Sitemap | Avanceret søgning |

McDonald har en farm

Don McDonald er den største private jordbesidder i Queensland. Hans 14 gårde spredt ud over delstaten dækker i alt 36.000 kvadratkilometer, hvilket svarer til knap Danmarks størrelse. Der er 130.000 styk kødkvæg, 120 ansatte og fire helikoptere.

Af KIRSTEN ELLEY, JETTE MEIER CARLSEN og MORTEN FAUERBY
Publiceret 22-07-2000


McDonald har en farm (1)

Don og Christine McDonald klæder altid om til middagen. De starter med en drink i de bløde stole. Christine foretrækker champagne, Don får en whisky. Middagen indtager de i stuen ved siden af, hvorefter de ved 21-tiden trækker sig tilbage til soveværelset for at læse. Senest klokken 22 er lyset slukket og vækkeuret sat til 5.30 og endnu en hård dags arbejde med kvæget under den bagende sol.

Sådan er country-life i outbacken, som det kaldes. Det enorme øde landområde, der strækker sig ind over den nordvestlige del af delstaten Queensland. Her, hvor en lille håndfuld familier ejer jord-områder, der er på størrelse med hele Danmark tilsammen. Hvor man skal købe jord for mindst en million dollars, før det ligner en forretning, og hvor offentlige myndigheder, indkøbscentre og hospitaler er så langt borte, at privatflyveren ikke er luksus, men sund fornuft.


KØDKVÆG
På årsbasis omsætter Don Mcdonald 25.000 stykker kødkvæg

Don McDonald på 58 år, er den største af dem alle.

130.000 stykker kødkvæg har han gående på sine jorder, der breder sig over en procent af Queenslands areal.

Flere år i politik
Han er en betydningsfuld mand - og et dybt respekteret menneske. Fordi han arbejder hårdt og aldrig skåner sig selv. Og fordi han prøver at gøre en forskel og tager et ansvar. For sine ansatte. For sit lokalsamfund. For sit land.

Således kan han også denne eftermiddag i skyggen under de farvestrålende burgonvillaer på terrassen på "Devoncourt" se tilbage på 10 indflydelsesrige år i australsk politik. Som delstats- og landsformand for det liberalt konservative parti, the National Parti, hvor han har kæmpet for at gøre de øde egne, livsstilen på landet, sammenholdet i de små samfund, og mulighederne på den støvede, røde australske jord synlige for også magthaverne bag de blanke skriveborde i storbyerne.

Det er i vid udstrækning lykkedes, livsbetingelserne er væsentligt forbedrede. Der er bygget skoler, investeret i infrastruktur, lys, varme og hospitaler. Takket være internettet og en telefon på radiofrekvens er venner og forretningsforbindelser sjældent længere end en email væk.

Derfor er han optimistisk.

Han tror på en fremtid for kvægfarmene i landdistrikterne. Oksekød er der stigende efterspørgsel efter - og menneskene på landet repræsenterer en væsentlig del af Australiens ressourcer.

»Folk på landet kan noget særligt. De er vant til at klare sig uden offentlig støtte. Det er hårdt arbejde, men det er også frihed til at skabe sin egen tilværelse. Det giver den styrke og uafhængighed, som der vil være brug for også i globaliseringens tidsalder,« fremhæver Don McDonald.

Han advarer mod skabelsen af et "afhængigheds-samfund". Der skal være incitament til at yde en indsats, og kvægproduktionen skal som tilforn eksistere uden subsidier eller offentlige tilskud.

»Kun på den måde kan vi fortsat være konkurrencedygtige,« mener han.

Hans liberale synspunkt omfatter også Australiens urbefolkning, aboriginerne, som efter hans mening bliver forsøgt integreret og påtvunget en moderne levevis alt, alt for hurtigt. Godt hjulpet af bistandshjælpens bekvemmelighed og stemmetrængende politikere fra byerne, der bruger landets sorte minoritet som politisk fodbold.


LIVET PÅ LANDET
Don og Christine McDonald i parrets blomstrende have

Mens de farvestrålende papegøjer stråler om kap med havens blomstrende buske og træer, lyder det, som om Don McDonald har en pointe, når han fortæller om sin barndom og opvækst i harmonisk samvær med også aboriginerne. De var en naturlig del af fællesskabet på gården. Der var mange af dem, hele familier boede der, og de ydede efter evne og nød efter behov. Fast standardløn fik de ikke - men de var stolte mennesker. Den tid er forbi.

Mislykket integration
Mange aboriginere har efterladt deres stolthed på bunden af en flaske sprut og er søgt til byerne.

Alkoholisme og narko er blot et af mange negative tegn på, at integrationen af landets oprindelige befolkning er mislykkedes. Over alt i landet udgør denne én pct. store gruppe det største problem.

»Det er det mest påtrængende problem for Australien. Vi ønsker ikke, at Australien skal være et opdelt samfund,« siger Don McDonald og forklarer, at bønderne ikke har råd til at aflønne en stor stab af mindre produktive aboriginere, når loven kræver ligeløn for alle. Så hellere gøre arbejdet selv. Desuden er det svært at lokke aboriginere til landdistrikterne, understreger han.

Det store hus, køkkenhaven, gæsteværelserne og haven er hans kone, Christines, domæne. Hverken Don eller parrets to voksne sønner er det, hun vil kalde "moderne mænd", som ved at håndtere et strygejern. Men de kan så meget andet.

30 år er gået siden, den dengang 26-årige mineejers-datter fra Mt. Isa giftede sig med Don. Inden for de kommende 14 dage bliver hun bedstemor for første gang.

Don og Christine har også en datter, der er revisor i Sydney.

Børnene gik på kostskole
Alle børn er blevet undervist hjemme af deres mor, indtil de som 12-årige blev sendt på kostskole. Datteren på pigeskole, og drengene de første år på drengeskole.

Kostskoler er udbredte i Australien, og det ligger i kortene, at børn fra landet skal forlade mors skørter ved den tid og ud og være sammen med kammerater. De glæder sig som regel.

Rundt omkring på borde og reoler i huset ligger magasiner, aviser og opslagsbøger. Om natur, kunst, kultur og samfundsforhold. På CD-spilleren er der klassisk musik. Viden om og nuancerede holdninger til, hvad der sker i verden, mener de begge, kendetegner folk fra landet. Specielt fordi landboere ved, at de ikke kan nøjes med at tænke på sig selv. De er afhængig af hinanden og nødt til at tænke i helheder for at overleve. Også forretningsmæssigt.


HELIKOPTER
Maskinparken inkluderer 4 helikoptere, som benyttes til at drive kvæget

Don McDonald afsætter på årsbasis 25.000 stk. kvæg. Bruttofortjenesten på en 3-årig 600 kilos okse ligger på omkring 800 dollars (4.000 kr.).

Nogle sælges som levende dyr til Mellemøsten og Indonesien, men de fleste slagtes i Australien og eksporteres som økologisk, sygdomsfrit og garanteret medicinfrit oksekød til verdensmarkederne.

»Det gælder om at sprede salget, så man ikke er afhængig af et enkelt marked. Det samme princip ligger bag de ejendomme, min bror og jeg har købt. Kvæget bliver født på besiddelserne oppe i golf-området i Nordaustralien. Efter et års tid transporteres dyrene sydpå. I tilfælde af lange tørkeperioder, har vi mulighed for at transportere dyrene rundt mellem farmene,« siger Don McDonald, der i snit vurderer, at der skal otte ha til at føde et stk. kvæg.

Jorden er mager, og regnen falder kun i én periode om året fra december til marts.

Fire helikoptere fordelt på diverse ejendomme har det seneste tid reduceret staben af cowboys med to tredjedele, så der nu i snit er 120 ansatte til at passe de 130.000 stykker kvæg.

Det er den vej, det går. Også herude.

I alt har Don McDonald 14 selvstyrende farme. Ældste søn, Alexander, driver den nordligste, som ligger ud mod Golfen med 30 km strandret. Devoncourt , hvor ægteparret selv bor, strækker sig 40 km fra den ene ende til den anden på begge led. Der er en times kørsel til nærmeste lille by og godt en halv times flyvning i familiens lille privatfly til Mt. Isa, som har daglige flyafgange til resten af landet.

Afsondret er det.


DEVONCOURT
Ægteparret McDonalds gård Devoncourt har været i slægtens eje siden 1947

Men sådan kan Don og Christine McDonald bedst lide det. Det er en tryg verden med et stærkt sammenhold. I familien og på gården, der har været i slægtens eje siden 1947, da Dons far på nu 94 år købte besiddelsen. I 1971 gav han den videre til Don McDonald og dennes bror.

Gamle McDonald bor i et hus på broderens ejendom en kort flyvetur fra Dons. Han er i fuldt vigør og elsker at blive sat i arbejde og taget med på råd. Men ansvaret. Nej. Det har han for længst lagt fra sig.

Og sådan bør det være, mener Don McDonald, som håber at kunne foretage tilsvarende generationsskifte i løbet af få år med et af sine egne tre børn - måske i samarbejde med et af broderens børn.

Pool og blomster
Selve hovedbygningen på Devoncourt er en smuk to etagers ejendom, bygget af kæmpesten fra området og omkranset og næsten skjult af høje træer. Græsplænen er grøn og velpasset. Poolen bliver renset hver dag, og en ung hollandsk fyr på gennemrejse er just blevet ansat for et par måneder og tager sig blandt andet af de blomstrende buske og træer. For der er meget at se til, når hele familien samt de ansatte og deres familier i mindre aftægtsboliger på gården skal passes, forklarer Christine McDonald.

For øjeblikket er der ansat 10 mennesker på Devoncourt. Heriblandt en kok og en fuldtidsrevisor. De fleste har boet og arbejdet der i årevis. I august, når kvæget skal mønstres med henblik på salg, suppleres antallet med løsarbejdere, og kokken, Julie, får travlt. Allerede nu bliver et kreatur om ugen skudt, parteret og hængt i kølerummet, så der kan komme mad på bordet.

Det er en tradition. Og dem er der mange af på Devoncourt. Som f.eks. når Christine McDonald noterer sig samtlige ansattes fødselsdage, så hun den dag kan invitere dem hjem i privaten til kylling.

»For os er kylling jo noget specielt. Især kylling i plasticpose fra supermarkedet,« siger hun og ler.

Rødt oksekød er der rigeligt af til dagligt. Selv om fruen på Devoncourt er opvokset i byen, er også hun kommet til at elske ensomheden og den ultimative frihed på landet. Kun når hun rejser til andre egne af Australien eller til udlandet sammen med Don, kan hun stadig mærke forskel.

»Jeg beundrer blomsterne og de smukke træer. Don ser kun græsset. Han analyserer sorten, mængden og den måde, det gror på, og tænker på sit kvæg derhjemme.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten