Sitemap | Avanceret søgning |

Kan de li' østers?

Nej, exploratrice Jette og unge fotograf Morten kan så afgjort ikke.

Publiceret 30-08-2000

Melbourne, onsdag, den 30. august 2000

Når østersskaller kommer ind på bordet i nøgen, oceanduftende tilstand, stivner deres blikke, og de lader mundene løbe og sammenligner de ædle havdyr med snegle. Ikke fordi de har smagt nogle af delene, men det betyder naturligvis mindre.

For en ordens skyld skal det lige understreges, at JP Explorer liv i Australien ikke just er nogen dans på østers og champagne. Men DR-Jesper og kaptajn Elley har dog ladet enkelte håndfulde østers glide ned gennem halsene, for de koster faktisk ikke særlig meget i Australien.

Men en ting er at spotte og foragte rejsefællers spisevaner, noget ganske andet er, når man som Jette og Morten er ude i et professionelt ærinde med en kilde.

For at beskrive den australske madkultur troppede expeditionen således op hos en af landets bedste kokke forleden, som en passant smed en enkelt østers og lidt andet godt fra havet foran exploratricerne for at vise, hvor raffineret det kan gøres.

Jette tøvede, tog mod til sig - det var jo kun en enkelt mellemstor en - og så vupti ned med den grusomme tingest. I en mundfuld. Derved undgik hun næsten at smage på den, og kunne med lukket mund fremstønne et "uhmm" til kokken.

Samme aften var der rigtig prøvespisning i restauranten og unge fotograf Mortens tur. Han spidsede munden mod østersskallen og hældte dyret ind. Men ak og ve, restaurantens smukkeste ekspeditrice stod i samme øjeblik og smilede ned til ham med en kande vand i hånden, og GLUB'der sad østersen midt i halsen og ville hverken frem, tilbage eller opløses.

Tårerne stod højt i øjnene på den unge fotograf af anstrengelse, adamsæblet hoppede op og ned, men til sidst fik han da bugt med dyret og ansigt tabte han - næsten - ikke.

Lettet over at have overlevet det dyriske angreb på spiserøret udvekslede exploratrice Jette og unge fotograf Morten senere erfaringer og analyser over anvendt synketeknik hvad østersspiseri anbelanger.

Sneglene har de endnu til gode!

JPexplorer@hotmail.com <

Landefakta
Australien
Vidste du, at hovedstaden hedder Canberra, at arealet er 7.741.220 km², og at befolkningen er på godt 21 millioner mennesker?

Australien
Vidste du, at hovedstaden i Australien hedder Canberra, at landets areal er 7.741.220 km2 og at befolkningstallet er på godt 21 millioner?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere