Sitemap | Avanceret søgning |

Skønsang i parken

Undertiden kan det være svært at gøre dagens gode gerning, når man hastigt futter rundt fra sted til sted i Aussieland.

Publiceret 15-08-2000

Moree mandag den 14. august

Men exploratrice Jette gør hvad hun kan for at piske et minimum af sociale sindelag frem hos rejsefællerne. Ikke altid med lige stort held. Således i går.

Ikke så snart var alle exploratører med tasker, kufferter og dåsecola til en hel armé bænket i bilen, før hun gjorde anskrig. Bremserne hvinede lige før byskiltet gjorde en ende på Moree, og snart stod vi forsamlet i en lille park blandt en snes aboriginere med rytmisk kvartet og band og svedne pølser på grillen.

Vores entre gik ikke ubemærket hen. En gammel sort kone med strikhue på, Maureen, viste sig at være værtinde og kom fluks ilede os i møde.

Maureen er mor til 11, bedstemor til flere og oldemor til utallige. For et år siden døde hendes 17-årige barnebarn. Han sad i kørestol og døde mere eller mindre af lungebetændelse. Han var sød og vellidt i hele byen.

Akkurat et år efter dødsdagen slutter aboriginernes sørgeperiode, og den døde må glide over i glemslen. Den mærkedag var i går, og derfor festen i parken med efterfølgende dans og komsammen fra kl. 17 i et lokale inde i byen.

I skal også synge, kommanderede Maureen, greb mikrofonen og lagde skrattende op til JP Singers "from Denmark in the USA somewhere".

Nu var chancen for et virkeligt gennembrud til stede - endog med forstærker - men en uventet generthed lammede med ét JP Explorers besætning, som pludselig blev dybt optaget af at studere skosnuder. Sekunder føltes som minutter, og folk smilede forventningsfulde. Intet skete.

Indtil Jette sprang frem over græsset ene mand, greb mikrofonen og valgte at brillere med en ægte sangskat fra den danske kulturarv:

Se den lille kattekilling'.

Godt nok svigtede mikrofonen stødvist, og godt nok kunne musikerne ikke bare tilnærmelsesvis få fat i beatet, men uha, hun var populær.

Og hun ligner ABBA, hviskede de rundt omkring.

Da forsamlingen efterfølgende bad om ekstranummer, var JP Singers stadig optaget af skosnuder, og Jette valgte nu "Når jeg ser et rødt flag smælde". Vers et og næsten to med indledende tale om sammenhold og 1. maj i Danmark.

Og aboriginerne klappede i takt. Resten af JP Explorer stod med bøjede hoveder i respekt for den, der måske ikke har de ypperste evner, men besidder det mod, der skal til for at glæde andre.

Applaus!!!!

jpexplorer@hotmail


Jette redder holdets ære
Jette synger "Når jeg ser et rødt flag smælde".
Foto: Morten Fauerby

Landefakta
Australien
Vidste du, at hovedstaden hedder Canberra, at arealet er 7.741.220 km², og at befolkningen er på godt 21 millioner mennesker?

Australien
Vidste du, at hovedstaden i Australien hedder Canberra, at landets areal er 7.741.220 km2 og at befolkningstallet er på godt 21 millioner?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere