, så det er hans rundbuede afløser, der slentrer over gaden i blå uniformen denne sene eftermiddagsstund. Han vil da lige præsentere sig med et pænt goddag. Navnet er Neil Laidlan. Han er single, 31 år og passer distriktet, der strækker sig 400 km fra den ene ende til den anden.

»Men hvad gør du ene mand, når der sker en alvorlig forbrydelse i distriktet?«

»Så vil jeg bede en bøn,« fastslår betjenten med et lunt smil. Og netop denne egenskab - lune og humor - mener myndighedernes repræsentant i McKinlay kendetegner den australske mand - og også Paul Hogan, da han var bedst i den første Crocodile Dundee- film.

Film og virkelighed
Dengang tog Paul Hogan verden - og Danmark - med storm, da han med en krokodille i favnen slog dørene ind til Walkabout Creek Hotel og senere forelskede sig i storby-pigen Sue, spillet af Linda Kozlowski.

Også i virkeligheden faldt skuespilleren for den 17 år yngre kollega. Han forlod sin australske kone gennem mange år, flyttede sammen med Linda Kozlowski, som også blev hans medspiller i Crocodile Dundee nr. 2 og nu nummer 3. De blev lovformeligt gift i 1990 og har en søn sammen. Paul Hogan var selv i mange år en af australiernes store helte. De accepterede både skilsmisse, den ny kone og såmænd også, at han fortrak til USA. Kærlighed må man bøje sig for.

Ansigtsløftning
Derimod gav det skår i populariteten, da han efter sigende fik en ansigtsløftning. Og den unge betjent i McKinlay afviser da også kategorisk, at Crocodile Dundee alias Paul Hogan er repræsentativ for de australske mænd.

»De er vist som mænd er flest, mener han. På godt og ondt."«

Uventede gæster byder de gerne på en øl oppe på det rigtige Walkabout Creek Hotel. For der er langt imellem happenings her.

Men liv i gaden bliver der den 7. og 8. august. Paul Hogan ankommer til McKinlay med sin kone, en kok og den personlige gymnastiktræner, som gennem måneder har forsøgt at trimme den efterhånden noget fyldige Linda Kozlowski tilbage til rollen som sild.

Kun få minutter
I et par dage kan byens indbyggere sole sig i rampelyset, inden stjernerne rejser videre til Los Angeles, hvor filmen - bortset fra de fire minutter i McKinlay - ifølge rygterne skal optages.

Også kulissemagerne rejser hjem. Men først når de har jævnet deres arbejde med jorden. Brædderne havner nok hos en af de lokale, mod en beskeden betaling.

Sådan plejer det at gå, konstaterer en snakkesalig og rundhåndet Michael over øllen på verandaen af det rigtige, Walkabout Creek Hotel, hvor Jyllands-Posten oprindelig havde tænkt sig overnatte i respekt for Crocodile Dundee.

Men samtlige værelser er optaget af kulissemagerne fra Melbourne, og ingen af dem er gentlemen nok til at vige et værelse eller to. Heller ikke indehaveren virker er en mand, man kan sno om nogen lillefinger.

Med stenansigt ser han frem til filmstjernernes snarlige ankomst og erklærer, at »alle får den samme behandling på min beværtning.«

Ingen god oplevelse
Måske fordi han også har hørt rygter fra dengang i 1986, filmstjernen sidst besøgte den lille klat huse ude i den nordlige del af outbacken.

»Det var bestemt ikke nogen stor oplevelse,« fastslår den lokale distriktssygeplejerske Pat McCarron, som Jyllands-Posten møder, da hun skråner over Highway 66 for at købe en liter mælk hos Shell.

»Berømmelsen er steget ham Paul Hogan til hovedet. Han var arrogant. Gad ikke engang blive fotograferet sammen med børnene eller give autografer. Jeg bryder mig ikke om ham.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere