Sitemap | Avanceret søgning |

Down, down under

Godt 4000 mænd og fire kvinder har døden som følgesvend, når de arbejder i de dybe, sorte skakter i Australiens største kobbermine i Mt. Isa. Det er ensomt og hårdt og sætter sit præg på krop og sjæl.

Af KIRSTEN ELLEY, JETTE MEIER CARLSEN og MORTEN FAUERBY (foto)
Publiceret 17-07-2000

Mount Isa


Down, down under (1)

Mændene sænker tavst deres hoveder og lader de grove hænder hvile tungt på bordet ved siden af metalmadkasserne, der står på de lange borde. Det er ikke første gang, de hører firmaets officielle meddelelse om, at en af deres kollegaer har mistet livet i minen. Denne eftermiddag er det en ung lokal fyr, der efterlader sig kone og tre små børn.

Sådan er betingelserne. Minen giver. Minen tager. Trods sikkerhedsudstyr, kommunikationssystemer og alverdens forholdsregler er arbejdet en km under jorden både hårdt, ensomt og risikabelt. Det er prisen for de høje lønninger. Alligevel står mænd i kø til selv det mest beskidte og udsatte arbejde.

Derfor går den mumlende småsnakken tilsyneladende upåvirket i gang igen, da formanden afslutter oplæsningen af den officielle besked med ordene:

»Back to work.«


ENSOMT ARBEJDE
Dag efter dag staar Paul White helt alene i en underjordisk gang med sit bor

Men inde bag de orange kedeldragter kender alle til angsten for at møde døden i de sorte mineskakter. Det er bare ikke noget, man sådan snakker om, og der er heller intet at se på de arbejdere, der vender tilbage til den oplyste kantine i 930 meters dybde fra de endnu dybere liggende skakter, hvor de har opholdt sig siden pausen for seks timer siden.

Skiftetid
Klokken er godt syv om aftenen, og det store underjordiske lokale fyldes langsomt med mænd og enkelte kvinder. I snesevis og alle iført samme iøjnefaldende kedeldragt med reflekser. Til udstyret hører desuden hjelm, briller, pandelygte og iltmaske til nødsituationer. De ligner hinanden og er dog vidt forskellige. Her er gamle mænd med slidte øjne. Unge, glatte ansigter, alvorlige miner, store smil og kvikke bemærkningen.

Det er skiftetid. Et arbejdshold på 14 er på vej hjem, sorte af støv og snavs, mens andre møder i rene klæder til de næste 12 timer i jordens indre. Over madkassen i dette lokale under jorden krydser deres veje hinanden. For mange af dem er det eneste gang i løbet af en arbejdsvagt, at de har mulighed for at tale med nogen. Som minearbejder i Australiens største kobber- og zinkmine i Mt. Isa starter man med det dårligste arbejde, beviser sit værd og knokler sig opad i hierarkiet.

Bush-mand i minen
Mange har både 20 og 25 arbejdsår i minen bag sig, og de lærer at håndtere ensomheden. Nogle trives endda bedst sådan. Det gælder for en mand som Doug Browning, 46 år. Han er født i bushen, hvor han voksede op med sine forældre og fire brødre under beskedne forhold adskillige hundrede kilometer fra nærmeste nabo.


FROKOST I 930 METERS DYBDE
Doug Browning (tv) og Nigel Treman indtager deres frokost i kantinen.

Faderen levede af at skyde kænguruer og sælge skindet. Sønnerne lærte faderens håndværk, og flere af Doug Brownings brødre har overtaget faderens levevej. Det var en nøjsom tilværelse, hvor drengene lærte at bestille noget, klare sig selv og gøre det nødvendige, for der var ingen andre til det.

»Jeg kan overleve alle vegne. Det kan folk, der er opvokset i bushen. Bush-folk er særlige, og derfor er de gode arbejdere. Det opdagede de også her i minen, da jeg kom for 20 år siden. Det varede ikke mere end et år, før jeg fik lov til at komme ned i minen som borer. Det er usædvanligt, normalt sker det først efter mange år,« forklarer Doug Browning, der havnede i Mt. Isa, da han efter en skilsmisse mødte en ny kone. Nu er han familiefar, og det er grunden til, at han arbejder i minen.

For han bryder sig ikke om det. Fire gang har han strejfet døden. Det sætter spor i sjælen. Men pengene er gode og nødvendige, når man er forsørger og ægtemand. Også selv om han opfører sig fornuftigt, og i modsætning til mange af sine kolleger ikke drikker pengene op. Han har i stedet købt sit eget hus samt et andet, som han lejer ud.

»Sådan tænker bush-folk. De gør, hvad der er nødvendigt. Man kan købe sit eget hus i løbet af fem-seks år, men alligevel bor de fleste mennesker her i byen til leje. De drikker pengene op i stedet,« siger Doug Browning og ryster på hovedet. »Det er for dumt.«

Sprængning
Han sidder en kort stund ved siden af Nigel Treman. De kan ikke komme med elevatoren op til overfladen før efter kl. 20, for hver aften fem minutter i otte sprænges der nye lommer nede i mineskakten. Det, der er hele grundlaget for nye fund og det, de fleste arbejder med at iscenesætte dagen lang. Nemlig at bore huller til sprængstof med millimeters nøjagtighed ind i de gloende varme vægge.


KONSTANT FARE
På trods af store sikkerhedsforanstaltninger er arbejdet i minen yderst farligt.

Jorden ryster og skælver, da det dumpe brag fra minens dyb endelig lyder. Lige til tiden. Telefonisk koordineret med de tre øvrige miner i området for at forhindre, at nogen fejlagtigt opholder sig i de forbundne underjordiske gange netop nu.

Lufttrykket fra sprængningen er så stort, at man må holde sig for næsen og puste ørerne igennem som i en jetjager, der stiger til vejrs. Ikke så snart er sprængningen gennemført, før mændene begiver sig hen til elevatoren, der med frisk fart bringer dem tilbage til den mørke aftenhimmel, et bad og en sen middag med familien eller en øl på The Irish Pub.

Krav til psyken
Mount Isa Mines, der ejer minen, er Australiens største mineforetagende med aktiviteter bl.a. også i Sydamerika. I Mt. Isa er det især kobber, der brydes. 250.000 tons om året. Det sprængte materiale bliver knust til sten, transporteret op til overfalden og knuses til pulver, som kommer i en væske, der får kobberet til at flyde ovenpå og resten til at falde til bunds.

Sådan udvinder man kobber nu om stunder, og bundfaldet fyldes tilbage i den tømte del af minen iblandet cement. I gennemsnit er der tre procent kobber i det, der kommer op. Der, hvor kobberet udgør op imod 40 pct. bliver stenen lysende, vidunderligt glimtende i blå-gyldne nuancer. Smukt er det.

»Men det ser vi ikke længere,« som formand Alan Rackham siger.

Efter 33 år i minen er han nu formand og har til opgave at tilse sine folk og sørge for, at de voldsomt larmende boremaskiner rundt omkring i skakterne arbejder, som de skal.


FORMANDEN
Alan Rackham foran elevatoren, der fragter mænd og maskiner ned i undergrunden.

To gange pr. 12-timer vagt kommer kan kørende forbi de ensomme arbejdere i sin ladvogn. Formandens besøg er værd at vente på, for der skal en stærk psyke til at stå nede i et sort hul, mutters alene i seks timer ad gangen og bore huller i væggen, som Nigel Treman udtrykker det. Og hedt er der. En km nede er væggene 28 grader, og på to km's dybde er det 50 grader.

Nigel Treman er 27 år, landmandssøn fra den sydlige delstat New South Wales, og han har arbejdet i minen i fem år. Da han var i Mt. Isa for at besøge en ven, søgte det børsnoterede selskab, Mount Isa Mines, netop folk. Sådan gik det til.

»Jeg tjener 88.000 dollars om året før skat som borer, og 55.000 (275.000 kr.) efter. Man skal nærmest være læge ved østkysten for at tjene det samme. Jeg har købt et hus og håber naturligvis, at det stiger i værdi til den dag, jeg rejser herfra. Hvornår ved jeg ikke, men Mt. Isa er ikke et sted, man bliver, med mindre man får familie. Det har jeg ikke. Der er mangel på piger i en by som denne. For en del år siden var her tre mænd for hver kvinde. Men det er ved at blive bedre. Der kommer da nogle nye lærerinder til i ny og næ,« fortæller Nigel Treman.

De sidste efterrystelser efter sprængningen har lagt sig, propperne i ørerne er væk og Nigel Treman og Doug Browning griber fat om hanken på metalkassen og slentrer langsomt ud af kantinen i retning mod elevatoren. Kroppen er brugt. Sveden er tørret ind på deres pande, og natholdet skal til. Minen sover aldrig.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten