Sitemap | Avanceret søgning |

Luksus og flyvende trusser

Man kan se det først på Morten. På måden solbrillerne kækt bliver puffet op i håret, mens han med et saligt smil bladrer i et australsk sportsvogns-magasin.

Publiceret 09-08-2000

Surfers Paradise, onsdag den 9. august 2000

Indimellem kaster han skødesløse blikke mod de unge fyre, som et par meter fra os knokler med at give Beautyboksen en tiltrængt våd klud.


Bilvask
Jette og Morten nyder livet, imens bilen bliver vasket ved håndkraft ... af nogle andre.
Foto: Morten Fauerby

Sådan er det med ren luksus. Det er hurtigt virkende og stærkt vanedannende. Et øjeblik efter indtager exploratricerne samme afslappede filmstjerne-attitude i venteposition på bilvaske-stedet; Car Excellence, hvor 2-3 mand nusser og pusser bilen i en to timer lang supergrundig håndgjort vask.

JP Explorer er i Surfers Paradise på Guldkysten. Og her foregår det meste på filmstjerne-manér.

Lækkert skal det være. Uanset om man er menneske eller bil.

Surfers Paradise er navnet på en by, en kyststrækning, ja måske en tilstand. Her tager man hen, når man er ung og bidt af et galt surfbræt. Og når man er lidt ældre og bare vil nyde en fortryllende dejlig strand - og lidt luksus.

Det er ikke nogen æstetisk smuk by. Højhuse og larmende flersporede veje er prisen for en drøm af en strand med bølger så blå som himlen selv.

Men den pris betaler australierne gerne.

De har et særlig forhold til kysten. De elsker den - og så skidt med, at titusinder af andre har det samme måde.

Exploratørerne deler australiernes begejstring fra deres balkon med havudsigt. I et anfald af held faldt vi over specialpriser på disse hotellejligheder. 65 dollar for ca. 70 kvm med to soveværelser, to badeværelser, vaskerum, køkken og stor stue.

Sådan er det på Guldkysten i lavsæsonen. Ren luksus.

For at være helt ærlig er al den service og tilbagelænede luksus lige ved at stige exploratørerne til hovedet, da vi efter to timer og 70 dollars fattigere vinker farvel til bilvaskerholdet fra den blankpolerede Beautyboks.

Så er det sundt at komme hjem og gøre den opdagelse, at klatvasken (dametrusser) - er fløjet fra altanen på tiende etage og ned i en blomsterkumme på altanen på tredje sal.

Vi er jo stadig opdagelsesrejsende med vadsæk, skæve vinkler og jord under neglene.


Vaskeholdet i gang
Foto: Morten Fauerby

Landefakta
Australien
Vidste du, at hovedstaden hedder Canberra, at arealet er 7.741.220 km², og at befolkningen er på godt 21 millioner mennesker?

Australien
Vidste du, at hovedstaden i Australien hedder Canberra, at landets areal er 7.741.220 km2 og at befolkningstallet er på godt 21 millioner?

Landeportræt
Hvis du vil vide mere